Hjælp Naturstyrelsen med at granske miljøeffekterne af nyt hospital

Naturstyrelsen går nu i gang med at undersøge miljøeffekten af at bygge et ny universitetshospital i Odense, og du kan være med til at bestemme hvordan.

Byggeriet af et nyt universitetshospital og et nyt sundhedsvidenskabeligt fakultet til Syddansk Universitet er den største enkeltstående byudviklingssatsning i Odenses historie, og byggeriet skal efter planen stå færdigt i 2018-2020. Inden da skal der foretages en såkaldt VVM-undersøgelse (vurdering af virkninger for miljøet).

Region Syddanmark og Bygningsstyrelsen ønsker at bygge 237.000 kvadratmeter sygehus og universitetsbygninger, som får en række effekter på miljøet.

Det drejer sig både om påvirkning fra selve bygningerne og fra den afledte trafik fra biler og fra helikopterne til og fra den nye helikopterlandingsplads, som er en del af projektet.

Naturstyrelsen har udgivet et idéoplæg til VVM-undersøgelsen, men efterlyser idéer til emner og problemstillinger, som kan undersøges.

CO2-neutralt hospital stadig ude i kulden

Selv om der bliver foretaget en VVM-undersøgelse af byggeriets effekt på det omgivende miljø, betyder det ikke, at regionsformand Carl Holst (V) alligevel får det CO2-neutrale hospital, regionen ellers drømte om.

Han har tidligere sagt til Ingeniøren, at et CO2-neutralt hospital måtte droppes, fordi regionen 'ikke må bruge ekstra penge til klimarigtige tiltag'.

Regeringen blokerer for klimarigtigt byggeri

Carl Holst mener, at regionen faktisk har råd til at bygge et hospital, der lever op til politikernes klimaløfter og ærgrer sig derfor over, at regionen ikke må skyde ekstra penge i byggeriet.

»Vi har en sund og god økonomi, så vi har pengene til at gøre det. Men vi må ikke for regeringen.«

Planen er i stedet et fjernvarmeforsynet hospital, der blot forberedes til eventuel senere etablering af solvarme, jordvarme og solceller. Og i stedet for fuldstændig klimaneutralitet, der både ville dække energiforbrug, varernes CO2-fodaftryk, osv., er det nu kun energiforbruget, der skal være klimaneutralt.

Frem til 1. april kan man sende sine ideer til løsninger, som for eksempel kan minimere byggeriets effekt på miljøet, ind til Naturstyrelsen.

Dokumentation

Sådan hjælper du

Kommentarer (2)

I forhold til CO2-neutralt bygning er der jo flere ting man kan være CO2-neutral i forhold til.

Er det energibehovet i forhold til be10 - dvs. det energi der benyttes til bygningsdrift?
Er det hospitalets samlede energibehov - dvs. også inkl. el til scannere, IT-udstyr mv.?
Er det ovenstående og det energiforbrug der er indbygget i byggmaterialerne (carbon footprint)?
Er det ovenstående (carbon footprint) og energiforbruget til de materialer der forbruges på hospitalet (handsker, medicin etc.)?

En definition er nødvendig - ellers er det svært at vide hvad der tales om - og hvad ambitionsniveauet er.

  • 0
  • 0

Hvor dum kan man være?
Jeg troede et hospital var til for at hjælpe mennesker der er syge, men åbenbart er det vigtigere at det ikke udleder CO2.
Det er da helt i orden at se på energiforbruget, men måske det så var bedre at kører patienterne på lighuset med det samme, for så udleder de og deres forbrug ikke CO2 mere.
Skulle vi ikke lige får prioriteterne ordnet først.
Desværre fru Hansen, operationen er udskudt fordi det ikke lige blæser i øjeblikket.
Carl Holst er ked af det skal forsynes med fjernvarme, som ellers skal udbredes endnu mere til os andre som ikke har set lyset, men selv må betale.
Er der ikke noget med at CO2 kan påvirke hjernen, så tanken bliver uklar.

  • 0
  • 0