Hvad er sandsynligheden for en perfekt mission?

»O.k. lad os sige 60 procent ... 62 procent ... 20 procent ... 80 procent ...arghh, for pokker jeg ved det ikke ... mnn ... 50 procent ...«

Sådan lyder vurderingen fra rumskibsbygger Kristian von Bengtson forud for søndagens opsendelse af rumkapslen Tycho Deep Space i det seneste blogindlæg på wired.com.

Usikkerheden hænger sammen med, at opsendelsen inkluderer de første test på havet af en lang række af systemer. Og det er afgørende, at den planlagte kæde af begivenheder sker i en præcis og ubrudt rækkefølge. Ét brud på kæden - og kapslen ender på bunden af havet.

Men hvis alt klapper perfekt, så ser lørdagens opsendelse sådan ud:

• Startknappen trykkes i bund: LES-motoren starter og fire flammer stryger ned over rumkapslen, der letter ved en trykkraft på 80 kN.

• Efter 4,5 sekunder: LES-motoren brænder ud.

• Alle holder vejret.

• Efter 14 sekunder: Med et brag sprænges boltene, der holder kapsel og rakettårn sammen, og i samme øjeblik tænder endnu en raket i LES-tårnet med en trykkraft på 10 kN og trækker LES-tårnet væk fra rumkapslen.

• Efter 16 sekunder: Toppen af rumkapslen bliver skudt af, og en bremsefaldskærm folder sig ud.

• Efter 20 sekunder: Bremsefaldskærmen bliver koblet fra, og kapslens tre hovedfaldskærme begynder at folde sig ud.

• Efter 28 sekunder: Faldskærmen folder sig helt ud, så kapslen kan svæve til landing på havet.

• Landing: Kapslens balloner pustes op og vender den i korrekte position. Recoveryholdet finder den og frakobler hovedfaldskærmene.

Men ...

Trækker LES-motoren skævt og ender i for lav højde?

De første fire sekunder efter lift-off er uden tvivl et af de øjeblikke, Kristian von Bengtson er mest bekymret for. Hovedfaldskærmene skal nemlig bruge minimum 400 meter til at folde sig ordentligt ud, og derfor er det helt afgørende, at LES-motoren er i stand til at nå en vis højde.

Selv med en meget skæv bane har Kristian von Bengtson besluttet at udløse hovedfaldskærmene, for at redde kapslen fra 'fuldstændig og total ødelæggelse', men en skæv bane kan betyde, at skærmene bliver udløst i en hastighed på over 200 km/h, hvor de formentlig vil blive flået i stykker.

Om opsendelsen ender i en skæv bane må tiden vise, men Kristian von Bengtson gør det klart, at alle tilskuere kan forvente netop dette.

Vil raket og faldskærme vikle sig ind i hinanden?

I de første sekunders flammehav skal raketbyggerne bede til, at deres tårn til LES-motoren kan holde trods voldsomme kræfter og mulige rystelser eller rul.

Hvis hele systemet klarer turen, skal separationen af tårn og kapsel ske perfekt. Det vil sige, at de otte sprængladninger alle skal sprænge boltene, der holder systemet samlet. Det skete ikke i den første test på jorden, men i senere test lykkedes det.

0,2 sekunder efter sprængningen skal den mindre raketmotor tænde og flytte tårnet og LES-motor væk fra kapslen, så der er plads til, at faldskærmssystemet kan folde sig ud.

'Hvis raketmotoren ikke tænder, risikerer LES-motoren og kapslen at ende i samme nedadgående bane og ødelægge faldskærmene og måske kollidere under nedslaget. Jeg ved, de har forskellig geometri og i teorien skulle følge forskellige baner. Men der er stadig sandsynligheden for et pænt brag,' skriver Kristian von Bengtson på wired.com.

Sidder faldskærmene bare ubehjælpeligt fast i kapslen?

Skulle opsendelsen nå til dette punkt, kan Copenhage Suborbitals tillade sig at have en nogenlunde god fornemmelse i maven. I så fald vil raketmotoren og separationsmekanismerne have virket, og skulle faldskærmssystemerne fejle herfra, kan CS altid trække på erfaringer fra de faldskærmstest og drop af kapsel, de udførte på Lindø Industripark tidligere på året.

Men der er alligevel en verden til forskel fra at have sin rumkapsel med hjem eller se den synke til bunden af havet. Derfor skal kapslens systemer virke for at skabe en succes.

Første afgørende punkt er, om bremsefaldskærmen bliver synlig. Den sidder under kapslens låg, som er fyldt med stoffet nitrocellulose, der er et stykke bomuldsvat med salpetersyre og svovlsyre. Ved at antænde det med en gnist bliver stoffet til gas, og på den måde kan de skabe et overtryk i rummet med faldskærme, så toppen af kapslen bliver skudt af.

Kort efter bliver hovedfaldskærmen aktiveret ved at frigøre bremsefaldskærmen. Men bremsefaldskærmen er nødt til at trække de tre hovedfaldskærme ud, og de vejer 45 kg og er banket ned i toppen under stort møje og besvær.

Konservative beregninger viser dog, at bremsefaldskærmen vil trække med 1.000 N ved 100 km/h og 4.000 N ved 200 km/h.

'Et sted midt imellem skulle være nok til at trække hovedfaldskærmene fri. Men faldskærmene kan ikke klare hastigheder på over 200 km/h, ellers risikerer de at blive flået i stykker,' skriver Kristian von Bengtson.

Holder udløsermekanismen til hovedfaldskærmen indtil landing?

Sidste spændingsmoment før landingen bliver, om en hurtig-udløser-mekanisme vil holde. De tre hovedfaldskærme er nemlig fæstnet til en hurtig-udløser, som er beregnet til at frakoble skærmen hurtigt under bjærgning af kapslen på havet.

Holder udløseren, bliver det spændende om kapslens selvstabiliserende system med balloner oppustet af Sodastream-beholdere vil virke. De virkede ikke under testen på Lindø Industripark pga. en elektrisk fejl. De er dog ikke afgørende for, om kapslen kan bjærges, men er en vigtig teknologi at mestre især i forhold til at foretage en kontrolleret bjærgning af en fremtidig astronaut.

Trykker Kristian på den forkerte knap?

Som dirigenten i midten af det hele sidder Kristian von Bengtson i Mission Control på marinehjemmeværnskutteren Hjortø, og i modsætning til opsendelsen af Smaragd, så skal Kristian von Bengtson løbende vurdere situationen og udløse de forskellige trin i missionen via en radioforbindelse, der skal virke perfekt.

Det betyder, at beslutninger skal tages i løbet af få sekunder, og han lægger heller ikke skjul på, at 'den menneskelige faktor som årsag til fejl er stor i denne mission,' skriver han.

'Jeg kan kun sige, at testen bliver rigtig interessant,' lyder det.