Rejsekort trodsede ikke anbefaling
Rejsekort trodsede ikke anbefaling om nyt it-system 19-10-2012
Det fremgår som hovedhistorie i Ingeniøren den 19 oktober 2012, at Rejsekort trodsede anbefaling om nyt it-system. På basis af denne historie følger en historie om at ”Minister skjulte rapport om usselt rejsekort-system”.
Facts er, at Rejsekort i slutningen af 2010, hvor der var kritiske forhandlinger med leverandøren, både fra Gartner og fra KPMG havde fået anbefalinger om at forbedre arkitekturen i rejsekortsystemet ved at etablere et datawarehouse udenfor det af leverandøren leverede system, hvortil data overføres, bearbejdes og sendes videre til trafikselskaber til regnskabsføring og til Bus&Tog som grundlag for trafikanalyser og indtægtsdeling.
Dette blev besluttet i Rejsekort og implementeringen sat i gang i efteråret 2010. Og det var et godt råd og det har fungeret fint siden.
Da Rejsekort den 21. december 2010 indgår Tillægsaftale V med leverandøren, var denne kritik således håndteret og derfor har dette punkt naturligt nok ikke en fremtrædende plads i det resume af Gartner rapporten, der offentliggøres.
Som Professor Kim Normann Andersen også fremfører i Ingeniøren, ”så ville offentligheden kende til det nu, to år efter rapporten blev skrevet”.
Rejsekort og leverandøren har fulgt den aftale, der blev indgået i 2010 og på mandag, den 22. oktober sættes alle busser i Nordjylland i drift. Så nu kan rejsekortet benyttes til al kollektiv trafik på Sjælland og i Nordjylland, til alle tog i Danmark undtagen Odder og Lemvigbanen, og pilotdrift er indledt i Sydtrafiks busser i Esbjerg, Varde, Ribe og Vejen.
Der er gennemført over 9 mio rejser med rejsekort, over 160.000 rejsekort er solgt og kundeundersøgelser viser, at kunderne har taget rigtigt godt imod rejsekortet og mellem 10 og 20 % siger, at de har rejst mere med den kollektive trafik pga rejsekortet.
Når det er sagt skal det ikke dække over, at der har været mange problemer og udfordringer og sikkert også vil komme det fremadrettet. Ingeniøren vil utvivlsomt bidrage til synliggørelsen. Men dagens historie holder altså ikke.
Rejsekort anbefaler alle interesserede forskere og andre specialister, der udtaler sig om Rejsekortet, at gå til kilden for at få svar på sine spørgsmål, i stedet for at udtale sig på baggrund af historier i pressen. Vi stiller gerne op.
Venlig hilsen Bjørn Wahlsten
Administrerende direktør i rejsekort A/S




Kommentarer (8)