Hemmeligt rumfly hjemme igen efter perfekt landing

Alt klappede, da det fjernstyrede, men tophemmelige rumfly X37B landede i lørdags i Californien. Hvad det har lavet i rummet i mere end et år, er tophemmeligt.

Lørdag kl. 14.48 dansk tid gled det amerikanske luftvåbens hemmelige X37B-rumfly ind til en perfekt landing på Vandenberg-rumcenteret i Californien.

Det amerikanske luftvåben har frigivet både billeder og en video fra rumflyets hjemkomst. Videoen viser rumflyet glide ind til landing, set i det infrarøde lys. Her gløder dets underside og næse orange på grund af friktionsvarmen fra turen ned gennem atmosfæren. Efter landingen ses X37B-flyet med kaldenavnet OTV-2 rulle hen ad landingsbanen og standse.

Major Dave Hook, der er chef for det amerikanske luftvåbens 30th Operations Group, oplyser i en pressemeddelelse, at landingen forløb helt perfekt. Han oplyser, at landingen i første omgang var planlagt til den 7. juni, men blev udsat på grund af kraftige sidevinde.

Læs også: USA's hemmelige rumfly efter landing

Læs også: Se hemmeligt rumfly lande

Efter den første version af rumflyet - OTV-1 - vendte hjem, måtte man udskifte landingslys på banen, fordi de havde beskadiget rumflyets dæk. Samtidig havde man reduceret trykke i dækkende på OTV-2, så denne gang var der ingen problemer med dækkene.

OTV-2 har været i kredsløb siden den 5. marts 2011, da det blev opsendt med en Atlas-5-raket fra Cape Canaveral-rumcenteret i Florida. Dermed blev tiden i rummet mere end fordoblet i forhold til den første model af X37B, OTV-1, der i 2010 var i rummet i 224 dage.

Det amerikanske militær har tidligere oplyst, at den typiske mission for X37B vil være på 270 dage, så turen har overgået forventningen med 74 procent.

Lastens indhold er et mysterium

Præcist hvad rumflyet har foretaget sig i rummet i de 469 dage, er stadig et mysterium. Det amerikanske luftvåben har tidligere oplyst, at rumflyets primære formål er at afprøve nye teknologier til fremtidige satellitter.

Nogle spekulationer går på, at rumflyet medbringer et rumvåben eller er en spionplatform til observationer af Jorden. Dets bane, med en højde på 330 kilometer over Jorden og en hældning på 42 grader over ækvator, har i en periode været optimeret, så det passerede over samme punkt på Jorden hver tredje dag, hvilket er typisk for spionsatellitter.

Det næsten 9 meter lange og fem ton tunge X-37B-rumfly er bygget på Boeings Phantom Works-facilitet i Californien. Flyet er 2,9 meter højt og har et vingefang på 4,5 meter. Halen er V-formet og har en bremseflap på oversiden af bagenden.

I kroppen findes et lastrum, der er 2,1 meter langt og 1,2 meter bredt og højt. Flyet får strøm fra galliumarsenid-solpaneler, der er foldet sammen i lastrummet, samt fra lithium-ion-batterier. Deres overside er dækket af isoleringstæpper og undersiden af keramiske kakler for at modstå de høje temperaturer under turen ned gennem Jordens atmosfære.

Dokumentation

Pressemeddelelse fra US Airforce
Artikel på Spcace.com
Lompod records.com

Emner Rumfærger

Kommentarer (4)

Spionsatellitter flyver lavt og skal kunne flytte bane efter behov. Det giver et konstant brændstofforbrug. Nu slipper man for hele tiden at bygge nye satellitter. Man lander simpelthen bare og genopfylder tanken.

  • 0
  • 0

...lyder som en lidt dyr løsning.

Kombiner det med SpaceX's planer for at genbruge samtlige trin i Falcon raketten og du har et komplet system der bare skal tankes.

SpaceX kan dog allerede alt hvad dette "rumfly" kan. Deres Dragon kan flyve i op til 2 år og derefter lande. De sælger det tilmed som et produkt under navnet "DragonLab".

  • 0
  • 0