Men da der ikke findes rum og tid udenfor....

...udenfor hvad ?? Det uendelige univers ?

Bernt.

Bliver beskrevet hver søndag omkring kl 10

Uendeligt harpespil :D

Ja det må være det der er tale om. John Renner Hansen har sikkert en link til den store stygge Big-Bang Bombemand og hans underjordiske makker.

Flere teorier, som er godt på vej til at beskrive verden, som vi ser den, indeholder fænomenet parallelle universer. Hvis man forestiller sig at rum og tid blev skabt i Big Bang i et 'energihav', hvor der ikke findes rum og tid, kan man jo sagtens forestille sig, at der skabes andre universer i dette 'hav'.

Flere teorier, men kun én kan bruges, godt gjort ?! H.C. Andersen kunne ikke have gjort det bedre. Forstill dig nu lige et HAV af energi som fylder et rum der ikke kan fås øje på og som eksploderer på ingen tid, fordi tiden endnu ikke findes. Det er næsten pinligt at læse disse linjer. Hvordan kan der opstår en spontan bevægelse når tiden ikke findes endnu ? Uden tid er bevægelse, eksplosion eller inflation altså ikke mulige !

Men hele besvarelsen beviser eksistensen af parallelle universer, Big-Bangelisternes univers og det vi andre lever i...

mvh Berndt

Nu vil nogle måske henvise til Heisenbergs usikkerhedsteorem, altså at universet er en såkaldt "kvantefluktuation", men så må jeg henvise til den abnorme størrelse af denne "kvantefluktuation", Heisenberg har jo som bekendt forudsagt nogle mindre størrelser !

mvh Berndt

Tiden er måske nøglen hvis man tænker over det.
Hvad kom først hønen eller ægget, er det ikke hr. Barkholz pointe.

Måske opfattelsen af universet er en nødvendighed, for universet selv? Måske sætter kun fantasien grænsen, så længe alternativet er ''absolut''.

I den udstrækning er vi alle små paraleluniverser.
Og tiden uden betydning uden bevisthed.

Men det er måske begrænsningerne vi skal kigge på? Istedet for hvor videnskabelig fakta bringer os, som efter min ringe mening er lige så rig på muligheder som enhver religion.

Jeg mener heller ikke videnskaben udelukker eksistensen af en gud, men at den umuligt kan medregne det som faktum. Ihverfald ikke før dette skulle vise sig som sådan.

Forøvrigt troede jeg big bang ifølge nyeste unified theori ''superstrengteori tilsat 11'te dimension'', nærmere var et sammenstød mellem visse energibølger i 11 dimension, hvorved vi ligesom blev skabt ''udenfor'' rigtig materie. Derfor også de skævt fordelte klumper af materie i det kendte univers, det var simpelthen rynker i disse energibølger, der gjorde at sammenstødet blev ujævnt.

Men den teori er måske slet ikke accepteret ennu?

Men den teori er måske slet ikke accepteret ennu?

Alt hvad der kommer efter Einstein er et stort kaos af forskellige teorier som er bygget på formodninger, gæt og hinanden. Nogle folk som kalder sig selv forskere er overbeviste om at en specifik teori er den rigtige, hvilke teorier der er "accepterede" kommer i høj grad an på hvem du spørger.

Men til det oprindelige spørgsmål, et parallelt univers hvor man kan finde en "sig selv" er selvfølgelig absurd, derudover kan man umiddelbart forestille sig to forskellige slags parallelle universer. De eventuelle universer som er helt adskilt fra dette, hvorved vi ikke kan interagere med dem og deres eksistens er ubeviselig, der er ikke så meget at sige, de er rent praktisk ikke specielt interessante. De mere interessante parallelle universer er dem som deler en del af deres rumtid med vores, man kan forestille sig partikler som interagerer med vores partikler, men som ikke opfylder betingelserne for at kunne positionsbestemmes ifht. partiklerne i vores univers, men nogle af disse partikler er måske ordnede ifht. hinanden således at de danner et univers, principielt vil det være muligt at kommunikere på tværs af sådanne sammenflettede universer, men om det vil være praktisk muligt er ikke sådan til at sige, og det er jo heller ikke til at vide om nogen tager røret i den anden ende.

Note: Det her er rent tankespind, vi kender ikke til andet end vores eget univers, blot kan muligheden ikke udelukkes.

Kære Peter Milbo !

Hvis tid var uden betydning ville DSB ikke have konstante problemer med køreplanerne. Det kan godt være at du ikke kan fornemme tiden, med det kan andre... :o)

Til Jacob

Jeg tror godt vi kan udelukke vanvittige ideer uden at betænke os ret meget...parallelle universer er en sådan ide.

venligst Berndt

Jeg tror du mangler noget åbenhed.

At universet er uendeligt er ingen hindring for at der kan eksistere noget udenfor det. Du kan tænke på et plan defineret i vores rum, det er også uendeligt, men alligevel er der jo altså også plads udenfor planet, at en størrelse er uendelig er altså ikke noget bevis for at der ikke kan være noget udenfor den.

Personligt har jeg haft svært ved at forstå 3 dimensionaliteten, rummet bøjer og krummer sig så det er umuligt at opsætte et ordentligt koordinatsystem, og på nanoskopisk plan opfører tingene sig slet ikke på en ordentlig 3 dimensionel måde.

Hvad jeg umiddelbart konkluderer er at 3 dimensionaliteten slet ikke er nogen grundregel, det er blot en approximativ effekt af andre regeler. Det åbner op for spørgsmålet om hvorvidt samtlige partikler i universet er underlagt 3 dimensionaliteten. Kan man bringe en partikel udenfor 3 dimensionaliteten? Og vil den i så fald komme tilbage igen? Og er 3 dimensionaliteten den eneste ordnede struktur i vores univers?

Man kan også være for åben og så ender man som Jehovas vidne...

En partikkel eksisterer i tiden og i tre dimensioner, totalt 4 dimensioner. Dette er grunden til at du kan se en ting både i dag, i morgen og fremtidig.

Hvis du ser på et billede tegnet af moderne STM mikroskoper kan man slet ikke være i tvivl om at på nanoplan hersker pæn "3-dimensional orden".

Med hensyn til at diskutere parallelle universer føler jeg samme modvilje som ved diskussion af Marxismen.

Med hensyn til at diskutere parallelle universer føler jeg samme modvilje som ved diskussion af Marxismen.

Hvorfor er det så lige at 6 ud af 10 indslag i denne blog kommer fra dig???

Eller nu ved jeg jo selvfølgelig ikke om du elsker at diskutere Marxisme!!!!

...make my day Karsten Bolding ! Hvilket parallel univers er du så fra ?

Der er forskel på at have en teori og på at forsøge at ophøje den til absolut sandhed. Jeg mener heller ikke at det forekommer sandsyneligt at der findes parallelle universer som blot er i nærheden af at have samme stabilitet som vores, men jeg kan ikke udelukke muligheden. Derfor synes jeg da også at spørgeren fortjener et lidt mere nuanceret svar end blot at afskrive det som en vanvittig ide.

Alt hvad der kommer efter Einstein er et stort kaos af forskellige teorier som er bygget på formodninger, gæt og hinanden. Nogle folk som kalder sig selv forskere er overbeviste om at en specifik teori er den rigtige, hvilke teorier der er "accepterede" kommer i høj grad an på hvem du spørger.

Var det ikke det du selv har sagt ?

Fysikken handler om rationaliteter, derfor burde
fysikkens fornemste opgave være at bevare det rationale, men i stedet for indføres det irrationale. Så længe alle gemmer sig bag Einstein og Heisenbergs smalle skuldre kan man jo ikke komme i kontakt med personerne, så er det Einstein og Heisenberg man taler til.

Hvad kunne der mon gemme sig bag intetheden med sine galakser, andet end det uendelige intet med galakser i. Vor forskning, eller hvad man skal kalde det, er nået til et punkt der kendes fra Big-Bang, total inflation...

Problemernes navne er som før nævnt Einstein og Heisenberg, først når deres udsagn er blevet revideret
kan der blive tale om rationel fysik. Disse to herrer repræsenterer noget der er mere sej end Berlinmuren. Nettet er fyldt med artikler der angår disse sager. Desværre er der mere sludder at finde end fornuftig kritik.

her nogle links til seriøs kritik
http://www.newtonphysics.on.ca/HEISENBERG/...
http://www.newtonphysics.on.ca/EINSTEIN/Ch...
http://www.bigbangneverhappened.org/

mvh Berndt

mrn Bernt - at der skulle være flere universer er vel ikke mere irrationelt end at der findes et univers

Mvh Søren

Nej ikke med din logik...

Det er da utroligt så travlt du har med at være efter alt og alle.

Anyway, uanset deres eventuelle rigtighed så har jeg lidt svært ved at se hvad omtalte teorier har med parallelle universer at gøre.

Hej

Der er denher tre timer lange film på nettet, som handler om strengteori. Et af kapitlerne omtaler paralelle universer. Måske det kan inspirrere :)

http://www.pbs.org/wgbh/nova/elegant/progr...

Anyway, uanset deres eventuelle rigtighed så har jeg lidt svært ved at se hvad omtalte teorier har med parallelle universer at gøre.

Ja så har vi et kommunikationsproblem...helt sikkert, fordi du præsenterer mig for uforklarlig mystik, ikke fysik. Du vælger at tro det mystiske frem for at tro på din realistiske sans, derudover har du en helt verden af folk der måske eller temmelig sikkert understøtter dig i argumentationen, følgeligt er jeg lost, helt klart. Men jeg håber...

Du vælger at TRO (som så mange andre) der kunne være noget udenfor det rum (univers) vi kender, en lignende mangfoldighed af masseagtige manifestationer, et univers hvor du måske endda kan finde en tro kopi af dig selv, som der også siges, eller andre helt ukendte ting fordi der hersker (sikkert) andre naturlove der end her, kort sagt, du vælger irrationaliteten, undskyldt men det er hvad jeg ser. Ergo bliver min personlige argumentation somme tider ret så sarkastisk og tro mig når jeg siger at jeg ikke lægger mærke til det, men det virker lidt groft ja...så et stort sorry, men for guds skyldt, tryllestave findes heller ikke...selv om et svar fra scientariet efter dette spørgsmål muligvis vil være: "Det kan vi på grund af Einstein og Heisenberg ikke udelukke."

mht mit svar til Søren Fosberg så skal du ikke tage det så alvorligt, han driller hele tiden... :o) og får svar efter tiltale, men sådan er det nu, ikke også Søren ;o),
og ja jeg går er efter al Einsteins vrøvl ! Det er jo derfor at Søren prøver at kaste benzin på bålet... :o)

mvh Berndt

Jeg synes slet ikke at du argumenterer på et fornuftigt plan. Jeg har specifikt sagt at det der scifi pladder med en kopi af en selv det holder ikke, hvorfor i alverden skal du så bringe det op igen.

Jeg tror ikke noget, jeg ved at jeg ikke kan vide med sikkerhed om vores 3 dimensionalitet er det eneste rum indenfor vores univers. Hvilke naturlove der hersker i sådan et eventuelt rum? De samme som i vores, men hvis rummet ikke består af de samme typer partikler som vores så udmynter de sig nok på en lidt anden måde.

Jeg synes slet ikke at du argumenterer på et fornuftigt plan.

Jeg synes slet ikke at du argumenterer på et fornuftigt plan.

Du siger:

"...jeg ved at jeg ikke kan vide med sikkerhed om vores 3 dimensionalitet er det eneste rum indenfor vores univers."

...er det et fornuftig plan ? Det er stadig SCFI-pladder.

Du ved mere end du tror...hvis du tør vide...simple banaliteter forhindrer det bare. Tro...

mvh Berndt

Jeg ved at historien er fyldt med eksempler på at folk troede at de vidste noget som senere har vist sig ikke at holde. Blot en enkelt fejlagtig antagelse kan gøre det umuligt at finde frem til sandheden. Der findes masser af hints som peger i retning af at 3 dimensionaliteten ikke er absolut, ikke er perfekt. Derfor forekommer det sandsyneligt at 3 dimensionaliteten ikke er en del af universets grundlæggende regelsæt, men nærmere en slags bieffekt. Hvis det er tilfældet, hvordan kan vi så vide at alle slags materialer er underlagt denne bieffekt?

Du har ret fordi vores formodede tredimensionalitet må nødvendigvis være mindst firedimensional, kun ved at bruge tid, den fjerde dimension, kan du udforske alle sider af et såkaldt tredimensionalt legeme, du skal bevæge dig rund om det for at se alle sider. Din hukommelse udgør så nødvendigvis den femte dimension, idet den husker (mere eller mindre) hvad den har set. Men det her er helt andre perspektiver...de grænser til religion og bliver sikkert heller ikke taget alvorligt...

mvh Berndt

Jeg minder bare om at eksistensen af et univers i sig selv er en mystisk sag. At der er et univers vil jeg godt gå med til, der er vist nok overvældende indicier herfor, men at forklare/forstå hvad det er og hvoraf det er kommer - hvis det er kommet og ikke bare altid har været her - er ikke det samme som at erkende/acceptere at det er her. Og på trods af mange mere eller mindre vidtløftige forslag fra tidernes morgen er selve universets eksistens stadig et dybt og uforståeligt mysterium og for så vidt et langt mere mærkværdigt fænomen end tanken at - når der nu tilsyneladende findes et - der måske også findes flere.

Ligesom det kan være svært at forestille sig en hest hvis man ikke ved om den eksisterer mens det ikke er så svært at forestille sig to heste hvis man først har set en.

Mvh Søren

Jeg minder bare om at eksistensen af et univers i sig selv er en mystisk sag.

Ja det er en anden ting end at sige at det er irrationalt. Det er straks lettere at acceptere "ikke forståen", fordi det udsiger at der er noget vi ikke ved. Vi er jo en del af universet og set på den måde undrer universet sig selv.

Det irrationelle blev indført af Heisenberg og Bohr med Københavnerfortolkningen og dette er grunden til at andre irrationaliteter accepteres på lige fod. Men så længe man holder fast i at universet er akausal på atomar niveau, vil der ikke kunne ske ændringer. Når der kan ske den ene irrationale ting, tænker man, så kan der også ske den anden og det lyder forlokkende rigtigt. Selve accepten af det irrationale er problemet, man skal sige her er noget vi ikke forstår endnu, men abracadabra er som forklaring udelukket. Bag en uendelighed kan der ikke være plads til andet end selvsamme uendelighed...ligesom der ikke kan være en intethed i intetheden, dette er absurd sprogbrug.

mvh Berndt

Man kan måske sige at valget er mellem et akausalt eller uendelig gammelt univers. Begge dele svære at håndtere med bondsk snusfornuft - undskyld rationelt.

Man kunne også filosofere over om ikke et uendelig gammelt univers ikke ville være tæt befolket af uendeligt kloge intelligensvæsener. Hvorfor ikke og hvad kan det være det ikke er sket - eller er det? Hvordan ser et uendelig klogt intelligensvæsen ud? Mulighederne er uendelige

Mvh Søren

Hvad er et akausal univers Søren, et univers hvor der sker ting uden årsag, hvem mangler nu mod til at sige "sludder"?

Begrænsningen af rejsehastigheden ordner disse sidste tanker om et uendeligt univers der er fyldt op med uendelig kloge intelligenser. Inden de overhoved når til et sådan punkt er de udslettet enten af egne destruktive kræfter eller af universets ligegyldighed overfor alt levende. En supernova eksploderer der hvor den er, uanset hvor stor en civilisation den måtte udslette ved det. Og at flygte med livet i behold fra en supernova er sin sag.

Selv om vi kunne finde ud af at bygge rumskibe der kan forsørge os med mad og samtidig vare et fartøj vil vi aldrig "erobre" andet end vor solsystem eller lad os da sige vi skulle når vores nabosol, efter en rejse på et par tusinde år måske, men hvad hvis der ikke findes en beboelig planet ? Vi vil aldrig kunne rejse tæt op ad lysets hastighed, det er utopi. Bare tænk på opbremsningen og den dertil nødvendige energimængde, som nødvendigvis må medføres. Det er energien af nogle hidsige atombombeeksplosioner der skal bruges til acceleration og opbremsning af et kæmpefartøj der samtidig kan holde liv i en gruppe mennesker i et par tusinde år. Men der skal også bruges energi i menneskets hverdag i samme tidsrum!

Så alt i alt tvivler jeg stærk på at det uendelige univers skulle være fyldt med superintelligent liv og at deres tilsyneladende fraværelse skulle kunne underbygge det endelige univers.

mvh Berndt

Bernt - Du udelukker på den en side det akausale univers som sludder og indfører samtidig begrænsninger for hvad der muligt i et univers uden begyndelse. ET slags princip om at intelligens vil blive ødelagt så snart det når et vist niveau. Hvor har du dog det fra - er det din snusfornuft der siger det? Det kalder jeg grebet ud af luften.

Du forestiller dig endvidere at vi i al uendelighed (eller så længe vi nu eksisterer) vil beholde dette jordiske hylster vi netop nu iklæder os - som om det repræsenterer et naturens final product. Oven i købet har jeg bemærket at du er tilhænger af et statisk univers (ingen udvidelse). Hvorledes kan du forklare at et uendelig gammelt statisk univers er befolket af stjerner som konstant fusionerer brint til tungere grundstoffer. Ville al brinten efter uendelig lang tid ikke forlængst (altså for uendelig længe siden) være forsvundet? Hvor kommer alt det friske brint fra, du tror jo heller ikke på spontan stofdannelse (steady state). Det er jo også akausalt.

Mht til at rejse mellem stjernerne bliver det næppe som biologiske væsener - der er vi slet ikke egnet til. Vort jordiske hylster må blive på Jorden, men vi kunne sende koden (kunen dette være den så meget omtalte sjæl?) for menneskene med intelligente, selvreplikerende rumskibe (Von Neumann maskiner. se http://en.wikipedia.org/wiki/Self-replicat...

og på den måde indrette os på dertil egnede planeter rundt omkting i galaksen. Se også Kubricks/Clarkes 2001 - A Space Odyssey.

En sådan kolonisering kan begynde om få hundrede år ifølge f.eks. Barrow and Tipler: The Anthropic Cosmological Principle. (Meget interessant bog, anbefales varmt)

Uden at forhaste os med relativistiske (undskyld dette fy-ord) hastigheder kunne vi kolonisere galaksen på få millioner år.

Dette kan måske gøres indenfor et endelig og endda ret begrænset tidsrum. Men med uendelig tid er sagen en helt anden og det er svært at forestille sig at ingen intelligenser er lykkedes at overleve rummets farer og risici som du beskriver og nå frem til et så højt teknologisk niveau at de kan kontrollere og overleve disse farer - inklusive døden. Der er ingen grund til at tro den vil være et jordlignende biologisk væsen som os. Intelligensen er måske snarere blevet til et væsen som eksisterer i hele det uendeligt store og uendeligt gamle univers som en sammenhængende "organisme", udødelig og allesstednærværende, altiagttagende.

Og hvem ved hvorledes en sådan intelligens vil se ud. Måske kan vi slet ikke erkende den? Måske er det den vi ser når vi kigger på rummet (eller på myretuen) (Spinoza?)

Men hov, nu ligner det igen noget der smager af Gud. Så er det måske mere tillokkende med en enkelt akausalitet?

Det viser bare at uanset hvordan du vender og drejer det vil du ryge ud i noget ufysisk, enten akausalitet eller uendelighed. Begge dele udenfor vor fysiske verdensopfattelse - og fatteevne. Universets eksistens - og dermed vores - er derfor mystisk.

Mvh Søren

PS: Det antropiske princip: Universet har præcis de egenskaber som er forudsætningen for vor eksistens. Var universet anerledes end det faktisk er ville vi jo ikke eksistere og kunne derfor ikke iagttage det.

Universet er altså ikke "ligegyldigt overfor liv", men er forudsætningen for livets eksistens. Iøvrigt en mærkelig sprogbrug: "universets ligegyldighed overfor alt levende" - som om universet har en bevidsthed? Mener du det?

Kære Søren !

Det kan jeg umuligt svare på sådan lige her og nu, så svaret kommer noget senere og det bliver langt. Skal nok give dig en hjælpende hånd for at komme op fra det kviksand du sidder i... :o), men jeg er bange for at du allerede er under overfladen med al det H.C. Andersen stof du præsenterer...

mvh Berndt

Tak Bernt, jeg ved ikke om jeg glæder mig til dit lange svar på baggrund af ovenstående fjollerier såvel som dit første svar som bl.a. handlede om universet udrydder intelligent liv når det bliver lidt for smart.

Du tror vel ikke at universet i virkeligheden er Gud?

Mvh Søren

...du bliver fri for det! Jeg har heller ikke glædet mig til at besvare det...

Hvis du genlæser vil du se at der står noget andet end du skriver her, jeg har aldrig sagt at universet udrydder intelligent liv når det bliver lidt for smart, det har du. Jeg har kun udtrykt at universet "ikke tager hensyn til" om det er Søren, Berndt eller en hel civilisation der bliver udryddet af en supernova.

En gud der har egen fri vilje som betragter os allesammen på en gang og som er udødelig og allesstednærværende og oven i købet er fader til ægteparret Josef og Marias barn eksisterer ikke.

Universet er, og hvis du vil tilbede det som en Gud, værsgo...

Altså Bernt, udgangspunktet var er at jeg postulerede at universets eksistens ikke kan forklares rationelt, men er mystisk - uanset det har et start tidspunkt eller er uendeligt gammelt.

På din side postulerer du at universet er uendelig gammelt men afviser tilstedeværelsen af uendelig gammel og (måske uendelig høj intelligens) eksistens.

Det mener jeg ikke kan forklares rationelt. Hvis universet er uendelig gammelt må sandsynligheden for at noget der kan ske (sandsynlighed større end nul) være sket med sandsynlighed en, altså, det må være slet - oven i købet uendelig mange gange.

Vi er bevis for at sandsynligheden for at universet udvikler intelligens er større end nul.

Det irrationelle (mystiske) ved tanken om ndet uendelig gamle univers er for mig en del voldsommere end tanken om det spontant skabte opståede univers.

Men måske ligger problemet i at vi opfatter tiden som en absolut reference ramme.

Mvh Søren

PS - jeg benægter ikke universets eksistens

På din side postulerer du at universet er uendelig gammelt men afviser tilstedeværelsen af uendelig gammel og (måske uendelig høj intelligens) eksistens. Det mener jeg ikke kan forklares rationelt. Hvis universet er uendelig gammelt må sandsynligheden for at noget der kan ske (sandsynlighed større end nul) være sket med sandsynlighed en, altså, det må være slet - oven i købet uendelig mange gange.

Så længe vi ikke ved hvordan noget forholder sig er vi nødsaget til at antage og tro. Det vi så kan gøre er at diskutere sagen for at blive enige om punkter der ren logisk er uholdbare og siden i fællesskab eliminere dem.
Det er selvfølgeligt straks vanskelig når nogen tror på irrationale sammenhæng, som er kilden til mystik. Men ikke at vide hvordan eller hvorfor har intet med mystik at gøre. Mystik er for mig, når jeg siger abracadabra og du bliver en frø...

En uendelig gammel intelligens som fortjener navnet gud må jo, som du siger, være alle steder i universet på én gang, men en tankeproces af et sådan væsen må være utrolig langsommeligt, når der er en lov om maksimal informationshastighed. Dens sanser burde ikke være i stand til at opfatte eksistensen af os kortlivede mennesker.

At forvente noget umuligt går ikke i opfyldning bare fordi man venter en evighed...

Og endeligt er det mere let og logisk at følge tanken ytret af James E. Lovelock, at jorden som sådan kunne ses som en slags organisme. Men der er ikke tale om en personificering af kloden, snarere af den samlede process. Men tanken er lettere at anse som rationel.

Hvad tiden angår, så er det en mangel ikke at have den defineret endnu, et forslag er C^-1.

mvh Berndt

Hvis vi går nogle skridt tilbage så har du sagt at BB er irrationel fordi det indebærer akausalitet. Min hensigt er sådan set ikke at argumentere for det ene eller andet, men påpege at der ikke er nogen nemme løsninger i forholdet mellem rationalitet og universets/min egen eksistens. Og jeg kan heller ikke tro at det ikke altid vil forholde sig sådan dvs universets eksistens vil forblive et mysterium (= uforklarligt ud fra rationelle overvejelser) og at vi er nødt til at acceptere nogle ufysiske begreber (akausalitet, uendelighed) hvis vi vil acceptere universets/vor egen eksistens.

Mvh Søren

...og at vi er nødt til at acceptere nogle ufysiske begreber (akausalitet, uendelighed) hvis vi vil acceptere universets/vor egen eksistens.

Vi er kun nødt til at acceptere dette for såvidt vi mener at skulle forklare på så tidligt et tidspunkt. Der er for mig intet problem i at acceptere universets og min egen eksistens, samt de love vi har fundet frem til, som for en stor del er skyld i vores teknologiske fremskridt samt vores delvise forståelse for universet. Selve grunden til livets ophav forbliver sikkert skjult for os i lang tid endnu, men må hænge sammen med evigheden samt det der er muligt at ske i et uendeligt tidsrum, med brikker der kan sættes sammen på milliarder af forskellige måder. Livets grundlæggende byggeklodser synes jo også at være fundet i rummet. Men derfra til det ultimative væsen, en evigklog Gud, er der en lang vej efter min mening. Det guddommelige manifesterer sig i livet som sådan. Og dermed får universet, set fra vores syn, noget guddommeligt over sig. Det kan jeg acceptere...men livet er ret skrøbeligt, hvilket må være grunden til at vi ikke ligefrem falder over fremmede intelligenser som også behøver en sol og en planet. Men enhver sol der er ca. 2 gange større end vor sol er en potentiel supernova og indtil videre ved vi ikke om en vordende supernova udsender forudgående advarsler der tillader en eventuel civilisation på en af solens planeter at flygte i tide.

mvh Berndt

Hej Bernt - jeg kan kun være enig i alt hvad du skriver. Jeg argumenterer ikke for at der må være en gud, men blot at selve eksistensen er hyllet i mystik idet vort rationelle verdensbillede ikke synes i stand til at gå til grænsen og inkludere den i rationaliteten.

Det er i grunden meget interessant. Kan vi en dag forklare alt er kun kedsomheden tilbage.

Mvh Søren

...idet vort rationelle verdensbillede ikke synes i stand til at gå til grænsen og inkludere den i rationaliteten.

Vores verdensbillede er IKKE (eller kun delvis) rationel, endnu... :o) Det er problemet efter mit syn.

mvh Berndt

Jeg tror ved gud at vi har opnået total enighed her på bloggen. Det er dybt uvirkeligt og irrationelt. Hvad skal vi så lave?

...nu gør du grin med mig...

Overhovedet ikke - det kunne ikke falde mig ind sålænge du giver mig ret.

Men iøvrigt tror jeg ikke at man kan bedømme en teoris relevans i forhold til om den stemmer med "den sunde fornuft". Snarere må man bedømme den på om den kan forudsige resultatet af eksperimenter/observationer. Den sunde fornuft kan nemt tage fejl. (f.eks. Aristoteles). Fred Hoyles Steady State synes jeg er rigtig interessant fordi den eliminerer behovet for en skabelse (som er et kausalt problem) og samtidig sikrer konstant tilførsel af nyt stof (men tilgengæld et andet kausalt problem). Men der er så vidt jeg kan se et problem med uendeligheden og intelligent liv - som er svær at få til at passe. Når universet nu engang har evnen til at udvikle intelligens- hvad så når intelligensen bliver uendelig gammel? Hvad er grænsen for intelligens? Hvis der er en grænse - hvor er den så?

Jeg kan ikke se andet end at et uendelig gammelt univers (af steady state typen, altså med konstant stoffornyelse) vil indeholde uendelig gammel og dermed uendelig stor intelligens. En uendelig stor intelligens vil have fuld kontrol med det uendelige univers - ikke sandt? Kan mindre gøre det. Er bevidst kontrol med omgivelserne ikke et kendetegn på intelligens? Men en sådan intelligens vil næppe have en fysisk form vi kan genkende og forskellen på en uendelig stor intelligens i det uendelige rum og selveste gud er vist forsvindende.

Derfor nævnte jeg tidligere Spinoza som repræsenterer den tanke at naturen er gud:

Spinoza viewed God and Nature as two names for the same reality, namely the single substance (meaning "to stand beneath" rather than "matter") that is the basis of the universe and of which all lesser "entities" are actually modes or modifications, that all things are determined by Nature to exist and cause effects, and that the complex chain of cause and effect is only understood in part.

Videre står der:

The consequences of Spinoza's system also envisage a God that does not rule over the universe by providence, but a God which itself is the deterministic system of which everything in nature is a part. Thus, God is the natural world and He has no personality.

http://en.wikipedia.org/wiki/Baruch_Spinoza

En gud uden personlighed. Men hvad er forskellen på en gud uden personlighed og en verden uden gud?

Klart at vi bør læse noget Spinoza.

Mvh Søren

Haha, du kan ikke lade være hvad...

Men iøvrigt tror jeg ikke at man kan bedømme en teoris relevans i forhold til om den stemmer med "den sunde fornuft". Snarere må man bedømme den på om den kan forudsige resultatet af eksperimenter/observationer.

Men det forudsætter at man tolker eksperimenternes resultater rigtig...altså med "relativ" sund fornuft.

Fred Hoyles Steady State synes jeg er rigtig interessant fordi den eliminerer behovet for en skabelse (som er et kausalt problem) og samtidig sikrer konstant tilførsel af nyt stof (men tilgengæld et andet kausalt problem).

Hvad nu hvis...en supernova er løsningen på alle disse problemer. Forstill dig at en supernova er en sidste proces der desintegrerer det dannede jern i solen igen til brintatomer, så er ringen sluttet. (Men som det er for øjeblikket forsvinder stoffet i uvirkelige og mystiske sorte huller.) Så har vi et rationel og kausal svar: efter at en sol er "brændt ud" eksploderer den som supernova, hvis den er stor nok til det. Men hvis solens masse er så stor at den ydre skal er af en størrelse der kan "fange" eksplosionen med sin stor masse har vi en variabel stjerne. Så er de også forklaret...der er altså nogle kausale modeller Søren.

Men når du skriver:

Jeg kan ikke se andet end at et uendelig gammelt univers (af steady state typen, altså med konstant stoffornyelse) vil indeholde uendelig gammel og dermed uendelig stor intelligens. En uendelig stor intelligens vil have fuld kontrol med det uendelige univers - ikke sandt?

Så svarer jeg ganske bestemt "nej du", hvorfor skulle denne intelligens have fuld kontrol over det den selv udspringer af. Hvordan skulle den ved tankens kraft få en sol til at skinne ?? Det er for langt ude...

mvh Berndt

Hele problemet skyldes uendeligheden. Det kan ikke behandles rationelt. Vi må undgå uendeligheden i forsøget på at forstå/forklare eksistensen. Men ryger ind i den ustandseligt ligemeget hvad vej vi vender os. For hvis denne intelligens er uendelig gammel - som den må være i et uendelig gammelt univers (for er den ikke det betyder det at universet har eksisteret i uendelig lang tid uden et frembringe intelligens - hvad der ikke bare er usandsynligt men umuligt) så kan man heller ikke bestemme om universet har frembragt intelligensen eller omvendt.

Det nærmeste man kan komme en forståelse af universets eksistens er at det ikke eksisterer. Det indeholder dog tilsyneladende en selvmodsigelse.

Hvad gør vi?

Mvh Søren

Hvad nu hvis den fysiske uendelig var underlagt en (logisk) begrænsning...på nogle områder som fx maksimal hastighed, maksimal masse (antal atomer), maksimal temperatur, maximal acceleration og maksimal tryk...give et a thought...

...og så forøvrigt skide være med den ældgamle superintelligens, i hvert fald så længe den ikke meddeler sin eksistens...

mvh Berndt :o)

Et uendelig gammelt univers med indbygget forhindring af udvikling af superintelligens. Måske, men det lyder vist lidt desperat.

Det er ikke mig - men nogen mener jo at være i konstant kontakt med superintelligensen - tænk bare på vor store leders ven i US of Bluff.

Vi kunne jo også gå tilbage til BB og sige det bare et en kvantefluktuation i et ikke eksisterende rum.

Mvh Søren

Nej du, desperation er det du leverer med denne (åndsvage) superintelligens. Du siger ind imellem at jeg skal læse lidt mere eller opdatere mine gotiske fagbøger, men selv sidder du og affyrer det ene postulat efter det andet. Hvorfor tror du egentlig at jeg i tidligere indlæg har talt om demokratisk fysik ? Fordi uanset hvad flertallet vrøvler så er det det der er udslaggivende.

Èn evigtlevende ensom superintelligens der ikke formerer sig og har magt over universet, kan du ikke se at det er filosofisk diarré. Det du efterlyser er livet og du ejer det selv, hvad skal du bruge pukkelryggede guder til ? Den ingrediens du efterlyser er der jo allerede. Måske bortset fra superintelligensen eller er det dig Søren ? :o)

mvh Berndt

Nå, nu er du ved at komme op i omdrejninger. Jeg var ved at blive bekymret over al den mildhed.

Jeg vil ikke tages til indtægt for bestemte synspunkter. Man har lov at lege med begreberne og se hvor det fører hen. Dit forslag om et uendelig gammelt univers som værende mere rationelt end BB har jeg derfor overvejet og det er klart at et uendelig gammelt univers også har problemer med rationaliteten (superduperintelligenser)

Men der er mere: Hvor kommer iøvrigt det friske stof fra? Det har du ikke svaret på. Vi kan jo se ved at kigge ud af vinduet at der brændes brint af i store mængder, i løbet af en uendelighed kan der da ikke være meget tilbage medminder der hele tiden dannes nyt. Men det er akausalt og strider derfor mod den sunde fornuft. Ergo strider universet mod den sunde fornuft. Skal vi så forkaste unkiverset til fordel for den sunde fornuft?

Du er meget krævende. Jeg vil insistere på at universet/jeg eksisterer uanset det er irrationelt - medmindre du kan argumentere lidt bedre.

Mvh Søren

Jeg vil insistere på at universet/jeg eksisterer uanset det er irrationelt - medmindre du kan argumentere lidt bedre

Ja det tror jeg også, men din foretrukne fortolkning af universet er irrational, ikke universet eller din eksistens.

Bortset fra det, hvor kommer de nye brint (og helium) fra?

Lidt højere op i tråden har jeg faktisk prøvet at besvare dette spørgsmål:"Forstill dig at en supernova er en sidste proces der desintegrerer det dannede jern i solen igen til brintatomer, så er ringen sluttet."

Men det kan du ikke acceptere fordi...eller ?

mvh Berndt

Aha - en evighedsmashine...?

mvh Søren

Maschine eller machine. Ja desværre, det er derfor jeg ikke har nævnt det før, men det viser matematikken... Man kan vel ikke kalde det en evighedmaskine idet en sol må dannes af kaotisk bevægelse og fordeling af massen i den gassky der fødte denne sol, der skal en del positiv energi til for at forme selve solen. Dens gravitationsenergi er som bekendt negativ, men den vender fortegn ved grænsemassens kollaps. Derved bliver universet måske en slags evighedsmaskine, men ikke solen i sig selv.

mvh Berndt

Ok - det skal der tænkes over. Det har jo vidtrækkende konsekvenser. Det er vel lige så radikalt som den spontane stofdannelse i Hoyles Steady State Univers. Eller er der overhovedet forskel? (ref. ækvivalensen mellem masse og energi).

Når en gassky synker sammen til at danne en stjerne sker der en omdannelse af potentiel energi til bevægelsesenergi. En del af den kinetiske energi forsvinder ud af gasskyen som stråling og stjernen har tabt energi i forhold til den oprindelige potentielle (gravitationsenergi). Når kerneprocesserne går i gang taber den yderligere energi (stråling) (hvis man inkluderer kerneenergien i det samlede energiregnskab for gasskyen) samtidig med at den ultimativt producerer jern. Derpå falder den igen sammen (supernova fasen) hvor det meste af stoffet bliver kastet bort (refleksion) sammen med stråling. En del af den potentielle energi bruges til opbygning af tunge grundstoffer. En del bruges måske også til at producere lette grundstoffer (det har jeg ikke tænkt på, men det lyder sandsynligt).

Men hvor i processen dannes der mere eller lige så meget brint som i den oprindelige sky? Hvad mener du med grænsemassen? Hvordan skulle det kunne lade sig gøre. En ny naturlov. Hvad mener du med at matematikken siger det?

Mvh Søren

Jeg vil nu ikke kalde for særlig radikalt at forslå, at stort set ingen masse forsvinder eller dannes, eller når masse kan total desintegreres til ren energi så kan energi også være årsag til partikeldannelse, hvad der jo også synes konstateret. Tiden må nu anses som værende reciprok til lysets hastighed og det har en lidt besynderlig logisk konsekvens for et legeme med en størrelse af Chandrasekhars grænsemasse (mo=2,8659110^30 Kg). Når legemet er kollaberet bliver dens radius Rko=2127,7254206 m, Go=6,6725910^-11

Rko=mo*Go/C^2

På overfladen af det kollaberede legeme står tiden nu stille, men tiden kan kun stå stille for et objekt der bevæger sig med lysets hastighed. Konsekvensen af dette er at i løbet af den tid det tager lyset at krydse radius Rko af det kollaberede legeme bliver dens totale masse accelereret til lysets hastighed (chok bølgen). Dette behøver man så ikke lige tro på men se nu dette:

Den effekt der er nødvendigt til denne kraftpræstation er givet af

Po=(moC^2)/(C/Rko)=3,62768795371910^52 Watt

Men denne størrelse er I forvejen givet af

Po=C^5/Go=3,627687953719*10^52 Watt

Men herudfra kan man endnu ikke forstå supernovaen, kun formode den. Men denne eksplosion vil, hvis der er tale om én eksakt grænsemasse eksplosion, fordele protonerne af de forhenværende jernatomer til alle sider med lysets hastighed. Er den totale masse af denne supernova er fx dobbelt så stor, ja så er det kun den indre kerne der kollaberer og eksploderer og rammer den ydre ”skal” indvendigt, ved denne proces dannes der så de tunge elementer, men sikkert også nogen af de lettere, alt afhængig af den overskydende masses størrelse. Men spinder man nu tråden videre kan man pludseligt forstå og forklare de variable stjerner, som må være stjerner af en størrelse hvor den overskydende masse kun flytter sig et stykke ud i rummet efter eksplosionen for så at falde tilbage igen. Pulseringsfrekvensen skulle være en funktion af den totale masse, dvs fusionshastigheden. Det hele kan så underbygges bedre, men én ting ad gangen. Det kan nu vises, som sagt lidt senere, at det hele fint understøttes af det eksisterende, lige som Po=C^5/Go understøtter mine udsagn.

mvh Berndt

Hej Bernt - jeg forstår dig ikke. Men er det ikke rigtigt at tiden går langsommere i et tyngdefelt og går mod nul på overfladen af et sort hul - set fra en observatør uden for? Men det sorte hul er ikke det samme som et legeme med Chandrasekhars grænsemasse, så tiden går ikke mod nul på overfladen ad sådan et legeme.

Men jeg ved ikke hvad det har med sagen at gøre.

Mvh Søren

Du og dine sorte huller...hvis du nu lige havde regnet på sagen, men det gider du vel ikke. Med foroven givede data får du som overflade orbithastighed

C=(Go*mo/Rko)^0,5

Brug lige hovedet lidt mere end munden...

Nå nå nå, rolig nu. Skal ud og bowle nu. Kan du ikke i mellemtiden forklare hvad du mener med at tiden er den reciprokke til lysets hastighed

Mvh Søren

Ja ja, det er jeg næsten... :o)

Det skal jeg prøve at forklare.

Lad os nu se på nogle fakta der forbinder tiden og lysets hastighed :

1) Afstanden i tiden, imellem to afdøde personer, er ind i al evighed konstant !

2) Afstanden i tiden, imellem en afdød person og en levende, vokser med 365,256 dage per år !

3) Både 1) og 2) gælder for de lysfronter af reflekteret lys, disse personer har udsendt/udsender til rummet, som stadig farer af sted "somewhere".

4) Når en levende person nu sætter sig i et rumskib, som accelerer op til lysets hastighed, bevæger denne person sig, i forhold til en afdød persons lysfront, med konstant tidsafstand : ergo er personens og rumskibets tid over, de eksisterer ikke mere !

Uden tvivl er 1, 2 og 3 nogle uafviselige fakta, men er 4 kun min egen logiske konklusion ? Det betyder så, at tiden står stille når lysets hastighed er nået. Hele dette dilemma peger på en løsning, der kun kan klares med Pythagoras hjælp. Lysets hastighed er en konstant størrelse. Det betyder at, også det lys, der reflekteres, eller udsendes af et legeme med høj hastighed, kun kan bevæge sig med den for lyset karakteristiske hastighed, hverken mere eller mindre (i vakuum !). Problemet løses nu ved at bruge Pythagoras (eller hans lov) : lysets hastighed er givet af hypotenusen, som altid skal have den samme længde. Det kan sammenlignes med en kost (som repræsenterer lysets konstante hastighed) der er lænet op ad en væg. Begynder kosten nu at glide lægger den sig ned i hele sin længde. På den måde kan Lorentzfaktoren så findes.

mvh Berndt

Hele problemet skyldes uendeligheden. Det kan ikke behandles rationelt. Vi må undgå uendeligheden i forsøget på at forstå/forklare eksistensen. Men ryger ind i den ustandseligt ligemeget hvad vej vi vender os. For hvis denne intelligens er uendelig gammel - som den må være i et uendelig gammelt univers (for er den ikke det betyder det at universet har eksisteret i uendelig lang tid uden et frembringe intelligens - hvad der ikke bare er usandsynligt men umuligt) så kan man heller ikke bestemme om universet har frembragt intelligensen eller omvendt. Det nærmeste man kan komme en forståelse af universets eksistens er at det ikke eksisterer. Det indeholder dog tilsyneladende en selvmodsigelse. Hvad gør vi? Mvh Søren

Umiddelbart kan jeg ikke se det 'uendelige univers' slippe forbi den uendelige entropi. Det uendelige antal universer er heller ikke nogen nødvendighed i dag, set fra en teoretisk synsvinkel, da nye idéer måske kan overflødiggøre det teoretiske behov for sådanne, se http://www.newscientist.com/article/mg2012... .

Til gengæld kan der godt være flere universer, med forskellige naturlove og der kan være flere på hinanden følgende universer.

Et spekulativt eksempel, men grundidéen burde principielt være udførbar:
Lad os sige at vi om et antal milliarder år har udviklet os langt videre og står med det problem at vores univers er ved at dø. For at overleve starter vores efterkommere en fluktuation i rummet, hvorved der opstår et nyt univers, et Big Bang, hvis udvikling og kosmiske konstanter styres af vore efterkommere.

Problemet er nu at styre udviklingen således at der opstår en art liv, således at man selv kan flytte over i den nye livsform i det nye univers og på den måde slippe væk fra det døende univers. 

Der er selvfølgelig problemer med at have tilgang til det nye univers, så generelt må styringen foregå gennem ændringer på kvanteniveau, på nogle strukturer der i stor grad er selvkørende, da det energimæssigt kan gennemføres relativt billigt, til gengæld kræver det lange tidsrum i det nye univers. 

Om det kan lade sig gøre at foretage større indgreb kan være sværere at sige noget om da det vil kræve en teknik vi endnu kun kan gisne om, men energibehovet vil givet være stort.

Jeg ved ikke om der er skrevet en Science Fiction med dette plot, men det kunne der faktisk godt have været.

Vi har selvfølgelig stadig problemet med den første intelligens, men her er problemet skubbet endnu længere væk;-), samtidig med at vi fuldstændig har undgået billedfantasier af en gammel mand med hvidt skæg.

Universet er ikke stort nok, til at rumme uendeligheden. Netop dette problem, kan sandsynligvis løses, ved at indføre flere universer. Antages flere universer, vil vores verden indeholde uendeligheden, og vores univers, kan betragtes som en konstruktiv begivenhed heraf. Det betyder, at vi kan forklare ting, udfra den konstruktive begivenhed, og skal ikke sandsynliggøre begivenhedens eksistens i vores begrænsede univers.

Man taler altid om bevisbyrden til påstanden om det uendelige univers med det uendelige antal (paralelle)
universer . Så vidt jeg har erfaret er der ingen der taler om at modbevise samme påstand .
Universet anses tilsyneladense i beskrivelsen af BigBang teorien helt fejlagtigt som en boble . Dette ud fra teorien om BigBang skete fra et CENTRALT punkt i universet , altså et midpunkt i det store ingenting og det er urealistisk at tro der kun skulle findes startende i dette ene centrale punkt i det store ingenting .

Dette ud fra teorien om BigBang skete fra et CENTRALT punkt i universet , altså et midpunkt i det store ingenting og det er urealistisk at tro der kun skulle findes startende i dette ene centrale punkt i det store ingenting.

Derfor, forestiller mange sig, at der har været universer før vores. Universet (universer hvis flere) fødes og dør, og nyt univers(er) opstår. Denne teori, hvor vores univers blot er en enkelt, i en række af mange, kan også være med til at forklare begivenheder, der ikke kan begrundes udfra vores univers's størrelse.

Antag, at alle universer er tilfældige, og vi er i et univers, hvor der er en bil. Hvis vi har haft et uendeligt antal universer før vores, så er det en sandsynlighed for, at der netop er et univers med en bil - altså vores univers. Denne sandsynlighed er endog uendelig stor, da der har været uendeligt antal universer før. Et eller andet univers, må udfra begivenhedernes gang, have medført der er en bil.
Vi kan på den måde forklare eksistensen af hvadsomhelst, og også vores egen eksistens.

På samme måde, er det naturligvis en fordel i naturvidenskaben, at have et så umådeligt kraftfuldt begrundelsesapparat, som uendelighed af universer - måske både tidsmæssigt før vores, og parallelt med vores - medfører. Hvor tid, kun medfører éen dimmension, så muliggør paralle universer flere dimmensioner i paralleliteten, og vi kan forestille os universer i et kontinuert flerdimmensionel rum, hvor hver position angiver et univers, og hvor en vandring giver en minimal ændring i universet, eller måske dets fysiske grundlove og fysiske konstante.

Ikke den lov, kan ikke forklares.

Universet er alt eksisterende. Det er derfor logisk umuligt, at noget kan eksistere uden for universet.

'Universet' er jo defineret inden vi overhovedet begyndte at tænke på parallelle dittoer. Så det er nok mere vores definition af begrebet som skal revideres.

Aage Andersen:

Universet er alt eksisterende.

Jep!
inde i vore hoveder! ;-)
- Måske allermest gennem solipsismen: http://da.wikipedia.org/wiki/Solipsisme

• De videnskabelige vidnesbyrd halter dog 'en anelse'! ;-)

Men da der ikke findes rum og tid udenfor, kan man ikke kommunikere mellem forskellige universer.

Der kan godt eksistere parallele universer, med både rum og tid, og det kan godt eksistere tid, udenfor vores univers, meddens rum, er et større problem.

Selvom der ikke eksisterer rum, kan godt kommunikeres igennem det, men det vil ikke være muligt, at bestemme informationen til en decideret position. Hvis der ikke eksisterer rum, og informationen går igennem et sådant medium, så vil informationen måske overleve, men næppe information om sted.

I nogle tilfælde, kan informationer også gå igennem et "univers" uden tid. F.eks. er der udviklet computere, som ikke har noget tidsbegreb. Her, er ikke muligt, at have normale klokdelere, da ingen ved hvor længe eller kort en komponent leder signalet. Komponenterne kan være uendelig hurtig, og de kan være i et rum uden tid, og stadigt vil computeren fungere. De signaler, som den tilføres, vil naturligvis afhænge af tiden - men dette er uden for selve computeren. Som et eksempel, vil en simpel funktion nemt kunne integreres, f.eks. en ALU. Data ind, giver data ud, og tiden får ingen betydning. Det er også muligt, at have hukommelser, i et rum hvor tiden går uendelig hurtig, og hvor der ikke findes nogen måde at nedsætte hastigheden på tiden. Ittererende computere, er et problem, da de jo i princippet vil gå uendelig hurtig, og det vil ikke fungere. Men, man kan tilføre signaler, på skift, og så få "computeren" til at itterere. Så har vi tilført tid, til vores computer, ved at give det den nødvendig information. Vi tilfører altså tid, til vores system uden tid, ved at tilføre et klok signal. Så er muligt med computere med hukommelse, og itterationer, trods alle komponenterne er designet til at der ikke eksistere tid, og ingen kan svare på om de forsinker, eller om de arbejder uendeligt hurtig.

Det kan være interessant at bruge, hvis man engang finder noget der kan gå med større hastighed end lyset. Så er det muligt at bruge til computere, og at få noget ud af det. Tiden, er ikke et krav, for at der kan laves en computer, men den vil skulle have et flerfaset kloksignal udefra, for at få indført tid. I princippet, kan det ske, f.eks. bare ved at indføre nogle bits, fra en binær tæller, der tæller op med tiden.

Et rum uden tid, der måske fungerer ved uendelig hastighed, kan måske også løse problemer uendeligt hurtigt, f.eks. ved rekursion. Men, der kræves, at rekursion af muligt, og kan kodes.

Matematisk set, vil et rum uden tid, måske kunne rumme sandheden om alt, fordi at computere vil kunne arbejde uendeligt hurtigt. Og det vil jo være meget rart, hvis vi har noget, som ikke kan forklares, at det så lige er skabt før tiden kom.

Drøm sød... den er for langt ude Jens.

Drøm sød... den er for langt ude Jens.

Når man forklarer, at rummet i starten var uden tid, så skyldes det at big-bang udvidede sig for hurtigt. Dette problem, blev så løst, ved at antage at tiden endnu ikke fandtes.

Hvis den første udvikling, umiddelbart efter big-bang, og indtil at tiden opstod, skete efter en form for udvikling, så krævede denne udvikling beregning, og disse gik hurtigere end muligt, i et rum med tid.

Enhver udvikling, kræver en form for beregning, da noget påvirker noget andet, for at udvikling opnås. Når noget påvirker noget andet, er det udregning, typisk med et ulinært element.

Dette problem, blev så løst, ved at antage at tiden endnu ikke fandtes.

Nu skylder du en forklaring: Hvordan foregik denne udvidelse (bevægelse) når tiden endnu ikke fandtes, husk på at bevægelse er en størrelse der har meter per sekund som dimension... og sekund fandtes endnu ikke !?

Nu skylder du en forklaring: Hvordan foregik denne udvidelse (bevægelse) når tiden endnu ikke fandtes, husk på at bevægelse er en størrelse der har meter per sekund som dimension... og sekund fandtes endnu ikke !?

Som jeg husker det, er det årsagen til, at man først antager at tid opstod kort efter big bang. Men, du har helt ret i, at hvis tiden ikke fandtes, og hvis dette medfører at tiden derfor står stille, så vil ikke kunne ske nogen udvikling, herunder vil universet hellerikke kunne udvide sig.

At tid ikke fandtes, kan måske medføre éen af to ting: At den står stille, eller at den går uendelig hurtig. I sidste tilfælde, vil kunne opstå en udvikling, og den vil endog kunne indeholde en ubegrænset mængde beregninger inden tiden opstår. Løsningen, på ethvert problem, vil kunne regnes ud teoretisk af naturen, inden universet opstår.

Dette ud fra teorien om BigBang skete fra et CENTRALT punkt i universet , altså et midpunkt i det store ingenting og det er urealistisk at tro der kun skulle findes startende i dette ene centrale punkt i det store ingenting .

Når nu universet betyder "alt", så er der ikke noget centralt punkt. Universet blev ikke skabt i et allerede eksisterende rum (som du også kalder ingenting skønt det jo ikke både kan være ingenting og samtidig et rum - ja hele rummet. Men du mener vel et "tomt" rum). Ved universets "skabelse" blev skabt både tid, rum og alt hvad der er i det.

Desuden - Hvordan forestiller du dig et tomt rum. Hvor stort er det f.eks. Kan det måles? Hvis ja, i forhold til hvad?

Mvh Søren

Universet er alt eksisterende. Det er derfor logisk umuligt, at noget kan eksistere uden for universet.

Hej Aage og i andre,

går vi ud fra, at universet er det vi (videnskaben) kan observere og begribe, så er universet begrænset.

Universet er begrænset af videnskabens kunnen i at kunne observere og ud fra observationerne at gøre sig en forestilling ud fra det observerede.

Videnskaben har i dag en umådelig viden om universet vi kan observere, men det observerede univers anser videnskaben kun for at være ca. 5% af det univers videnskaben kan forestille sig ud fra det observerede og så er det at videnskaben pludselig mister sin viden som videnskab.

For ved videnskaben kun til 5% af det observerede univers, er videnskabens viden begrænset til de 5% og råder man kun over 5% viden af den verden man eksisterer i og kan observere, vil man vel næppe anse videnskaben som særlig vidende.

Ville den verden jeg kan se og opleve med mine fem sanser, kun være 5% af den samme verden jeg reelt befinder mig i og som jeg kun oplever 5% af, vil jeg af min egen erkendelse nok anse mig selv som værende "ikke vidende".

Men sådan opfatter vi jo ikke viden, Viden er, at vide så meget som muligt af den verden vi selv oplever og som vi faktisk har til fælles med andre mennesker og jo mere vi ved om den fælles verden vi oplever, vil andre mennesker kunne få en fornemmelse af, at vi der ved meget om den fælles verden, at vi ved en masse. Men tænk om den viden stadigvæk kun er 5%, så ved vi jo meget lidt og er den viden så stor nok til at kunne blive betegnet som værende en videnskab når den kun har en viden på 5% af den verden vi kan observere?

Men tilbage til spørgsmålet, hvad er universet?

For mig er universet den verden vi kan observere og tilligemed den verden vi ikke kan observere, men som vi med tiden vil kunne få indblik i og forståelse af eksisterer, uden at vi af den grund reelt kan observere eller opleve den.

Jeg kan ikke direkte med mine egne øjne se Australien, men jeg kan ud fra andres fortællingen forstå at der findes et område der kaldes Australien. Jeg har også fået forståelsen af, at Jorden er rundt og at den dermed er begrænset. Jeg kan ud fra de få procent jeg kender til Jorden, danne mig et billede af den, ligesom at jeg danner mig et billede af andre menneskers liv, ud fra det jeg får fortalt om deres liv, som faktisk er langt mindre end 5% af deres livs oplevelser og som jeg også ved er begrænset af fødsel og død.

Men gå jeg til universet, så er det ikke muligt at begribe dets omfang, uden at jeg begrænser det med hårdtslående fysiske argumenter, som "du mister dit job, når du mener dette og hint" "Du bliver frossen ude, når du mener dette og hint" osv., hvorved jeg kan få alle mine medmennesker (videnskabsfolk, universitetslærere etc) til at acceptere et begrænset univers.

De eneste jeg ikke kan få til at acceptere et begrænset univers er kætterne og deres kætterske tanker om et uendeligt univers skal jeg/vi forsøge at få stoppet. En måde er at latterliggøre deres tanker om universets uendelighed eller blot at gøre den matematiske forståelse af det uendelige univers så matematisk umuligt, at det kan lyde fornuftigt, at universet er begrænset.

For et begrænset univers er nemlig matematisk fornuftigt, for resultatet vil altid have et tal der er større eller mindre end 0.

Et uendeligt univers, vil altid have et matematisk resultat der ender på 0.

Derfor vil et begrænset univers være det univers der er fornuftigt af alle.

Nu står vi godt nok med et begrænset univers, men hvad er der så uden for dette? Intetheden?

Nej, sådan noget kan vi ikke have i vort ordnede og begrænsede univers baghave, men så kan vi i stedet for danne os en forståelse af en verden af multiuniverser, der hver især er begrænset og på den måde gøre det uendelige forståeligt ved at gøre os en forståelse af en uendelig verden af endelige og begrænsede universer.

Sådan, nu har vi endelig fået skovlen under kætternes tanke om det uendelige univers.

Med venlig hilsen
Lars Kristensen

Menneskets måde, at vurdere sin viden, er udfra behov. Har du ikke behov for at vide mere, end du gør - så er du altvidende. Dette medfører ofte, at jo mere folk ved, desto mindre tror de at de ved. Uddannelse gør "dum" kunne vi næsten sige... Men det er naturligvis kun fordi, at vores horisont øges, og at vi derfor betragter vor viden, som mindre, i forhold til det vi har kendskab til eksisterer. De mest selvsikre, og altvidne, er derfor oftest de største idioter... Men, der er også chance for, at lyset går op for dem, og at de opdager verden er større, og at de måske er mindre.

Hvis vi en dag kom til at begribe 100% af universet, vil den sikkert blive større.