Har elefanter større risiko for at få kræft end mus?
Lars Grønnegaard Pedersen vil gerne vide om elefanter har større risiko for at få kræft end mus:
"Elefanter har flere celler end mus. Har elefanter af den grund større kræftrisiko end mus?"
Overlæge, PhD, Uffe Birk Jensen fra Klinisk Genetisk Afdeling på Århus Sygehus svarer:
"Størrelsen på et dyr siger ikke ret meget om dets risiko for at få kræft. Udvikling af kræft er faktisk en ret kompliceret proces, hvor flere begivenheder skal være indtrådt i den celle, der er blevet til en kræftcelle.
For eksempel får mus meget let kræft. De kan dog som regel nå at reproducere sig selv mange gange, før de dør af kræft. Derfor har der ikke været den helt store selektion gennem evolutionen for at sikre, at musen ikke får kræft.
De fleste store dyr lever længe, og det gælder i særdeleshed elefanten. Jeg vil tro, at den gennemsnitlige levealder siger mere om risikoen for at udvikle kræft end størrelsen. Det vil sige jo længere gennemsnitslevealder et dyr har, jo mindre risiko har det for at udvikle kræft. Her har naturen udviklet beskyttende mekanismer i cellernes arvemasse. Mennesket og elefanten er nogle af de få arter, der har en tredje levealder. Det vil sige, at man lever længe efter, at man er ophørt med at reproducere sig. Man taler om "grandmothering", hvor de ældste i flokken hjælper med at passe afkommet. Her har evolutionen igen gennem selektion sørget for, at både vi mennesker og elefanterne kan beskytte vores arvemasse så vi kan forblive raske.
En anden betragtning er, at hyppigheden af kræft er meget forskellig i forskellige væv. Brystvæv og tarmvæv er hyppigt ramt og disse vævs størrelse hos elefantens står slet ikke mål med dyrets størrelse. Den har stor muskelmasse og her er kræft sjældent.
En tredje betragtning er antallet af stamceller. Disse er udgangspunkt for kræftudvikling og det er ikke sikker man behøver særligt mange stamceller for at lave et stort dyr. Det laver blot en masse modne datterceller."
Spørg Scientariet er redigeret af Tine Havkrog Brandenborg, thb@ing.dk.




Kommentarer (0)