Halvanden dag til at finde løsningen på fremtidens byliv

104 danske og udenlandske studerende skal i en ny workshop komme med ideer til udvikling af ti virkelige problemstillinger fra bl.a. Roskilde Festival, Movia og Københavns Kommune.

Hvordan kan cykler bedst medbringes i de københavnske busser? Hvordan kan et smart grid til et kvarter i København fungere? Hvad er det bedste alternativ til ølkøleskabe på Roskilde Festival?

Disse og syv andre opgaver bryder 104 ingeniørstuderende og unge fra andre naturvidenskabelige uddannelser i Norden lige nu deres hoveder med ved workshoppen Young Engineers Solution (YES), som foregår på Vesterbro i København.

De konkrete problemstillinger, som de studerende skal finde bæredygtige løsninger på, kommer bl.a. fra Københavns Kommune, Roskilde Festival, Movia, LetsGo og Amagerforbrændring.

Se udfordringerne her

Målet med YES er at give organisationer friske udviklingsideer fra blandede naturvidenskabelige unge. YES afholdes for første gang lige nu og varer lørdag med. I eftermiddag skal deltagerne have en idé klar, som de har haft halvandet døgn til at arbejde på i grupper.

To dommere skal vurdere den bedste løsning til en af de ti udfordringer. Det er Adam Tønsberg, direktør for Venture Cup, og Vincent Hendricks filosofiprofessor og bl.a. kendt fra programmet 'Gal eller genial' på DR 2, der afgør, hvem der får diplomet.

Blandt de 104 tilmeldte er 40 fordelt på studerende fra Norge, Sverige og en enkelt fra Finland, ligesom mange internationale studerende i Danmark deltager. Af samme grund foregår hele arrangementet på engelsk.

Udfordringerne tager udgangspunkt i bylivet

De ti meget forskellige udfordringer er overvejende generelle problemer set i mange lande ifølge Marie Louise Olin, som er i bestyrelsen for IDAs Yngre Fagligt Forum, der står for arrangementet:

»Byrummet er noget, man kan forholde sig til, uanset hvor man er henne. Vi har lagt vægt på, at det ikke er smalle problemstillinger, som kun gælder i Danmark.«

Deltagerne fik en overskrift på forhånd og mulighed for at udveksle ideer i online-fora. Marie Louise Olin, der selv har deltaget i et tilsvarende udfordringsprojekt i Finland, fremhæver især det brugbare netværk, hun fik ud af det. Og hun håber også, at kontakten vil fortsætte for deltagerne i YES:

»Jeg håber, deltagerne får et netværk på tværs af uddannelser og landegrænser. Det vægter næsten lige så meget som det faglige. Den sociale vinkel betyder utrolig meget, selv om det hele selvfølgelig tager udgangspunkt i den faglige udfordring,« siger Marie Louise Olin.

Se løsningerne efterfølgende

YES skal efter planen genskabes igen om to år og foregå hvert andet år. Yngre Fagligt Forum håber på succes denne første gang, og det allerbedste, der kunne ske, forklarer Marie Louise Olin:

»Det ville være helt vildt fedt, hvis virksomhederne ville arbejde videre med ideerne. Det ville være et klap på skulderen til arrangementet og godt for deltagerne.«

Tre kaospiloter står for at hjælpe deltagerne med at få en givtig idé- og udviklingsproces. Ideerne udkommer i form af en præsentation på en halv europalle og de vil efterfølgende stå til skue hos IDA. Her kan man blandt andet se dem under Kulturnatten fredag den 12. oktober.

YES er en del af Copenhagen Creative Summit og bliver afholdt på Vesterbro i København.

Dokumentation

YES 2012's hjemmeside

Kommentarer (1)