Grønlandsk metalmine kan levere tæt på halvdelen af Kinas produktion

Med 75.000 meter borekerne konkluderer det grønlandske mineselskab GME, at der er rigeligt med dokumentation for en særdeles lønsom minedrift i Kvanefjeld.

En planlagt mine i Sydgrønland kan blive en sand guldgrube af nogle verdens mest eftertragtede mineraler. Minen kan få en kapacitet på godt 40.000 ton sjældne jordartsmetaller årligt, hvilket skal ses i forhold til, at den årlige produktion i Kina, der i forvejen er stort set alene om at udvinde metallerne, er omkring 100.000 ton.

Det fremgår af en forundersøgelse - et såkaldt prefeasibility-studie - fra det australske mineselskab GME, Greenland Minerals & Energy, der nu indstiller sine prøveboringer efter at have investeret mere end 400 millioner kroner i at undersøge grundlaget for at udvinde sjældne jordartsmetaller og uran fra Kvanefjeld.

»Med 75.000 meter borekerne mener vi at have rigelig dokumentation for troværdige estimater, både om forekomsterne, deres størrelse, lødighed og tilgængelighed,« forklarer Erik Holmsgaard, informationschef i GME.

Greenland Mineral & Energy har været i Grønland siden 2007 og vurderer nu, på grundlag af 75.000 meter borekerne fra Kvanefjeld, at der er basis for at producere mere end 40.000 ton sjældne jordartsmetaller om året. (Ill: GME).

Han tilføjer, at der selvfølgelig også er tale om en økonomisk overvejelse, fordi prøveboringer i en hel feltsæson er meget kostbare.

GME har netop offentliggjort prefeasibility-studiet af minedriften for at give aktionærerne i det børsnoterede australske moderselskab fyldestgørende information om aktiviteterne og prognosen for projektet på Kvanefjeld.

I 2016 begynder arbejdet med at anlægge minen, hvilket vil kræve investeringer i omegnen af 15 milliarder kroner. Til gengæld bliver minen med sin beliggenhed i Sydgrønland logistisk set en af Grønlands mest velbeliggende, fremgår det af forundersøgelsen.

Meget ren forekomst

Ikke bare den gunstige placering, men også forekomsternes renhed og tilgængelighed placerer ifølge GME's prefeasibility-studie minen i Kvanefjeld som en af verdens økonomisk mest favorable producenter af sjældne jordarter og uran.

Sidst på året afleverer GME det endelige feasibility-studie. Det er den dokumentation, som myndighederne i Grønland samt danske og internationale kontrol- og forskningsinstitutioner skal granske og endevende i de kommende par år.

Den undersøgelse skal konkret vise, hvordan bjergarten skal tages ud, om man kan pille stofferne ud af malmen uden at røre uranen, hvordan det skal transporteres osv.

Dokumentationen i feasibility-studiet skal være overbevisende, for at Grønlands Selvstyres råstofdirektorat vil udstede en udvindingstilladelse - hvilket dog også vil kræve, at nultolerancen over for uran er blevet ophævet til den tid.

Dokumentation

Læs GME's pheasibility-studie her

Kommentarer (24)

Havde Danmark haft fremsynede vælgere og politikere, så havde vi set de enorme ressourcer i det Grønlandske land og folk.
Istedet fokuserede man på sociale problemer og bloktilskud.
(Akkurat det samme sker nu i udkantsdanmark, hvos ledige og andre udsatte mistænkeliggøres af de velbjergede).
Er det mon for sent at behandle Grønlænderne som ligeværdige, og tilbyde dem hjælp med at undgå at sidde i lommen på enorme og samvittighedsløse landgrabbers.
De risikerer jo at sidde tlbage med et tømt land og forurenet miljø...

  • 0
  • 0

Endelig en skribent, der har opfattet, at det drejer sig om metaller og ikke om jordarter.

Men for en sikkerheds skyld helgarderes med ordene "sjældne jordarter" sidst i artiklen ;-)

  • 0
  • 0

Man må ønske Grønland Til Lykke med det opsigtsvækkende resultat.
Det må være indlysende, at alt, hvad der findes i den grønlandske undergrund suverænt tilhører den grønlandske befolkning.
Det bliver nu Grønlands Hjemmestyre, der skal forvalte den udvinding, som måtte komme efterfølgende. Det må ske på en miljømæssig forsvarlig måde, og en passende del af indtægten må komme befolkningen til gode.
Grønland har vel verdens bedste "Alt Godt Fra Havet", men da havtemperaturen til overrasskelse for alle faldt et par grader, flyttede torsken længere mod syd. Mineraler (og evt. olie) flytter ikke af sig selv nogle steder. Så nu får Grønland forhåbenlig endelig en erhvervsmulighed, der kan financiere den videre opbygning af et velfærdssamfund.

  • 0
  • 0

Endelig en skribent, der har opfattet, at det drejer sig om metaller og ikke om jordarter.

Mjaeh, nu kommer man ikke til at indvinde metaller men mineraler (jordarter) fra minen såeh...

Men jeg håber virkelig for Grønland at mineralerne ikke bare sejles væk fra Grønland, men at der også etableres oparbejdningsanlæg (smelteværker, elektrolyseværker osv.). Specielt når der er mulighed for vandkraft, generelt.

Det vil give high-tech jobs og forædlingens værdi bliver i Grønland og ikke ryger udenlands.

  • 0
  • 0

[quote]Endelig en skribent, der har opfattet, at det drejer sig om metaller og ikke om jordarter.

Mjaeh, nu kommer man ikke til at indvinde metaller men mineraler (jordarter) fra minen såeh...

Men jeg håber virkelig for Grønland at mineralerne ikke bare sejles væk fra Grønland, men at der også etableres oparbejdningsanlæg (smelteværker, elektrolyseværker osv.). Specielt når der er mulighed for vandkraft, generelt.

Det vil give high-tech jobs og forædlingens værdi bliver i Grønland og ikke ryger udenlands.[/quote]

er det nu også hensigtsmæssig at oparbejde her, der bor jo kun 40.000 og det ligger langt fra alting?

  • 0
  • 0

Men jeg håber virkelig for Grønland at mineralerne ikke bare sejles væk fra Grønland, men at der også etableres oparbejdningsanlæg (smelteværker, elektrolyseværker osv.). Specielt når der er mulighed for vandkraft, generelt. Det vil give high-tech jobs og forædlingens værdi bliver i Grønland og ikke ryger udenlands.

Netop at det ligger langt væk fra alting er vel argumentet for at oparbejde det på grønland, i stedet for at bruge enorme ressourcer på at transportere råmaterialet væk. Alt andet lige må det være billigere at transportere det forædlede materiale derfra...?

  • 0
  • 0

Jens. Jeg har haft arbejde og bopæl i Grønland i mange år. Mit job som forsyningsleder i KNI har bragt mig rundt i stort set hele Grønland, byer og bygder. Min erfaring viser at affald ikke bliver betragtet som et seriøst problem. "Der er jo plads nok".
Selvfølgelig vil det være en billigere løsning at forarbejde produktet på stedet, men desværre siger erfaringen mig at uanset de gode intensioner ender det med en lossplads så stor at man opgiver at styre affaldet og så ligger det der hvor der er mest plads og det er der jo nok af.
Alt i Grønland er stadig svært!!!!!

  • 0
  • 0

er det nu også hensigtsmæssig at oparbejde her, der bor jo kun 40.000 og det ligger langt fra alting

Nu ved jeg ikke hvad tallet 40.000 referer til, men Kvanefjeldet ligger rimelig tæt på Julianehåb (mindre end 100 km så det er "tæt" i Grønland). Julianehåb er en relativ stor by med 3.300 indbyggere, så der er en rimelig infrastruktur. Kvanefjeldet ligge i et komplekst fjordsystem, så der burde være mulighed for vandkraft - dog uden jeg har konkret viden herom.

Desuden er det tonnagemæssigt ikke ret store mængder der skal udskibes. REE metaller er noget der sælges i små mængder sammenlignet med stål, aluminium og den slags. Og så kan restfraktion af bjerget fyldes tilbage i minen.

Så, jo, for mig det god mening at oparbejde der i stedet for at sejle de meget, meget større mængder malm til Canada/USA/Europa.

  • 0
  • 0

ja så vidt jeg ved, er det stadig ikke lovligt at drive minedrift i Grønland, hvor der er uran til stede i malmen. Så der foreligger, ikke på nuværende tidspunkt, en tilladelse til at begynde anlæggelse en mine i 2016.

  • 0
  • 0

ja så vidt jeg ved, er det stadig ikke lovligt at drive minedrift i Grønland, hvor der er uran til stede i malmen. Så der foreligger, ikke på nuværende tidspunkt, en tilladelse til at begynde anlæggelse en mine i 2016.

TAK Poul-Erik - tænk at der skulle komme så mange indlæg før der er nogen der reagerer på den lille detalje, der er nævnt i artiklen: "(...) hvordan bjergarten skal tages ud, om man kan pille stofferne ud af malmen uden at røre uranen, hvordan det skal transporteres osv."

Ja der er et gammelt forbud mod at udvinde uranen. Men hvorom alting er, så ligger der jo en stor energiressource i Kvanefjeldet i form af uran - sammen med mineralerne/metallerne (kald dem hvad I vil). Dette gamle dogmatiske forbud skal naturligvis ophæves! Jo hurtigere, des bedre.

  • 0
  • 0

Jeg bliver næsten altid skuffet over, hvergang der bliver snakket Grønland, næsten uanset hvad det drejer sig om, så bliver socialproblemerne altid knyttet, selvom det ikke har noget relevans i en given debat. Folk som jeg troede var højtuddannede og bedrevidende omkring mennesker, kulturer, erhverv osv., kommer i så en lav stadie i debatten, fatter jeg ikke. Nå, nok om det. Jeg tror ikke, at man skal undervurdere Grønland Selvstyre's arbejde i omfattende forundersøgelser omkring mineindustrien og dette pågår sammen med internationalt anerkendte indenfor området, såvel danske som udenlandske aktører, dvs. professionelle aktører indenfor området. Men netop, at man ikke ved noget om, hvordan og hvad der foregår kan der jo hurtigt komme fordomme og usandsynlige teorier om hvad Grønland kan og ikke kan i den forbindelse. Det kan jo så være en fejl af myndighederne, men man kan også selv være aktiv ved at komme til seminarer omkring emnet f.eks, hvis man naturligvis har mulighed for det. Jeg vil og kan ikke komme i detaljer om, hvad der præcist foregår, men følger lidt med på sidenlinjen. Man kan sikkert indhente materiale via Grønlands Selvstyre's kontorer i Grønland og DK, hvis man er interesseret, ellers ved jeg, at der bliver afholdt forskellige seminarer både i GRL og DK ind i mellem.

  • 0
  • 0

Greenland Minerals & Energy søger nye investeringer - det er det korte af den
lange historie !
Bortset fra det - grønlændernes land er deres eget - ikke flere imperialistiske/fordømmende danske tiltag - tak !

  • 0
  • 0

ja så vidt jeg ved, er det stadig ikke lovligt at drive minedrift i Grønland, hvor der er uran til stede i malmen. Så der foreligger, ikke på nuværende tidspunkt, en tilladelse til at begynde anlæggelse en mine i 2016.

Det er helt rigtigt at der stadig opretholdes en nultolerence overfor udvinding af uran og det er derfor temmelig tendentiøst når artiklen påstår at en mine etableres i 2016.

Man kan kun bifalde en anden kommentator der angiver at GME åbenlyst bejler til nye investorer - hvilket de på lignende vis flere gange tidligere har forsøgt ved at overestimere forekomstens potentialer - og denne nyeste udmelding skal rimeligvis ses i dette perspektiv.

Med venlig hilsen

  • 0
  • 0

Greenland Minerals & Energy søger nye investeringer - det er det korte af den lange historie ! Bortset fra det - grønlændernes land er deres eget - ikke flere imperialistiske/fordømmende danske tiltag - tak !

I min historieopfattelse tilhører et lands rigdomme de som kan forsvare det.
Får Grønland ikke brug for meget magtfulde beskyttere?

  • 0
  • 0

Historisk har der været "tradition" for, at indsætte styrker/besætte et land for at få magt over landets rigdomme, men jeg tror, at den historie er passé i en så globaliseret verden vi har i dag. Heldigvis samarbejder man meget mere - både diplomatisk, involverede virksomheder indbyrdes osv., så jeg tror ikke, at man skal være bange for et militært indgreb, hvis det er det man er bange for. I en civiliseret verden som vi kender den i dag - i hvert fald i den vestlige verden - er det for mig usandsynligt, at gribe til militær intervention - også selvom, at nogle lande "rasler med sablen" i Arktis, som man nogle gange hører om. Grønland kan af naturlige grunde ikke forsvare sig militært, men nyder beskyttelse fra bl.a., DK og Nato/FN, og det er der ikke noget odiøst i. DK har jo også brug for alliancen i tilfælde af det usandsynlige vil ske, selvom landet har militære styrker og udstyr. Så alene af den grund tror jeg ikke, at historien vil gentage sig på den måde.

  • 0
  • 0

@Henrik,

Det er helt rigtigt at der stadig opretholdes en nultolerence overfor udvinding af uran og det er derfor temmelig tendentiøst når artiklen påstår at en mine etableres i 2016.
  • nej det gør det faktisk ikke.
    Blot må uran fra Kvanefjeld-minen ikke anvendes til våben, og må udelukkende eksporteres til lande, der har brug for uran i forbindelse med produktion af ren energi i deres atomkraftværker.
    Det er et krav, at de pågældende lande lande har underskrevet traktaten om ikke-spredning af kernevåben.
    Årsagen er sikkert den som Thomas nævnte, man kan ikke udvinde sjældne jordarter uden at der følger uran med.
  • 0
  • 0

I henhold til Qornooq.deklarationen fra sommeren 2011 mellem de ledende partier IA og Demokraterne i den siddende regeringskoalition opretholdes nultolerancen overfor udvinding af uran i Grønland. Ligesom at regeringslederen Kuupik Kleist gentagne gange har fastslået at der indtil videre ikke kan undvindes uran fra den grønlandske undergrund.

Om den faktuelle nultolerence fremover vil kunne fastholdes vides naturligvis ikke, men denne har intet med eventuelle anvendelsesområder endsige modtagere - herunder sådanne underskrivere af ikke-sprednings traktater.

Årsagen er alene politisk og har heller intet at gøre med det faktum at udvinding af REE´s angiveligt vil medføre frigørelse af uran som utilsigtet biprodukt.

Med venlig hilsen

  • 0
  • 0

Kære alle

Blot til orientering: Jeg har fjernet en lang række indlæg med ganske usaglige overvejelser om det grønlandske folk, samt indlæg der svarede herpå. Heldigvis kan jeg se, debatten efterfølgende er kommet tilbage på det tekniske spor, så fortsæt endelig med det:)

Bedste hilsner, Julie
Community Builder, ing.dk

  • 0
  • 0

Historisk har der været "tradition" for, at indsætte styrker/besætte et land for at få magt over landets rigdomme, men jeg tror, at den historie er passé i en så globaliseret verden vi har i dag.

Man kan jo håbe, men Iraq og Afghanistan ligner lidt.
Jeg læste for måske et år siden, at Afghanistan sidder på rige mineralforekomster.

  • 0
  • 0