Gør jern mellem polerne hesteskomagneten stærkere?
**Michael Deichmann har skrevet følgende til Scientariet: **»Jeg skal opmagnetisere hesteskomagneterne til min gamle Ford T og har nu fået at vide, at de skal opbevares efterfølgende med et stykke jern imellem polerne. Derved skulle magnetismen holde bedre, når kredsløbet så at sige er sluttet, frem for hvis polerne bare er frie. På mig lyder det sådan lidt alkymistisk, men hvad er sandheden om dette?«
Per Morgen, dr. scient., Institut for Fysik, Kemi og Farmaci, Syddansk Universitet, svarer:
»En hesteskomagnet indeholder en masse småmagneter, som er nogenlunde ensrettede, hvilket de bliver ved magnetisering af materialet, hvorved disse småmagneter trækker i hinanden, nordpol til sydpol osv. Der dannes derved en nordpol på det ene og en sydpol på det andet ben i hesteskoen. Styrken af magneten afhænger af, hvor godt småmagneterne holder sig ensrettede, og her betyder temperaturen og ydre påvirkninger en hel del. Under indflydelse af stød og slag samt højere temperaturer og indflydelse fra andre magneter eller magnetiserbare ting, som kommer i kontakt med magneten vil den gradvist miste noget af sin styrke, ved at ensretningen delvist nedbrydes.
Denne effekt kan man begrænse ved at anbringe et stykke magnetiserbart jern hen over polskoene. Derved opstår der et magnetfelt i jernet, som er med til at holde småmagneterne inde i hesteskomagneten bedre på plads. Dette skyldes, at magnetfeltlinjerne nu løber som lukkede kurver helt inden i det magnetiserbare materiale. Feltet fra hesteskomagneten, vil normal blive svagere, når man fjerner sig fra polskoene, hvilket forklares ved, at feltlinjerne i dette tilfælde spredes, når man kommer uden for det magnetiske stof.«
Dokumentation
Spørg Scientariet
Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til Scientariet.




Kommentarer (0)