Gør-det-selv benzinindsprøjtning i Open Source

Smid karburatoren ud på din gamle bil, installer en benzinindsprøjtning, som du selv kan programmere og få ti procent bedre benzinøkonomi. Uden at bruge en formue. Det er muligt efter en dansker har udviklet systemet, som er fuldt tilgængeligt i Open Source og kan bygges til få tusinde kroner.

»Og jeg vil tro, der sidder mellem ti og femten udviklere rundt om i verden og forbedrer systemet,« fortæller Michael Kristensen.

Den 25-årige civilingeniørstuderende fra Informatik og Matematisk Modellering på DTU satte for halvandet år siden gang i udviklingen af gør-det-selv-kittet til alle, som gerne vil have bedre benzinøkonomi eller alternativt lidt mere fut i den gamle øse uden, at det koster en bondegård. Det har fået navnet »Versatile Engine Management Systems« (Vems) og er foreløbig solgt i omkring 100 eksemplarer.

»Jeg har fra starten lagt hele projektet ud som Open Source. Alle er velkomne til at deltage i udviklingen,« siger han. Det kunne blandt andet være udviklingen af de algoritmer, som styrer benzinindsprøjtningen. De er opdelt, så brugerne kan udskifte dem individuelt, hvis en skulle finde på noget, som virker bedre.

Kunderne er lige dele computernørder, som tænder på alt, der kan programmeres, bilentusiaster som gerne vil gøre deres biler endnu bedre, og folk som bygger racerbiler og bruger kittet til at tvinge ekstra hestekræfter ud af gamle motorer:

Michael Kristensen har selv installeret systemet i sin gamle røde MGB fra 1974. Med mere end 20.000 kilometer på »klokken« og ti procent bedre benzinøkonomi, har han bevist, at systemet er holdbart.

»Men man skal nok have lidt teknisk snilde og tålmodighed for at få det op og køre,« advarer han.

På så gamle biler skal der nemlig anskaffes en række sensorer. Der skal blandt andet måles vandtemperatur, lufttemperatur, vakuum i manifold og gasspjældets position. Derudover er der brug for en lambdasensor, en bankesensor og en sensor på krumtappen. Alt i alt giver det temmelig mange ledninger, som skal føres rundt i motorrummet.

Under udviklingsarbejdet tilbød en af deltagerne fra Ungarn at sætte systemet i produktion:

»Det viste sig, at han inklusive forsendelse kunne producere enhederne billigere, end hvis vi hver for sig købte stumperne og samlede dem selv,« fortæller Michael Kristensen.

Vems koster i dag mellem 1.400 og 3.300 kroner – alt efter hvor mange funktioner og hvor færdigbygget, man ønsker det. Til sammenligning koster et professionelt system fra for eksempel Motec, Haltech eller Autronic mellem 10.000 og 20.000 kroner.

Kommentarer (0)