Google og Apples topchefer i hemmelige patentforhandlinger over telefonen

Imens verdens fokus har hvilet på Apple og Samsungs kamp om design og patenter på smartphones, har Googles Larry Page og Apples Tim Cook i al hemmelighed diskuteret patenter.

Google og Apples topchefer har i al diskretion diskuteret uenigheder om patenter, oplyser en kilde med kendskab til samtalen ifølge Reuters.

Siden Samsung af en amerikansk jury i sidste uge blev dømt til at betale en milliarderstatning til Apple for plagiering af den amerikanske virksomheds produkter, så har opmærksomheden i forhold til fremtiden på smartphone- og tablet-markedet ellers været rettet mod netop disse to virksomheder. Men nu viser det sig, at Google og Apple også er i en direkte dialog.

Googles topchef Larry Page og Apples topchef Tim Cook har således været i telefonisk kontakt i sidste uge, hvor de har diskuteret forskellige spørgsmål om intellektuelle rettigheder, oplyser en kilde, der ikke ønsker sit navn frem, rapporterer Reuters.

Larry Page og Tim Cook har haft travlt på telefonen, mens Apple-Samsungsagen kørte.

Præcist hvad de to direktører har diskuteret, er uvist, men det vil være nærliggende at tro, at det har noget at gøre med Apples globale, juridiske slagsmål med Samsung og andre smartphone-producenter, der anvender Googles Android-styresystem.

I forbindelse med den amerikanske dom, hvor Samsung blev dømt til at betale omkring seks milliarder kroner i erstatning til Apple, har flere spekuleret i, hvilke konsekvenser afgørelsen kan tænkes at få for Android-systemet. Flere af punkterne i den amerikanske sag vedrører nemlig generelle ting i brugergrænsefladen på Android-smartphones.

Flere samtaler

Det forventes, at Page og Cook genoptager samtalerne i de kommende uger. Desuden fortæller Reuters, at ansatte på et lavere niveau i de to firmaer er i løbende dialog.

Apple er endnu ikke gået direkte efter Google i jagten på virksomheder, som Apple mener, uretmæssigt har kopieret iEnheder. Men i den senere tid har Apple gjort sig mindre afhængige af Google. Senest med udmeldingen om, at Apple ikke længere vil anvende Googles kortsystem - Google Maps - men i stedet et egetudviklet system, skriver Reuters.

Google har tidligere rejst en sag mod Apple for overtrædelse af patenter via den Google-ejede virksomhed Motorola Mobility.

Analytikere i flere medier ser den nuværende direkte dialog mellem Apple og Google som noget, der kunne være et skridt på vejen til en opblødning af den hårde patentkamp på smartphone-markedet.

Dokumentation

Reuters: Exclusive: Google, Apple CEOs in secret patent talks

Kommentarer (0)