Glem ledningen: Ny trådløs USB-adapter forbinder projektoren

Snart er det slut med bøvl med kabler til eksempelvis en projektor. En trådløs USB-adapter er på vej til det europæiske marked.

Dagligt er det en udfordring i danske mødelokaler at sørge for opkobling af en bærbar computer til møderummets projektor. Men en løsning er nu på vej til Danmark, der fjerner alt ledningsbøvlet og sender signalet trådløst til projektoren.

Det er amerikanske IO Gear, der allerede sidste år kunne lancere deres USB til VGA-adapter, der baserer sig på trådløs USB (Wireless USB), men på grund af forskelle i reglerne omkring sendestyrke forhindret produktet i at blive solgt i Europa.

»Sendestyrken i det amerikanske produkt har været for høj til, at senderen har kunnet forhandles uden for USA. Men det har IO Gear arbejdet med, og der skulle snart komme en model på markedet, der lever op til de europæiske krav,« oplyser direktør Jørgen Evers EET Nordic, der er distributør af IO Gears produkter i det meste af Europa.

Jørgen Evers forventer, at den nye og EU-kompatible udgave vil være på markedet i marts eller april.

Selve produktet er meget simpelt. Det består af en modtager, der sættes i projektoren eller fladskærmsmonitoren, hvor enheden normalt vil modtage signalet fra den bærbare. Senderen placeres i en ledig USB-port på computeren, hvorefter den nødvendige driver installeres, og festen kan begynde.

Adapteren anvender UWB (Ultra Wide Band) til den trådløse kommunikation, og ifølge civilingeniør i It- og Telestyrelsen Henry Galle Stech er det ikke den trådløse forbindelse i sig selv, der skaber problemer i EU i forhold til USA, som det er måden, den er implementeret på.

»I forhold til de amerikanske regler kan producenterne anvende frekvenser helt nede omkring 3,2 Ghz, mens EU arbejder med et frekvensbånd, der starter ved 4,8 Ghz. Normalt er UWB tænkt til at fungere over meget korte afstande som eksempelvis en stationær computer med en ekstern harddisk, men der kommer løbende eksempler på, hvordan producenterne har brug for at udvide rækkevidden og omfanget af information, der skal overføres,« siger han.

Henry Galle Stech gør desuden opmærksom på, at anvender man en enhed, der udnytter det frekvensbånd, der er gældende for USA, kan man komme til at forstyrre eksempelvis 3G- eller FWA-signaler.

Jørgen Evers fra EET Nordic oplyser, at det EU-tilrettede produkt vil have samme tekniske egenskaber som det amerikanske, når det kommer i handlen senere på året.

Dokumentation

IO Gear - Trådløs USB VGA adapter

Kommentarer (4)

Man er efterhånden ved at få indbygget mini-projektorer i mobiltelefonerne. Hvornår laver man en laptop med indbygget projektor (med en rimelig stor projektions-kapacitet naturligvis)?

Mvh
Niels A. Jensen

  • 0
  • 0