Gift i drikkevand fra 100 værker

Vandværker sender stadig vand ud til forbrugerne med for stort indhold af det kræftfremkaldende arsen.

50-100 danske vandværker har de seneste fem år set stort på, at de leverer drikkevand til forbrugerne med for stort indhold af det giftige og kræftfremkaldende grundstof arsen.

Det fremgår af en endnu ikke offentliggjort rapport, som to arsen-eksperter fra henholdsvis Geus og rådgivervirksomheden Alectia er ved at lægge sidste hånd på for By- og Landskabstyrelsen.

Rapporten indeholder den første, samlede landsdækkende opgørelse af arsenindholdet i færdigbehandlet drikkevand, sammenholdt med det berørte antal forbrugere.

»Vores opgørelse viser, at der stadig er vandværker i Danmark, som efter fem år ikke har løst problemet med arsen i drikkevandet,« siger civilingeniør Loren Ramsay fra Alectia.

Han tilføjer, at overskridelserne af de gældende grænseværdier fordeler sig jævnt over landet i de områder, hvor arsen forekommer.

Loren Ramsay understreger, at man endnu ikke har opgjort, hvor mange forbrugere, der drikker det arsenforurenede vand, men at der primært er tale om mindre vandværker. Rapporten vil indeholde et estimat, når den er færdig om et par måneder, ligesom den vil indeholde anvisninger på, hvad værkerne kan gøre, når de finder arsen i va ndet:

»Mange små værker står famlende over for, hvad de skal gøre. Men metoderne til at rense vandet for arsen har været kendt i flere år,« siger Loren Ramsay.

Han tilføjer, at andre muligheder inkluderer nye boringer med optimal filterplacering eller sammenlægning med andre vandværker.

Naturligt forekommende gift

Arsen er et naturligt forekommende giftstof i det dybtliggende grundvand i visse dele af landet, hvor det frigives under iltfrie forhold. Derfor kommer det med op, når man borer dybt efter vand - ofte fordi de øverste grundvandslag er forurenet med blandt andet pesticider.

Sådan har det altid været, men i 2001 blev grænseværdien for arsen i drikkevand rykket markant - fra 50 mikrogram pr. liter til 5 mikrogram pr. liter på grund af ny viden om giftstoffets farlighed i selv små mængder. Grænseværdierne gælder i det danske drikkevand fra december 2003, og det giver fortsat mange vandværker problemer med at overholde grænseværdierne.

Den seneste opgørelse af arsen i grundvandet (2006) viser, at der forekommer arsen i koncentrationer over grænseværdien i 15 procent af 8.681 grundvandsanalyser, men at en del arsen forsvinder i vandværkernes sandfilter, hvor det binder sig til det naturligt forekommende jern og manganforbindelser i vandet. Arsenforekomsterne er højest i Østjylland, på Fyn, Sydsjælland og Vestlolland.

Det er kommunerne, der fører tilsyn med vandværkerne, og derfor skal gribe ind, hvis grænseværdierne overskrides.

Hos KL vil miljøudvalgsformand Jens Stenbæk imidlertid ikke tage stilling til de dystre tal, før hele rapporten kommer på bordet.

Fra Foreningen af Vandværker i Danmark, der organiserer de mindre, private vandværker, siger direktør Bent Solberg, at værkerne skal fjerne det giftige arsen fra drikkevandet:

»Men vi kan kun henstille og oplyse værkerne, og det har vi også gjort,« siger han.

Formanden for Folketingets Miljøudvalg, Steen Gade fra SF, er overrasket over de nye oplysninger. Han vil derfor spørge miljøministeren, hvordan han vil sørge for, at vandværkerne overholder loven, så forbrugerne ikke skal drikke kræftfremkaldende, arsenforurenet vand.

Arsen er mest kendt i form af arsenik AS203 - eller rottegift

Arsen er et kræftfremkaldende grundstof - nok mest kendt i form af giften arsenik As2O3, der er brugt som rottegift. Arsenforbindelser blev desuden i mange år brugt til at trykimprægnere træ, men det er forbudt nu. Ikke alle arsenforbindelser er lige giftige.

En stor del af arsen er bundet til overfladerne af jordens mineraler. Især bindes arsen af visse jernholdige hydroxider som ferrihydrit. Når disse kommer fra et iltrigt til et iltfattigt miljø, vil mineralet opløses og dermed blive frigivet til grundvandet som opløst stof. I Danmark er ferrihydrit meget almindeligt, og opløsning af mineralet mistænkes derfor for at være en vigtig kilde til arsen i drikkevandet.

Indtagelse af arsen med drikkevand medfører risiko for kræft ved længere tids indtagelse. Ifølge WHO forventes en risiko for cirka 17 kræfttilfælde pr. 10.000 personer ved de gældende grænseværdier.

Kommentarer (0)