Geocaching - skattejagt for tekniknørder

Det kræver blot en GPS og lidt forberedelse at lege med som geocacher. Sporten kan dyrkes over hele verden, og der er rigeligt med muligheder for at sætte de små grå i sving undervejs.

Frisk luft, detektivarbejde og muligheden for at løse kreative gåder. Hvorfor ikke bruge efterårsferien på at prøve kræfter med geocaching?

Da daværende præsident Bill Clinton i 2000 sørgede for, at 'selective availability' blev slået fra i GPS-systemet, så nøjagtigheden på private GPS'er steg fra 100 meter til 20 meter, slog han samtidig dørene op til verdens største legeplads for tekniknørder.

Dagen efter gemte den amerikanske it-ingeniør Dave Ulmer en beholder i skoven nær sit hjem i Oregon, hvor han lagde forskellige genstande som bøger, software, en slangebøsse og en logbog.

Alene i Danmark ligger omkring 20.000 cacher gemt. (Foto: Geocaching Danmark)
En smartphone med en geocaching-app kan fint bruges til geocaching. Men regulære håndholdte GPS'er er mere nøjagtige – og ikke mindst mere robuste. (Foto: Geocaching Danmark)

Koordinaterne på beholderen delte han på nettet og opfordrede andre til at lede efter den, og allerede tre dage efter var beholderen - eller cachen - fundet to gange og logget på nettet en gang. Snart efter blev flere cacher gemt rundt omkring i landskabet, og geocaching var en realitet.

I dag gemmer der sig millioner af cacher i et væld af typer og størrelser over hele verden - fra havbunden til toppen af Mount Everest. Fælles for dem er, at de bliver logget på blandt andet www.geocaching.com, hvor man kan lede efter udfordringer i sit nærmiljø, fortælle om sine oplevelser og lære mere om geocaching.

I Danmark har over 2.800 team og enkeltpersoner udlagt geocacher.

En af dem er Malou Damgaard, som driver de danske geocacheres website geocaching.dk og desuden ofte hjælper virksomheder og offentlige myndigheder med geocaching til blandt andet teambuilding, undervisning og formidling.

»Der ligger utroligt mange spændende udfordringer, som man kan kaste sig over. Mange synes, at det skidesjovt at lave udfordringer, som virkelig kan være svære at løse, eller som kræver specialviden,« fortæller Malou Damgaard.

Koordinater gennem regnestykke

En af de udfordringer, hun selv har måttet opgive, er en cache, som ligger gemt ved Enstedværket i Aabenraa. Her får man ikke udleveret GPS-koordinaterne, men skal i stedet først finde frem til dem ved at regne på en opgave med et elektrisk kredsløb og en varmeveksler (nysgerrige kan finde opgaven på www.geocaching.com under brugeren 'mobomouse').

»Der er mange andre, som ynder at bryde deres hjerner med at lave tilsvarende opgaver, hvor de små grå for alvor skal i sving, for at man kan regne placeringen ud og komme af sted efter skatten. Det er fedt, fordi man helt selv bestemmer, hvad opgaverne skal gå ud på - og så kan man for alvor folde sin ekspertise ud,« forklarer Malou Damgaard.

Gevinsten ved at løse gåden er, at man kan finde frem til cachen, som typisk er en lille vejrbestandig beholder, der indeholder en logbog, en blyant og måske nogle små bytteting. Når man finder cachen, skriver man i logbogen, bytter en af tingene i cachen med en anden ud fra devisen 'tag noget, giv mere tilbage', og logger derefter sit besøg på websitet, så cachens ophavsmand og andre interesserede kan se, at der har været besøg.

»Det giver ret god 'street credit' at logge de svære cacher. Men oveni har du jo også tit lært en masse om det sted, hvor cachen er placeret, og dertil fået dig en ordentlig én på opleveren«, fortæller Malou Damgaard, og fortsætter:

»Det er netop charmen ved mange af cacherne: At man får viden, udfordringer og oplevelser, man ellers ikke ville have fået - på steder man ellers ikke ville have kendt.«

For mange er geocaching desuden en oplagt mulighed for at lege med noget af den teknologi, der findes på markedet. Som Chirp-cacher, der kan indeholde en lille trådløs 'sladrehank', der sender ledetråde til geocacherens GPS, når den bevæger sig ind i cachens aktionsradius. Andre er beregnet til at blive fundet efter mørkets frembrud og kun ved hjælp af uv-lys.

»Der er ingen tvivl om, at hvis der er kommet noget ny teknik, som bliver tilgængelig til en overkommelig pris, går der ikke længe, før det bliver brugt i en cache,« fortæller Malou Damgaard.

Behov for særligt værktøj

På geocaching.com kan man søge efter cacher, der kræver 'særligt værktøj'. I geocaching-terminologien kan dette indbefatte alt fra en lavteknologisk skruetrækker, magnet eller stige til avanceret GPS-udstyr eller lys/lyd med en bestemt bølgelængde.

Her handler det virkelig om at regne ud hjemmefra, hvad man skal bruge, eller - som mange geocachere - at have et ret velassorteret bagagerum.

Andre geocachere udarbejder kreative skattekort gennem Garmin Custom Maps, som gør det muligt at udarbejde sit eget kort, som derefter lægges oven på satellitfotos og tilpasses til referencepunkter, inden det kan overføres til den håndholdte GPS.

»Der findes virkelig mange spændende løsninger, hvor man kan blive udfordret på kreativiteten. Du kan reelt lægge Leonardo da Vincis 'Mona Lisa' som kort og lade pupillerne udgøre positioner i din multi-cache,« forklarer Malou Damgaard, som også kender til cacher, der gør brug af laserlys. Her aktiverer cachen en laser, der peger mod et punkt langt væk, hvor cachen ligger.

»Der findes ikke megen teknologi, der ikke kan integreres i det her. Det er virkelig verdens største legeplads for tekniknørder,« understreger hun.

Emner GPS

Kommentarer (13)

Både at finde dem, men også at lave nogen der er lidt svære at finde.

F.eks.
Kunne være skægt at lave en dims der kunne lyse blåt en smule neddykket ude i noget stillestående vand på et tidspunkt der er lidt før daggry, med andre farver af lysdioder kunne man fyre et lille show af - stadig lidt under vandet.

  • 0
  • 0

Det er sjovt. Og hyggeligt, hvis ikke alle ens venner tror at man er sindsyg! Løsning af mysteries er noget man kan sidde med de lange vinter måneder og gerne flere samen.

Der findes undervands caches, blandt andet på Ringøen i roskilde fjord.... Men jeg vil gerne finde et sted at udlægge dit lysshow, forudsat at man ikke skal skifte batterier for tit.....

Er netop nu ved at lægge sidste hånd på en lille goetur med venner. Vi skal runde 100 Mysterie caches (typen hvor noget skal regnes ud) på et døgn. Det bliver på silkeborg egnen.

Tidligere har jeg taget over 270 caches på en tur af alhede stien på cykel. Også på et døgn, start i herning til midnat og så mod Viborg. Efter 22 timer var vi med toget hjem.

Der er caches højt i træer på mols og på lokke ænder i skanderborg. Alt du skal bruge er en smartphone og 3 minutter til at se en video på geocaching.com.

  • 0
  • 0

Kan man ikke bare taste koordinaterne ind i Google Maps, printe kortet ud og så køre derhen? Nøjagtigheden må da blive ret god, og ikke afhængig af en dårlig GPS modtager.

  • 0
  • 0

Sagtens. Men området du søger i bliver stort.

Det er det også i en våd bøgeskov med GPS, men GPS'en kommer langsomt tættere og tættere på nulpunktet det gør kortet ikke.

Men jeg har fundet nogen i sær i byer, alene med kort.

  • 0
  • 0

Ja, i byer med høje bygninger er det bestemt en fordel at have et kort (og være opmærksom på mindre forskelle mellem f.eks. google og open street maps) - nogle af dem jeg fandt i hong kong (da jeg nu alligevel var der pga en konference :)) var det ret svært at få gps til at opføre sig ordentligt omkring...

Når du er ude i skoven og langt fra stierne, så kan det til gengæld være ret svært at finde noget uden gps...

med tidspunktet for denne artikel skulle man i øvrigt næsten tro at det havde noget at gøre med spejdersport's event i søndags: http://www.spejdersport.dk/danmarks-stoers...

  • 0
  • 0

Eller måske bare det faktum at der er efterårsferie. Anyway det er rart når ens hobby når helt til toppen og kommer i ingeniøren. Tror dog at flere ville have set den og prøvet at geocache hvis det havde være torsdag i sidste uge artiklen kom på.

  • 0
  • 0

Jeg vil lige nævne at har man en android telefon, så er programmet c:geo ikke bare godt, det er også ganske gratis.

På IOS platformen kender jeg kun til Groundspeaks eget program der ikke er gratis, men vist nok findes i en DEMO udgave.

  • 0
  • 0

Jep, jeg er også stor fan af c:geo (http://www.cgeo.org/) - en rigtig lækker detalje er at man kan downloade caches direkte fra app'en og hente open street maps filer (http://ftp.mapsforge.org/maps/) så man kan bruge det hele offline - det har jeg senest benyttet i London i sidste uge :)

Hvis man bor i nærheden af sådan nogle, så er den type der hedder "wherigo" også ganske sjove... der bliver man guidet rundt af et program skridt for skridt understøttet af en historie på den måde at når man kommer til bestemte koordinater så sker der en udvikling - til android bruger jeg den uofficielle app "whereyougo"

  • 0
  • 0

Bare husk at noget af "legen" er at det ikke skal opdages af dem som ikke er med i "legen". -s¨det er at lede efter noget, og uden at andre "almindelige folk" opdager man leder efter noget gemt.

Der er intet som en god gemt "skat" på et stærkt trafikeret sted, feks lige foarn indgangen ved Ikea eller lign.

GO' jagt

  • 0
  • 0

Laser er altid sjovt :-)
jeg har lavet en cache i allerød hvor man skal finde lyset, og dekode den måde det "blinker" på til at komme vidre i opgaverne.

  • 0
  • 0

Har prøvet Geocaching med min store søn. Det er et hit, ikke kun får vi masser frisk luft, men han (vi) lære også en del.I mange af de caches der er lagt ud, er der også skrevet en lille notits til. Det kan både være historiske fakta eller geografisk information. Det er et stykke tid siden vi har været ude, men efter at have læst artiklen skal vi ud snart igen.

  • 0
  • 0

Heldigvis er der noget for alle. Det er ikke alle der har lyst til at klatre i høje træer eller dykke ned på havets bund. Der er børnefamilier der elsker at tage i skoven og finde et par cacher, og der er cacher hvor selv kørestolsbrugere kan komme til.
Jeg har geocachet siden 2005 og fundet godt 5000 cacher. Jeg synes det er dejligt at komme rundt og se nye ting, lære nyt, opleve steder jeg aldrig ville have set hvis det ikke havde været for geocaching. Det sociale i hobbyen, mødet med andre mennesker, motionen - ja der er bare så mange aspekter i denne hobby.
Fx. skal jeg på torsdag med en veninde på "tøsetur" så smører vi en madpakke og tager kaffe med, og så hygger vi os en hel dag med at finde cacher. Ellers finder jeg cacher sammen med min kæreste, men der kan også gå uger endda måneder hvor jeg ingen finder.
Min søn på 17 gider ikke mere - han vender det hvide ud af øjenene når jeg snakker om geocaching :0) Men sådan er vi jo (heldigvis) så forskellige ;-)

  • 0
  • 0