Fuldt program til nyt hold på rumstationen

Tre nye astronauter er blevet opsendt til rumstationen. De skal kun bo i rummet i fire måneder, men går en hektiske tid i møde, med stor trafik til og fra rumstationen, samt to rumvandringer uden på stationen.

Rusland opsendte i weekenden en ny international besætning til Den Internationale Rumstation (ISS). De tre nye astronauter skal afløse dem, som kom hjem for to uger siden. Hermed er rumstationen igen beboet af seks astronauter.

Opsendelsen faldt sammen med 37-året for opsendelsen af Apollo-Soyuz Test Projektet, som var det første amerikansk-russiske samarbejde i rummet.

Opsendelsen fandt sted søndag med en Soyuz-raket fra Baikonur-rumcenteret i Kasakhstan. Om bord befandt sig de tre erfarne astronauter Sunita Williams fra Nasa, Akihiko Hoshide fra den japanske rumfartsorganisation Jaxa, og Juri Malenchenko fra Rusland.

A)De tre erfarne astronauter Sunita Williams fra Nasa, Juri Malenchenko fra Rusland og Akihiko Hoshide fra den japanske rumfartsorganisation Jaxa, blev søndag opsendt i mod rumstationen. Foto: Nasa/RSC Energia

Opsendelsen forløb efter planen. Otte minutter og 45 sekunder efter starten var deres Soyuz-TM-05M fartøj i kredsløb om Jorden og foldede sine solpaneler og antenner ud. De næste to dage bliver brugt på at indhente rumstationen.

Tilkoblingen til rumstationen er planlagt til tirsdag kl. 18.52 dansk tid.

Her vil Juri Malenchenko overvåge, at kapslens automatiske tilkoblingssystem styrer den ind til en problemfri sammenkobling med rumstationens russiske Rassvet-modul.

De første seks uger efter ankomsten til rumstationen bliver hektiske.

Den 21. juli opsendes et ubemandet japanske HTV-fartøj til stationen, den næste dag frakobles et russisk Progress-M-15M forsyningsfartøj for senere at blive tilkoblet en anden af rumstationens tilkoblingsporte. Senere frakobles fartøjet og sendes ned i atmosfæren for at brænde op med affald.

Herefter ankommer det næste russiske Progress-fartøj, M-16M. Midt i august skal der gennemføres to rumvandringer; den 16. august af russiske Gennady Padalka og Juri Malenchenko, samt den 30. august en amerikansk/japansk af Sunita Williams og Akihiko Hoshide.

Under rumvandringeren skal der installeres mikrometeoriskjolde, flyttes en kran samt udskiftes elektronikboks til solpaneler.

Dokumentation

New Space Station Crew Launches Into Orbit on Russian Spacecraft

Kommentarer (0)