Fukushima-ejer bygger mikro havvindmøllepark

Til januar vil Tepco bygge den første reelle havvindmøllepark i Japan. Det bliver et lille demonstrationsprojekt, men mere er på vej, for potentialet for vindkraft i Japan er enormt.

Ejeren af Fukishima-atomkraftværket, Tepco, går nu i gang med at bygge den første havvindmøllepark i Japan.

Det er store, små skridt for et land, der historisk ikke ligefrem har omfavnet havvindmøllerne.

Park er måske så meget sagt, for der bliver kun tale om én 2,4 MW mølle fra Mitsubishi, men det er et skridt på vejen, der skal føre til stribevis af havvindmølleparker i havet ud for Japan. Den første offshore-park åbner efter planen til januar og placeres ud for kysten ved Choshi, der ligger øst for Tokyo.

Byggeriet kommer efter en årrække, hvor interessen vindkraften i Japan stilnede af, og hvor de politiske og infrastrukturmæssige udfordringer var store. Fukushima-katastrofen og den efterfølgende nedlukning af landets 50 atomreaktorer har dog igen øget interessen, og potentialet er enormt.

Miljøministeriet i Japan har tidligere anslået, at landet har en potentiel kapacitet på hele 1.600 GW fra havvindmøller. Til sammenligning har de 50 atomreaktorer en kapacitet på 46,15 GW.

Der er da også adskillige projekter i gang i Japan. Blandt dem er et stort forsøg med flydende havvindmøller ud for kysten ved Fukushima, og der er flere mindre projekter med kystnære møller både med flydende og sejlende møller. Senest har landets industriminister endda godkendt brugen af feed-in-tariffer.

Problemet er bare, at projekterne er for små og for spredte, og koblet med et efterslæb i forhold til Europa på et årti går det for langsomt med at sætte skub i vindkraften, hvis den skal kunne erstatte noget af atomkraften i Japan. Det har blandt andre professor Chuichi Arakawa fra universitetet i Tokyo peget på ved en forelæsning hos forskningsinstitutionen Sintef i Norge i januar.

Desuden er geografien ikke med japanerne. Modsat Europa, hvor der er masser af relativt lavbundede havområder, bliver havet hurtigt meget dybt langs de japanske kyster, og fiskeriet har stor national betydning.

Svært at håndtere tyfoner

Samtidig er vinden paradoksalt nok også et problem for møllerne. For selv om de eksisterende vindprojekter i Japan overlevede både jordskælv og tsunami, er det sværere at håndtere de tyfoner, som jævnligt hærger landet.

Den 11. september 2003 blev alle syv på øen Miyako smadret af en tyfon, og også onshore udgør Japans mange bjergkamme et problem for både vindforhold og infrastruktur til parkerne.

Organisationen Japan Wind Power Association, der har Siemens Energy blandt medlemmerne, har alligevel den målsætning, at der i 2020 skal være installeret 11 GW i Japan både onshore og offshore. Det skal gradvist øges, så Japan i 2050 kan mønstre 50 GW. Det vil kunne dække cirka 10 procent af den samlede efterspørgsel, anslår JWPA.

Om det kan lade sig gøre, vil vise sig. Foreløbig vil den kommende demonstrationspark blive koblet til nettet fra januar. Ud over Tepco ejes den af New Energy and Industrial Technology Development Organization, Nedo.

Nedo er også i partnerskab med et firma kaldet Electric Power Development om at bygge en 2 MW havvindmøllepark ud for kysten med Kitakyushu i det sydvestlige Japan.

Den skal kobles til nettet fra maj 2013.

Dokumentation

Se slides fra Arakawa breifing
Japans vindkraft organisation

Kommentarer (0)