Fremtidens astronauter skal selv lave mad på vej til Mars
Et team af kulinariske testpiloter skal være med til at udvikle en ny fødevarestrategi for amerikanske astronauter på fremtidige Marsmissioner.
Målet med strategien er at optimere astronauternes ernæringstilstand, fødevareindtag og tilfredshed med maden om bord på et rumskib, blandt andet ved, at de selv tilbereder maden.
En af de mange udfordringer ved længerevarende rummissioner er nemlig, at astronauterne taber både muskelmasse og appetit, og da en Marsmission forventes at strække sig over flere år, er det et problem, der skal løses.
Masser af ansøgere
Da Hawaii University og Cornell University søgte forsøgspersoner til eksperimentet, modtog de 700 ansøgere, hvoraf de 150 var topkvalificerede. Seks er blevet valgt ud, hvoraf de fem er videnskabsfolk inden for astrofysik, materialevidenskab og biologi og én er videnskabsjournalist.
De seks forsøgskaniner har været på et intensivt forberedende kursus, hvor de bl.a. er blevet introduceret til kunsten at lave mad i et køkken, der ligner det, der vil være på en rigtig rummission.
I slutningen af året vil de komme på yderligere et to-ugers træningskursus, før den endelige test begynder. Den er planlagt til starten af 2013 og vil vare i fire måneder.
I den periode skal gruppen opholde sig i en specialbygget base - Marion-basen på Barren Lava Field i Hawaii - under forhold, der simulerer en rigtig rummission. Det betyder blandt andet, at de skal iføre sig rumdragt, hver gang, de bevæger sig uden for bygningerne, præcis som de ville gøre, hvis de var på Mars. I forsøgsperioden vil hvert individ i gruppen have en specialopgave, der har relevans til fødevarestudiet.
Forskerne vil bl.a. undersøge, om forsøgspersonernes præference for visse fødevareemner ændrer sig med tiden, hvordan den tilberedte mad adskiller sig fra den traditionelle astronautføde, der er normal kost på missioner i rummet, hvor lang tid, der bruges på madlavning og hvor stort et energi- og vandforbrug, den individuelle madlavning har.




Kommentarer (0)