Vil bare lige hurtigt nævne at efternavnet er "Svendsen" :) ..

Men, derudover har jeg undret mig lidt over hvordan det kan være at gravitationen fx. kan virke gennem et tykt lag metal som ellers er uigennemtrængelig?.. Er det analogt til neutrinoer der også passerer gennem materiale?

Hvilke egenskaber understøtter relativitetsteorien og hvilke understøtter partikel modellen - disse områder kunne være interessant at få uddybet lidt mere :)

Tyngdekraft er vel bare en egenskab ved alt stof, definationen 1 kilo definerer det fint.

En vægt med et 1-kilo lod på den ene side og 1 liter vand, vil altid være i balance og alle steder i universet.

At nogle steder i universet har en meget stor, eller lille stoftæthed ændre heller ikke noget.

Alt stof tiltrækker jo som bekendt hinanden, kan den være længere? Selvfølgelig kan man hugge stoffet op i småbidder, men det ændre ikke noget, 1 kilo er stadig et kilo.

Jeg forstår ikke hvad det er man vil regne på.

og at det ikke er lige til at finde en fælles teori, hvilket strengteori ellers har forsøgt på i nu 25 år uden held.

Er det ikke enten meget misvisende eller endda direkte forkert? strengteori har jo lavet en sammenkobling, dog er den ikke blevet eftervist ved forsøg? men jeg vil da mene at man er kommet langt, så "uden held" er nok en lidt skæv formulering.

Man kan også godt forklare, hvorfor både stof og antistof tiltrækker hinanden gravitationelt

Det er slet ikke nogen kendsgerning.. man hælder til at de nok tiltrækker hinanden men det er slet ikke noget man har et endegyldigt belæg for.

Men, derudover har jeg undret mig lidt over hvordan det kan være at gravitationen fx. kan virke gennem et tykt lag metal som ellers er uigennemtrængelig?.. Er det analogt til neutrinoer der også passerer gennem materiale?

hvis du sammenligner dem elektromagnetiske bølger, ved du at hvis frekvensen er tiltrækkelig høj, vil de kunne trænge igennem alt..
gravitonen kan sammenlignes med en elektromagnetisk bølge med en uendelig høj frekvens, da ingen af disse indeholder energi.
men reelt set er forklaring meget mere avanceret og faktisk ikke noget vi ved særlig meget om

En vægt med et 1-kilo lod på den ene side og 1 liter vand, vil altid være i balance og alle steder i universet.

nej.. jeg vil endda våge at påstå at de ikke noget sted i universet vil være i fuldstændig balance

grunden til at de skulle være i balance er jo hvis de befinder sig i præcist det samme tyngdefelt.. og det gør de ikke.

det man vil regne på er når noget vejer helt utrolig meget men samtidig er utrolig småt, f.eks. neutronstjerner og sorte huller.. og for at forstå disse skal man have en fælles teori

Hvis vi nu starter med at sige at i dag antager vi at acceleration og gravitation er ekvivalente, altså at man ikke kan skelne. Det er en af relativitetsteoriens antagelser, som indtil videre lader til at holde fint stik. Men der er da vist ikke nogen, så vidt jeg ved, der har forklaret hvad kvante gravitet egentlig er. Einstein snakkede geometri ikke gravitets kvanter. Derudover er der nogle kloge mennesker som morer sig med at laver generelle teorier, baseret på den generelle relativitetsteori, hvor acceleration og gravitet ikke nødvendigvis er ens. De gør det også gerne i flere dimensioner og ender så med at, i nogle beskrivelse, at det er muligt at bevæge sig hurtigere end lyset og at elektromagnetisme kan påvirke (ophæve)tyngdekraften og andre spøjse ting. Visse af disse effekter er blevet set/nævnt i "eksperimenter", men ikke af de seriøse tidskrifter, så der er god grund til at bevare begge fødder solidt plantet på jorden, for anti tyngdekraft er (desværre) ikke lige rundt om hjørnet. Ikke desto mindre ville en fyldestgørende fundamental teori for tyngdekraft være velkommen. Det er det superstreng teorien og quantum loop gravity prøver at gøre, men der mangler da vist en del.

så der er god grund til at bevare begge fødder solidt plantet på jorden, for anti tyngdekraft er (desværre) ikke lige rundt om hjørnet. Ikke desto mindre ville en fyldestgørende fundamental teori for tyngdekraft være velkommen.

Når man besidder den klarhed, at tyngde/gravitation er et stråletryk, findes der klart nok ingen anti tyngdekraft. Ligesom der ikke (udover på Niels Bohr Instituttet) findes negative lufttryk.

Man kunne forestille sig et "spionspejl", der lader strålerne passerer i den ene retning, men begrænset i den anden.
Der findes også i elektronikken halvledere, som heller ikke laver negativ strøm.

Ser i Perpetuummobile, Et hjul med disse spejle.

Når man besidder den klarhed, at tyngde/gravitation er et stråletryk, findes der klart nok ingen anti tyngdekraft. Ligesom der ikke (udover på Niels Bohr Instituttet) findes negative lufttryk.

Jeg ved ikke hvor "klart" det er, at tyngdekraften skulle være et stråleTRYK.
"Strålerne" skulle jo i givet fald komme ud fra ingenting, og af en eller anden grund trækkes mod ethvert objekts centrum (hvor de så ville forsvinde(?))
Og et tungt objekt ville "tiltrække" strålerne med større intensitet end et let objekt(??)
Og strålerne ville trække med større styrke i et tungt objekt (f.eks. en bowlingkugle) på overfladen af et supertungt objekt (f.eks. Jorden) end den ville trække i et let objekt (f.eks. en fodbold af plastic)
Hvordan skulle alt det forklares med "stråletryk"?

Samtidig synes jeg ikke det forklarer en disse mht. tyngdekraft.
I stedet for at antage der er en kraft som trækker direkte i alting, har vi en kraft som trækker i nogle mystiske stråler, der så igen trykker på alting. Tyngdekraften er der stadigvæk, den er bare trådt et skridt baglæns.

Det svarer til at jeg hævder at det ikke er hjulene på min bil der trækker mig ud til min arbejdsplads hver morgen, det er sædet der skubber mig i ryggen derud! Fint nok, men det er stadig hjulene der trækker sædet!

Og en teori om stråle"tryk" fjerner jo på ingen måde ideen om antityngde: Man skal jo blot have en generator som fremstiller disse stråler, og så rette den opad!

Som jeg har forstået teorien om strålingstrykket, handler den om at strålingen går i alle retninger. Et legeme med en vis masse "skygger" for strålingen i én retning, hvorved objekter presses "ned" mod legemet fordi objektet ikke ikke udsættes for det samme strålingstryk fra den side , hvor legemet befinder sig. Det kan umiddelbart lyde rimeligt, men hvor anerkendt er den teori ? Steen

Jeg kunne sikkert slå det op på nettet, men vil hellere se om jeg kan holde debatten i live.
De tunge legemer: Planeter, sole, sorte huller, de har som bekendt en udpræget tyngdekraft. Men har de alle også et magnetfelt? Jeg prøver at se om der er en sammenhæng eller om noget kan udelukkes for at home ind på forståelsen :)

Hvis der findes "tyngdepartikler" - ved man så noget om, hvor store de er? Findes nogle teorier, der spår deres eksistens, og som viser at de kvantiseret vil have en størrelse, som muliggør at teorien kan eftervises hos CERN?

Normalt vil et sort hul fordampe hvis det er meget lille - og ikke være stabilt. Men, vil ikke være naturligt, hvis der på kvanteniveau, eksisterer visse energiniveauer, hvor det sorte hul ikke henfalder, grundet kvantisering? Eller, måske niveauer, hvor det er mere stabilt, end andre niveauer?

der er foreneligt med det elektriske og magnetiske kraftfelt.

Vi ved, at de elektriske og magnetiske felter ligger vinkelret på hinandens rumplan. Vinkelret på disse rumplaner ligger tyngdekraftens kraftfelts plan.

Tyngdefeltets kraftlinier vil derfor være liniært med eksempelvis lysets bevægelsesretning.

Tyngdefelter har som de elektriske og magnetiske kraftfelter to ladninger. Disse er liggende vinkelret på hinanden, således at nå et tyngdefelt rammer et andet tyngdefelt vinkelret, da vil de tiltrække hinanden.

Et tyngdefelt vil frembringe elektromagnetisk stråling, når det udsættes for en vibration, hvorved at der opstår et vekselvirkende effekt mellem de elektriske og magnetiske kraftfelter der befinder sig omkring tyngdekraftens kraftfelt. Derfor udsendes der stråling når en stofmasse udsættes for en bevægelse, ved eksempelvis at en genstand udsættes for en varme.

En lysstråle indeholder derfor - udover de elektriske og magnetiske kraftfelter også et tyngdekraftfelt.

Tyngdekraftfeltet i en stråling kan være bundet til en stofmasse eller være fri af en stofmasse.

Er strålen der er fremkommet ved en annihilering af en stofmasse, vil tyngdekraftens kraftfelt være fri af en stofmasse og derfor ikke have nogen krafteffekt.

Udgår strålingen fra en ikke annnihileret stofmasse, er strålingens tyngdekraftfelt bundet til stofmassen og vil derfor have en tiltrækningseffekt på alt strålingen møder på sin vej. Derfor afbøjes lys i et tyngdefelt.

Tyngdekraftens kraftfelt vil fra en stofmasse have den ene ladning strålende væk fra stofmassen, mens at den anden ladning vil befinde sig i en vinkelret kugleflade i stofmassens partikel.

Når to stofmassers tyngdekraftfelter møder stofmassen vinkelret, vil de to kraftfelter stå vinkelret på hinanden, når tyngdefelterne når overfladen på stofmassens partikel og stofmasserne vil tiltrække hinanden.

Kommer to stofmassepartikler tæt på hinanden, vil tyngdefelterne frastøde hinanden, men da de elektriske og magnetiske kræfter er langt større end tyngdekraftens kraft, vil dette først ske, når en stofansamling får sammenpresset partikler så meget, så de næsten eller faktisk rør hinanden og derved vil der opstå en tyngdefrastødning.

Når tyngdefrastødningen sker, vil stofansamlingen eksplodere i et "nu", som en supernova eller noget mere energirigt.

At man fra videnskabelig side ikke interesserer sig for tyngdekraftens kraftfelt, er nok Einsteins skyld, da han jo påstod at tyngdekraft ikke eksisterer, da tiltrækningseffekten sker ved krumning af rummet. Men det kan af gode grunde ikke lade sig gøre, da to ens store stofansamlingen ikke vil kunne kredse om hinanden, dersom rummet krummer om dem. De kan ikke begge to bevæge sig på kanten af hinandens fordybninger af rumkrumningen. Rumkrumningens centrum vil netop befinder sig midt mellem de to stofansamlinger og der er der ingen masse til at krumme rummet med. Derfor er Einsteins krumning af rummet et flop. Undskyld jeg siger det, men når man tænker sig godt om, kan man se rumkrumningen ikke kan fungere.

Med venlig hilsen
Lars Kristensen

Interessante betragtninger :)

......som jeg har forstået det er, at påvise Higgs Bosonen. Higgs feltet siges, at være det der påfører stof masse...ret mig lige hvis jeg tager fejl

Til Lars Kristensen!

Vil den teori du nævner, medføre at antigravition eksisterer?

Og endog kan frembringes!?

......som jeg har forstået det er, at påvise Higgs Bosonen. Higgs feltet siges, at være det der påfører stof masse...ret mig lige hvis jeg tager fejl

Hej Bjarke,

Higgspartikler og dens medfølgende felt, er først for nylig blevet tænkt teoretisk. Ikke så meget for at forklare masse, men for at kunne forklare den forfejlede "mørke energi", der skulle få universet til at ekspandere accelererende.

At man nu også vil tillægge Higgsfeltet at være årsag til masse, er igen et forsøg på at forklare noget man ellers ikke kan forklare, i det Einsteinske univers.

At man også forsøger at kæde Higgsfeltet til massen, er jo netop fordi man også har en stofmasse man endnu ikke kan forklare. Nemlig det "mørke stof", der IKKE er det samme som den "mørke energi", som er noget helt andet end det "mørke stof".

Det "mørke stof" har man i modsætning til den "mørke energi" kendt til siden 1930'erne, men intet gjort ved det, fordi det er en svær nød at knække.

Efter at man opdagede at den universelle rødforskydningen er accelererende og har opfattet det som en accelererende ekspansion af det universelle rum, skulle der gerne være noget der frembringer denne enorme energimængde til ekspansionen. Det er denne energimængde man betegner som værende den "mørke energi".

Men den "mørke energi" behøver man ikke at have store dyre acceleratorer til at forklare, her behøver man blot papir og blyant.

Den "mørke energi" er faktisk blot en rødforskydningens rødforskydning eller på en mere kendt og mere dagligdags udtale, en rentes rente øgning af rødforskydningen. Så den "mørke energi" eksisterer faktisk slet ikke. Nu mangler vi blot en fornuftig forklaring på rødforskydningen. Det kunne jo netop være, at lyset rødforskydes, fordi der foregår en induktion af de elektromagnetiske felter i lyset og som koster lyset energi, hvorved at lyset øger sin bølgelængde og på den måde bliver rødforskudt. Men denne kætterske tanke vil jo fjerne ekspansionen af rummet i universet og Big Bang vil være død og borte.

Men nu da man har sat gang i at finde årsagen til den "mørke energi", så kunne man i samme omgang også gå i gang med det "mørke stof", hvad man så har gjort.

Det mest frygtelige for videnskaben vil være, dersom det "mørke stof" er lige så luftigt som den "mørke energi", for så mister videnskaben vitterlig prestige.

Vil den teori du nævner, medføre at antigravition eksisterer? Og endog kan frembringes!?

Hej Jens

hvis du mener, at antigravitation er en frastødende gravitationseffekt, så er det rigtigt at en sådan eksisterer. Den er en følge af, at to gravitationsladningen ligger parallelle over for hinanden og som sker naturligt når to stofmasser (elementarpartikler) kommer meget nær hinanden eller ligefrem rør hinanden.

Hvordan det vil være muligt at frembringe et gravitationsfelt, har jeg selvfølgelig en idé om, men om den også vil være energimæssig rentabel, det er spørgsmålet.

Min opfattelse er, at skal man frembringe et gravitationsfelt som det et gram stof fremviser, så skal man bruge lige så meget energi eller mere, som dette ene gram stofmasse repræsenterer og så er det vel nærmest umuligt at frembringe et gravitationsfelt som vil være stort nok til at kunne bruges.

Skal man have noget der ligner en slags antigravitation, så kan jeg fint se muligheden for, at der findes elementarpartikler uden gravitation og den slags partikler vil hurtigt forlade Jorden og forøvrigt også vor galakse.

Sådanne partikler vil befinde sig mellem stofmassesamlingerne i universet.

Disse partikler har masse, men ingen gravitation og om de er mulige at observere, det skal jeg lade være usagt, men det er ikke utænkeligt, når vi allerede kender til stofmasse med gravitation, som vi heller ikke kan observere på anden vis, end gennem dens gravitaionspåvirkning af omgivelserne. Så er det nok ikke helt utænkeligt, at der også kan findes stofmasser uden gravitation og som vi heller ikke kan observere.

Universet har mange ukendte og uopdagede fænomener og genstande, som blot venter på at blive opdaget og forstået. Desværre har nutidens videnskab sat sig i en situation, hvor den mere spænder ben for sig selv, når den skal udforske og forstå universet. Jeg kalder det en Einsteinsk fælde.

Med venlig hilsen
Lars Kristensen

Skal man have noget der ligner en slags antigravitation, så kan jeg fint se muligheden for, at der findes elementarpartikler uden gravitation og den slags partikler vil hurtigt forlade Jorden og forøvrigt også vor galakse.

Skal det forstås sådan at du opererer med partikler med inertiel men ikke gravitationel masse?

Hvordan ser du "fint" denne mulighed. Kan du ikke forklare grundlaget din indsigt. F.eks. hvordan gravitationelt masseløse partikler kan være årsag til antigravitation.

Mvh Søren

[quote]Skal man have noget der ligner en slags antigravitation, så kan jeg fint se muligheden for, at der findes elementarpartikler uden gravitation og den slags partikler vil hurtigt forlade Jorden og forøvrigt også vor galakse.

Skal det forstås sådan at du opererer med partikler med inertiel men ikke gravitationel masse?

Hvordan ser du "fint" denne mulighed. Kan du ikke forklare grundlaget din indsigt. F.eks. hvordan gravitationelt masseløse partikler kan være årsag til antigravitation. [/quote]

Hej Søren,

Hvad mener du med masseløse partikler? Hvad er det for partikler du hentyder til?

Med venlig hilsen
Lars Kristensen

Hvad mener du med masseløse partikler? Hvad er det for partikler du hentyder til?

Du skriver om "partikler uden gravitation". Hvis ikke det er partikler uden gravitationel masse - hvad er det så?

Traditionelt taler man om gravitationel og inertial masse (I Einsteins fysik skelnes der ikke mellem de to (de er det samme), til gengæld mener du jo at Einstein ikke aner hvad han snakker om). Mener du derfor som i klassisk fysik at man kan tillægge partiker (altså de kendte partikler) en gravitationel og en inertiel masse og forestiller du dig at der derudover findes partikler uden gravitationel masse og at sådanne partikler har inertiel masse. (noget må de jo have for at kunne kaldes partikler og du forklarer jo oven i købet at sådanne partikler bevæger sig ud af galaksen, formentlig tænker du på at de har en retlinet bevægelse - som et inertiel legeme som ikke er påvirket af kræfter)).

(For at forstå dig er man nødt til at gøre en række antagelser om hvad du egentlig mener)

Mit spørgsmål er så - igen: Hvordan forestiller du dig at partikler uden gravitationel masse kan skabe antigravitation?

Hvis det er noget andet du har i tankerne - så forklar.

Mvh Søren

Hvis man betragter 'vacuum' som værende fyldt med partikler, og tilskriver disse partikler en 'tyngdeladning' - analogt med elektroner, så vil alting stå klarere.

'Tyngdeladningen' har både en + og - ladning, hvor det vi kalder masse har eks. en + ladning, og vacuum har - ladninger.

Laver vi en analogi mellem elektroner og protoner, så vil et givet rumfang falde i hvile hvis det er fyldt med elektroner.

Smider vi en enkelt proton ind i dette 'rumfang', vil den også være i hvile, da alle kraftvektorer ophæver hinanden.

Smider vi derimod to (eller flere) ind, vil disse kraftvektorer ikke ophææve hinanden, men forårsage en vis tiltrækning - aka 'tyngdekraft'.

Da 'masse' har samme tyngdeladning, men modsat vaccum, når de til en vis grænse, hvorefter de frastøder hinanden - derfor kan partikler ikke lige smelte sammen.

Tænker man over den model, kan man nemt udlede Newtons og Einsteins formler, sam retfærgiggøre friktion i rummet, som er observeret, men ikke forklaret vha Einstein og Co.

Dette vacuum er også ansvarlig for bølgeudbredelse af lys, og da kraftvektorerne ikke er legeligt fordelt omkring masse vil disse bølger naturligvis afbøjes, som også observeret.

Da lys udbreder sig i dette medie, kan man lave analogier til ringe i vand, eller lyd i luft.
Prøv at smide en sten i noget stillestående vand, og bemærk bølgelængderne, eller prøv at observer tordenvejr på nært hold, og langt fra.

Smider man en sten i vand, vil man se, at afstanden mellem bølgetoppene bliver større, og lytter man til tordenvejr, giver det et skarpt knald tæt på, men en dyb rumlen på afstand.

Hvor vil jeg hen med det?
Jo - rødforskydning.
Hvis lys udbreder sig i mediet vacuum, er der jo en naturlig forklaring på rødforskydning som følge af afstand, men ikke som følge af hastighed.

Jeg ved godt det er ilde set at være utro mod Einstein, men 'Think about it'

Der er mange luftige forklaringer inden for fysikkens verden, hvor man forsøger at forklare en masse iagtagne egenskaber. Den sidste nye på stammen er denne: http://www.videnskab.dk/content/dk/naturvi...
Selv er jeg på en gang temmelig åben og meget skeptiske over for de forskellige teorier, og tager der hele meget afslappet.

Dobbeltindlæg.

Selv er jeg på en gang temmelig åben og meget skeptiske over for de forskellige teorier, og tager der hele meget afslappet.

Man skal huske at forslag som det du henviser til er løsninger til matematiske modeller (relativiteteteorien) og ikke den anden vej rundt. Det er ikke helt det samme som f.eks. Stigs spekulationer hvor han gør alting "klarere" ved at fylde vacuum med partikler og så iøvrigt drøner derudaf med intetsigende ordgejl (rumfang i hvile - men fyldt med elektroner, kraftvektorer der ophæver hinanden, vacuum med negativ tyngde, friktion i rummet, rødforskydning og tordenknald) som en ypperstepræst for et okkult selskab.

Stig - hvis du smider en sten i vandet vil afstanden mellem bølgetoppene forblive de samme. Beklager.

Mvh Søren

[quote]Hvad mener du med masseløse partikler? Hvad er det for partikler du hentyder til?

Du skriver om "partikler uden gravitation". Hvis ikke det er partikler uden gravitationel masse - hvad er det så?

Traditionelt taler man om gravitationel og inertial masse (I Einsteins fysik skelnes der ikke mellem de to (de er det samme), til gengæld mener du jo at Einstein ikke aner hvad han snakker om). Mener du derfor som i klassisk fysik at man kan tillægge partiker (altså de kendte partikler) en gravitationel og en inertiel masse og forestiller du dig at der derudover findes partikler uden gravitationel masse og at sådanne partikler har inertiel masse. (noget må de jo have for at kunne kaldes partikler og du forklarer jo oven i købet at sådanne partikler bevæger sig ud af galaksen, formentlig tænker du på at de har en retlinet bevægelse - som et inertiel legeme som ikke er påvirket af kræfter)).

(For at forstå dig er man nødt til at gøre en række antagelser om hvad du egentlig mener)

Mit spørgsmål er så - igen: Hvordan forestiller du dig at partikler uden gravitationel masse kan skabe antigravitation?

Hvis det er noget andet du har i tankerne - så forklar.

Mvh Søren[/quote]

Hej Søren,

du skriver om gravitationel og initial masse. Hvad mener du med det?

Husk på, ingen energi uden en træg masse, men du kan sagtens have en træg masse uden energi. Det er her Einstein gør sine fejl. Han sætter energi lig med masse og det kan du på ingen måde. Du kan godt få energi ud af en stofmasses træge masse, men så skal du først og fremmest give en træg masse en bevægelse og derved forsvinder massen ikke. Massen er stadigvæk intakt når en stofmassepartikel annihileres, nu bevæges massen i stedet for med lysets hastighed. Du kan ikke gøre masse til energi, du kan derimod få energi ved at bevæge masse.

Når du annihilerer en stofpartikel omdanner du ikke massen til energi, men får masse i en bevægelse, som derved fremviser energien. Du kan ikke få energi uden at der er en træg masse til stede og det er præcis det Newton siger klart og tydeligt. Einstein høstede blot de søde bær, der var lige til at plukke og fik berømmelse på det, selv om den faktisk burde tilfalde Newton i stedet.

Der findes kun en slags masse og den er træg, men består af uhyre bitte bitte små partikler der er så små at vi ikke kan detektere dem, da de ikke vekselvirker med kraftfelter. Derimod kan kraftfelterne omslutte massepartiklerne og derved skabe de stofmassemanifesterende elementarpartikler, som fremstår som stofmasse og dermed en træg masse.

De bitte bitte små massepartikler er endvidere friktionsløse, fordi friktion skabes af kraftfelter der er tiltrækkende og ikke af de bitte bitte små massepartikler. Derfor bevæger vi os igennem et hav af friktionsløse bitte bitte små massepartikler, uden at vi lægger mærke til det.

Men noget sådan vil du slet ikke kunne acceptere, fordi det går imod din Einsteinske opfattelse.

E = m x c2 er ikke Einsteins ligning, men derimod Newtons. Einstein bruger blot nogle andre betegnelse end F (kraft), hvor han i stedet satte E og a (acceleration), hvor han i stedet satte c2.

Jo, Einstein vidste godt hvad han gjorde, men han anede ikke mere end andre før ham, for han brugte deres viden og fik berømmelse på at bruge deres viden, ved at hælde deres gamle vin på nye flasker. Sådan kan man også snyde den videnskabelige verden og videnskabsfolk er godtroende – især når man kommer med en gammel viden og tillægger den nogle nye ord. Så lyder den gamle viden som en ny og ikke kendt viden. Einstein kunne sno videnskabens primadonnaer om sin lillefinger, det kunne han og det var alt hvad han kunne og intet andet.

Gravitation er ikke mere hørende til masse end de elektriske og magnetiske kræfter. Så jeg forstår ikke, hvorfor du taler om gravitationel masse, for så er det også en elektrisk og en magnetisk masse, men det er jo ikke alle masser der er elektriske eller magnetiske og derfor er der også en masse der er gravitationsløs, men som fremstår med en træg masse i elementarpartikelform.

De elementarpartikler der ingen gravitation har, vil netop bevæge sig væk fra et gravitationelt tyngdepunkt, fordi alt der er omkring et gravitationelt tyngdepunkt og som bliver tiltrukket, bliver fastholdt i en cirkulær bane, mens at de gravitationsløse partikler vil bevæge sig længere og længere væk fra et gravitationelt tyngdepunkt, da de netop ikke bliver tiltrukket af det centrale gravitationelle tyngdepunkt og samtidig bliver puffet længere og længere væk af de cirkulære fastbundne partikler.

Alt i alt vil de gravitationsløse elementarpartikler forsvinde ud af en galakse og ende deres dage i rummet mellem galakserne. Derfor er disse elementarpartikler endnu ukendte.

Hvad mener du antigravitation er?

For mig er antigravitation det samme som en ikke eksisterende gravitation og det kan jeg fint se for mig, ligesom jeg kan se for mig, at der er antielektriske og antimagnetiske elementarpartikler, der er elektrisk neutrale og/eller umagnetiske.

Hvis du mener, at antigravitation er en frastødende gravitationel effekt, så opstår den i det øjeblik at en gravitationel virkende partikel kommer tæt på eller helt rør en anden gravitationel virkende partikel, for da vil de to partiklers gravitationelle ladninger være ens og derved frastødende.

Den gravitationelle frastødning sker derfor først når en neutronstjerne kollapser og neutronerne kommer helt tæt på eller rør hinanden.

Men det kan du nok ikke se for dig, for du har lært at se universet gennem Einsteinske briller og så kan jeg godt forstå du har svært ved at forstå universets måde at fungere på, for det forstod Einstein godt nok heller ikke.

Med venlig hilsen
Lars Kristensen

du skriver om gravitationel og initial masse. Hvad mener du med det?

Gravitationel og inertiel masse er centrale begreber i Newtons fysik og det er ærlig talt temmelig rystende at du ikke ved det og ikke kender begreberne.

Kan jeg formode at du søger at holde din tankevirksomhed ubesmittet ved konsekvent at undgå ethvert kendskab til hvad andre har tænkt?

Interessant.

Jeg skal iøvrigt ikke gå dybt ned din lange, belærende redegørelse. Med al respekt synes jeg det dårligt forklaret og både ulogisk og usammenhængende.

Men hvorfra har du dine åbenbaringer. Det du skriver er åbenbart noget du ved, men hvad er dit grundlag? Har du studeret Einstein? Newton? Hvordan ved du gravitationel frastødning sker når to masser rører hinanden. Noget af en påstand. Hvad betyder det at "røre"?

Mvh Søren

Stigs spekulationer hvor han gør alting "klarere" ved at fylde vacuum med partikler og så iøvrigt drøner derudaf med intetsigende ordgejl (rumfang i hvile - men fyldt med elektroner, kraftvektorer der ophæver hinanden, vacuum med negativ tyngde, friktion i rummet, rødforskydning og tordenknald) som en ypperstepræst for et okkult selskab. Stig - hvis du smider en sten i vandet vil afstanden mellem bølgetoppene forblive de samme. Beklager.

Søren,
Jeg synes nu ikke det er 'okkult'.
Jeg prøvede at skrive, at man kan betragte tyngdekraften analogt med de elektiske kræfter, ikke lig med de elektriske kræfter.

Analogien går ud på, at hvis vacuum består af negativt ladede 'tyngdepartikler', som frastøder hinanden, vil summen af frastødning i ethvert punkt være konstant.
Putter man en positivt ladet 'tyngdepartikel' (aka masse) ind, vil summen af de frastødende og tiltrækkende kræfter være konstant, og dermed er der ingen 'tyngdekraft' - det var det jeg mente med hvile.

Putter man nu flere postivt ladede 'tyngdepartikler' (masse) ind, vil disse 'skygge' for hinanden i kraf af fraværet af de negativt ladede 'tyngdepartikler'.
'Skyggevirkningen' vil være afhængig af volumen (messe), og heraf kan man nemt udlede Newtons lov.

Der eksisterer også det mærkelige fænomen, at masse (partikler) frastøder hinanden, hvilket forklares ved, at når de positivt ladede partikler (masse) kommer tæt nok på hinanden, så overstiger den gensidige frastødning den udefra kommende frastødning.

Jeg opfinder ikke nogle nye fænomener, men tager udgangspunkt i det allerede observerede.

Hvad tyngdekraft, eller felt, er, kan jeg ikke forklare, ej heller den elektriske kraft, men sætter en analogi mellem typen af kraft - dvs. et felt, der virker over uendelige afstande.

Med hensyn tl ringe i vandet, så er det en empirisk observation foretaget ad mange gange i en lille stillestående sø.

Det er muligt det er synsbedrag, men jeg synes det tydeligt ser ud som om afstanden bliver større, og har også taget billeder, så jeg kunne kigge videre igen, og igen.

Som sagt kan det være synsbedrag, så jeg vil opfordre jer til at prøve hvis i kommer i nærheden af en stillestående sø.

Det er muligt du anser mine tanker for okkulte, men de er ikke mere okkulte end de elektriske kræfter, og jeg er godt tilfreds med, at jeg kan forklare det Einstein ikke kan.
(Pioneer/Cassini/ m.fl. anomalierne dobbeltstjerner spiralling down, jorden (og sikker alle objekter) roterer langsommere osv.

Problemet opstår nok fordi man med djævlens vold og magt vil have at vacuum er et tomt intet, og dermed ikke kan forklare lysets udbredelse, og må ty til psykedeliske forestillinger om krumninger af rum/tid.

Det er muligt du anser mine tanker for okkulte, men de er ikke mere okkulte end de elektriske kræfter, og jeg er godt tilfreds med, at jeg kan forklare det Einstein ikke kan.

Men nu må du altså finde på en anden forklaring på doppler effekten.

Hvis det forholdt dig som du (fejlagtigt) synes du har iagttaget, så betyder det at bølgehastigheden skulle stige med afstanden fra kilden (stenen). Hvordan kan du undgå at forundres over det. Lad os sige at søen er vilkårlig stor. Ville du så tro på at hastigheden vill kunne blive vilkårlig stor. Eller hvor stor?

Stiller du ingen kritiske spørgsmål til dine egne genialiteter.

Hvornår er tyngdefrastødning observeret? Angiv venligst kilde. Det er jo super interesant.

Mvh Søren

[quote]du skriver om gravitationel og initial masse. Hvad mener du med det?

Gravitationel og inertiel masse er centrale begreber i Newtons fysik og det er ærlig talt temmelig rystende at du ikke ved det og ikke kender begreberne.[/quote]

Jeg kender begrebet som værende træg masse, men det er måske for fordanske udtryk for en inertiel masse, ligesom ordet tyngde er det, selv om det også går under betegnelsen gravitation. jeg kan da kun beklage, at jeg ikke kender udtrykkene gravitionel og inertiel masse. Men det er nok fordi jeg ikke hørte godt nok efter i fysiktimerne i 60'erne eller også hørte jeg mere danske ord end engelsk prægede ord. Det kan også være, at fysikbøgerne dengang havde flere danske ord for fysiske forhold end bøger af i dag har det.

Men hvorfra har du dine åbenbaringer. Det du skriver er åbenbart noget du ved, men hvad er dit grundlag? Har du studeret Einstein? Newton? Hvordan ved du gravitationel frastødning sker når to masser rører hinanden. Noget af en påstand. Hvad betyder det at "røre"?

Jeg går såmænd ud fra at gravitation er en kraft, i lighed med den elektriske og magnetiske, som der jo bekendt har to ladninger. Gravitationskraften skal dertil så også have to ladninger og ud fra den måde stofmasser opfører sig over for hinanden på, er min opfattelse den, at gravitationskraftens ladninger er vinkelrette på hinanden og værende på den måde, at der udgår en ladning lodret væk fra stofmasser og den anden ladning er kuglefladende rundt om en stofmassepartikel, hvorved den bliver vinkelret på den anden ladning.

Når to gravitationelle ladninger er parallelle over for hinanden er de frastødende. Derfor vil to partikler der når hinanden eller næsten rører hinanden frastøde hinanden.

Så det jeg går ud fra, er hvad naturen fortæller og ikke hvad andre har af viden.

Når jeg antager at gravitation er en kraft, er det fordi jeg ved, at den elektriske og magnetiske kraft har en tiltrækkende effekt, når deres ladninger er modsat ladet, præcis ligesom gravitationen har en tiltrækkende effekt.

Når den elektriske og magnetiske kraft er tiltrækkende når deres ladninger er modsat ladet, skulle en kraft som gravitationen også have ladninger der er modsat ladet for at være tiltrækkende og er den det, er den som den elektriske og magnetiske kraft dobbeltladet.

Men Einstein har påstået at gravitationen ikke er en kraft og når han har sagt det, så er det en videnskabelig sandhed - for nogle, men ikke for alle.

Med venlig hilsen
Lars Kristensen

Jeg går såmænd ud fra at gravitation er en kraft, i lighed med den elektriske og magnetiske, som der jo bekendt har to ladninger. Gravitationskraften skal dertil så også have to ladninger og ud fra den måde stofmasser opfører sig over for hinanden på, er min opfattelse den, at gravitationskraftens ladninger er vinkelrette på hinanden og værende på den måde, at der udgår en ladning lodret væk fra stofmasser og den anden ladning er kuglefladende rundt om en stofmassepartikel, hvorved den bliver vinkelret på den anden ladning.

Du bruger selv order gravitation - og inerti er skam er velkendt dansk (fremmed)ord. Men du har da ret i at træg masse (en noget bedaget udtryk, dog efter newton) er det samme som inertiel masse.

Lad os slutte her. Det mest interessante ved det du skriver er at du åbenbart tager dig selv alvorligt.

Mvh Søren

[quote]Når man besidder den klarhed, at tyngde/gravitation er et stråletryk, findes der klart nok ingen anti tyngdekraft. Ligesom der ikke (udover på Niels Bohr Instituttet) findes negative lufttryk.

Jeg ved ikke hvor "klart" det er, at tyngdekraften skulle være et stråleTRYK.
"Strålerne" skulle jo i givet fald komme ud fra ingenting, og af en eller anden grund trækkes mod ethvert objekts centrum (hvor de så ville forsvinde(?))
Og et tungt objekt ville "tiltrække" strålerne med større intensitet end et let objekt(??)
Og strålerne ville trække med større styrke i et tungt objekt (f.eks. en bowlingkugle) på overfladen af et supertungt objekt (f.eks. Jorden) end den ville trække i et let objekt (f.eks. en fodbold af plastic)
Hvordan skulle alt det forklares med "stråletryk"?

Samtidig synes jeg ikke det forklarer en disse mht. tyngdekraft.
I stedet for at antage der er en kraft som trækker direkte i alting, har vi en kraft som trækker i nogle mystiske stråler, der så igen trykker på alting. Tyngdekraften er der stadigvæk, den er bare trådt et skridt baglæns.
[/quote]

Strålerne kommer ikke ud af ingenting. De kommer ud af den masse som videnskaben ikke kan gøre rede for, men som ifølge samme videnskab udgør mindst 80 % af universet.
Videnskaben aner ikke hvor disse 80 % masse befinder sig, så det er min egen tese at den nok befinder sig jævnt fordelt mellem den masse vi kender.

Jeg forestiller mig at dette mørke stof udsender energi i form af ”sort lys” i alle retninger. Når lyset møder atomer, drejes det udenom, men bremses en smule, hvorved energi afsættes som tryk på atomet. Fra alle andre sider opstår naturligvis et tilsvarende tryk, og atomet er vægtløst indtil der kommer en læ giver.
En læ giver kan være alt, fra en partikel i samme størrelse, til en jordklode. Resultatet vil være at de presses mod hinanden, og at læ virkningen øges med kvadratet på den aftagende afstand ;)

Når Henrik Eriksen befinder sig på Jordoverfladen, gennembores han af sort lys fra alle retninger, og alle atomer i hans krop modtager tryk fra alle retninger.
Det tryk der kommer nedefra er svækket en smule ved at være ”skinnet” gennem jordkloden. Resultatet bliver at trykket ovenfra presser ham mod overfladen.

Hvis vi anbringer ham på månen, vil trykket fra oven være det samme, men trykket nedefra vil være seks gange større end på jorden, da månens diameter er seks gange mindre end jordens.

Efter gængs opfattelse trækker jorden i månen og vise versa. Da vi jo kan konstatere at der ikke er et tov imellem dem er det altså anseelige suge energier der skal kreeres, for at modvirke sentrifugalkraften. Sugeenergien sendes endvidere ikke kun mod månen, men i alle retninger, og uendeligt langt ud.

Da vi ved selvsyn kan se at der i midten af en vaniljekrans ikke er en suge generator, kan man betvivle at en sådan skulle findes i jordens midte.

Det er langt mest sandsynligt, at tyngdeenergien udstrømmer fra det sorte.

Når man kigger ud af vinduet, må man konstatere at stråler går fint gennem sand, som er hovedbestanddelen i glas. Radiostråler går fint gennem beton osv. Er det så svært at forestille sig stråler der går gennem alt stof? Vi ved jo at stof næsten udelukkende består af mellemrum.

Næste gang du kikker ud af vinduet, så husk at det gør du jo i grunden ikke. Der udgår jo ikke noget fra dit øje og ud gennem glasset. Det hele er omvendt, ligesom med tyngdekraften.

Har i en forklaring på hvorfor man er så tung på månen, når dens masse kun er 1/81 del af jordens?

Mvh. Jørgen

Jeg tror lige jeg vil lave et lille indspark i denne diskussion og vende lidt tilbage til det oprindelige spørgsmål.

CERN er nemlig meget andet end lige LHCen. Jeg arbejder på CERN og er indvolveret i et lille (i CERN målestok) eksperiment under opbygning. Eksperimentet hedder AEGIS og har som formål at måle tyngdekraftens påvirkning af antistof (neutralt antibrint) - i første omgang til en præcision på ca. 1%, senere forhåbentligt endnu bedre.

Der er nemlig ikke noget til hinder for at antistof muligvis kan opføre sig anderledes i et tyngdefelt end almindeligt stof og det er faktisk aldrig blevet målt fordi det er et meget svært eksperiment at få til at lykkes.

Tyngdekraften kunne nemlig tænkes at have et par ekstra led, som vi bare ikke ser med almindeligt stof, da de der kunne tænkes at være lige store, men med modsat fortegn. Der er faktisk endnu flere teorier i omløb, for vi ved faktisk ikke så meget om tyngdekraften endnu fordi det er så svag en kraft og derfor meget svær at angribe eksperimentelt med høj nok præcision.

Tyngdekraften kunne nemlig tænkes at have et par ekstra led, som vi bare ikke ser med almindeligt stof, da de der kunne tænkes at være lige store, men med modsat fortegn.

For måske 15 år siden? læste jeg om et eksperiment, der skulle påvise/afkræfte at tyngdekraften bestod at 3 krafter, hvor den ene var frastødende, som en matematisk model viste. Eksperimentet bestod i at lade et lod falde ned i en dyb mineskakt, og måle præcis ankomst til forskellige punkter. Desværre gjorde måleunøjaktigheden, at der var et lille overlap mellem de teoretiske værdier, og igen desværre, var det lige der de målte værdier befandt sig, og så var man lige vidt.

[quote]Tyngdekraften kunne nemlig tænkes at have et par ekstra led, som vi bare ikke ser med almindeligt stof, da de der kunne tænkes at være lige store, men med modsat fortegn.

For måske 15 år siden? læste jeg om et eksperiment, der skulle påvise/afkræfte at tyngdekraften bestod at 3 krafter, hvor den ene var frastødende, som en matematisk model viste. Eksperimentet bestod i at lade et lod falde ned i en dyb mineskakt, og måle præcis ankomst til forskellige punkter. Desværre gjorde måleunøjaktigheden, at der var et lille overlap mellem de teoretiske værdier, og igen desværre, var det lige der de målte værdier befandt sig, og så var man lige vidt.[/quote]

Det er delvist det der er pointen med vores eksperiment idet mindst et af disse ekstra led teoretisk set skulle ændre fortegn med antistof i forhold til stof og derfor være meget nemmere at se end ved forsøg med normalt stof, så 1% nøjagtighed skulle allerede give os en god indikation af om der er noget at komme efter.

Har i en forklaring på hvorfor man er så tung på månen, når dens masse kun er 1/81 del af jordens?

Radius er mindre

Mvh Søren

[quote]Har i en forklaring på hvorfor man er så tung på månen, når dens masse kun er 1/81 del af jordens?

Radius er mindre

Mvh Søren[/quote]

Nåe ja jeg glemmer jo at sugemodellens tilhængere ikke mener at hvert enkelt atom suger, men at suget, på mystisk vis, forenes i massemidtpunktet, og derefter daler med kvadratet udefter.

Joe, man kan få næsten rigtige beregninger med den model, om end de er noget indviklede.

For et kvart årtusinde siden, kunne man også lave ret præcise beregninger af planetbaner, ved at bruge epicykler. Skide indviklet, men det virkede næsten, og for alt i verden levede det op til gængs opfattelse.

Mvh Jørgen

Jeg tror lige jeg vil lave et lille indspark i denne diskussion og vende lidt tilbage til det oprindelige spørgsmål. CERN er nemlig meget andet end lige LHCen. Jeg arbejder på CERN og er indvolveret i et lille (i CERN målestok) eksperiment under opbygning. Eksperimentet hedder AEGIS og har som formål at måle tyngdekraftens påvirkning af antistof (neutralt antibrint) - i første omgang til en præcision på ca. 1%, senere forhåbentligt endnu bedre. Der er nemlig ikke noget til hinder for at antistof muligvis kan opføre sig anderledes i et tyngdefelt end almindeligt stof og det er faktisk aldrig blevet målt fordi det er et meget svært eksperiment at få til at lykkes. Tyngdekraften kunne nemlig tænkes at have et par ekstra led, som vi bare ikke ser med almindeligt stof, da de der kunne tænkes at være lige store, men med modsat fortegn. Der er faktisk endnu flere teorier i omløb, for vi ved faktisk ikke så meget om tyngdekraften endnu fordi det er så svag en kraft og derfor meget svær at angribe eksperimentelt med høj nok præcision.

Hej Lars V. Jørgensen,

lyder interessant, for antistof er jo ikke blot negativt i elektrisk forstand, men noget der er mere end blot modsat elektrisk.

Har du mulighed for at henvise til hjemmesider, der netop beskæftiger sig om gravitationskraften og stof/antistof problemet?

Jeg kan fint se en mulighed i, at antistofeffekten kan have andre indvirkninger på gravitation, men hvordan er antistofeffetens natur egentlig, for den er jo ikke elektrisk eller magnetisk, da selv en neutron har en antipartikel?

Med venlig hilsen
Lars Kristensen

The Frog That Learned to Fly:
http://www.ru.nl/hfml/research/levitation/...
Citat: "...
we find that fields of the order of 1 and 10T[Tesla] are sufficient to cause levitation of para- and diamagnetics. This result should not come as a surprise because, as we know, magnetic fields of less than 0.1T can levitate a superconductor (x= -1) and, from the formulas above, the magnetic force increases as B^2.
...
There is one important aspect in which the diamagnetic levitation differs from any other known way of levitating or floating things. In the case of diamagnetic levitation, the gravitational force is compensated on the level of individual atoms and molecules. This is, in fact, as close as we can - probably ever - approach the science-fiction antigravity machine.
[ Men det er ikke sand anti-gravitation. Det er blot en balance mellem gravitationskraften og magnetismekraften - medmindre vores model af gravitation er forkert. ]
...
So, the frog’s atoms do not feel any force at all and the frog floats as if it were in a spacecraft.
..."

Kunne det tænkes at , da big bang skete , sprængtes og spredtes først "Æteren" ud som det mest fintmaskede net ud i intetheden , som er tyngde-suppen der modvirker eller trykker på al masse , og at grunden til alting fjernes fra hinanden hurtigere og hurtigere er at den yderste chockbølge er ved at ebbe ud og trykket på massen mindskes.

Disse to bud (og der er en del flere) på den livløse natur, har hver især fordele/ulemper - men der er ikke plads til dem begge, som der f.eks. er med Heisenbergs matrix-mekanik og Schrödingers bølgeligning der angiver samme fysik med forskellig matematik.

Jo mindre indblik man har inden for en emnekreds, jo større er legepladsen for forskellige (eller ligefrem modstridende) modeller der sendes i omløb.
Inden for en overordnet model for den livløse natur florerer nu alt for mange tiltag, og så vil eksperimenter vil altid kunne luge ud i ukrudtet.
Det vil være befriende at Cerns forsøg ville indskrænke teoretikernes muligheder for ageren, da det ville betyde at man vkunne indkredse og optimere de tilbageværende bestræbelser på at afsløre naturens hemmeligheder.

Det er standardteori der p.t. er bedste bud, den har dog gjort kvalificerede og senere bekræftede forudsigelser (i modsætning til strengteori).
Den har for hvor partikel et tilhørende felt, der gerne skulle virke også for gravitionen.
Einstein forsøgte aldeles forgæves i årtier at skabe en ren feltfysik, andre har forsøgt sig med et ligeså håbløst projekt: en ren partikelfysik.
- Det ser ud til at både feltet og partiklen er kommet for at blive.

Gennem fysikhistorien har mange fysiske teorier med en smuk matematisk baggrund set dagens lys, men ikke standardteori der overordnet ikke er baseret på en matematisk skønhed (læs: styrke). Der er stadig meget arbejde at gøre for teoretikeren: engang i 90'erne sagde en fysiker "Kim, om 10 år har vi løst fysikken overordnede problemer". Den holdt ikke stik, lige så lidt som Jehovas vidners mange forudsigelser om jordens undergang.

Universet har mange ukendte og uopdagede fænomener og genstande, som blot venter på at blive opdaget og forstået.

Det må man sige ubetinget ja til. En ægte floskel.

Bortset fra - hvorfor skal man opdage noget når vi har Lars' åbenbaringer fra det hinsides eller hvor han nu henter sine erkendelser.

engang i 90'erne sagde en fysiker "Kim, om 10 år har vi løst fysikken overordnede problemer".

Jeg har en populærvidenskabelig fysikbog fra 1898. Meget underholdende beskrivelse af forskellige forsøg.

I indledningen står der at der ikke vil være meget arbejde til fremtidens fysikere: næsten alt hvad der kan opdages er allerede opdaget (anno 1898). Der mangler bare nogle få ting, f.eks. den fotoelektriske effekt.

Det var 114 år siden...

Mvh. Peter

Og Peter, lige som man er ved målet (f.eks. 1898 eller i dag med teorien om al ting - standardmodellen), vælter det omkuld og man forsøger at få fodfæste i brokkerne.

"En lysstråle indeholder derfor - udover de elektriske og magnetiske kraftfelter også et tyngdekraftfelt."

Tyngdekraftfeltet må man så kunne måle, eller er feltet så lille at vi ikke har instrumenter der er i stand til det?

eller er feltet så lille at vi ikke har instrumenter der er i stand til det?

Ja, så længe man ikke kan måle eller på anden måde registrere det - er alt jo muligt. Selv nisser, engle og den intelligente designer

For Dem der kunne ønske et alternativ til den blindgyde 'tyngdekraften' befinder sig i, foreslås det at søge; walter russell gravitation -

"En lysstråle indeholder derfor - udover de elektriske og magnetiske kraftfelter også et tyngdekraftfelt." Tyngdekraftfeltet må man så kunne måle, eller er feltet så lille at vi ikke har instrumenter der er i stand til det?

Der behøves formentlig ikke direkte målinger af tyngdekraften.

Er det muligt at trække energi ud af tyngdekraften, hvad jeg mener det er, så kan det lade sig gøre ved at måle de følgevirkninger der opstår ved udtrækningen af energien i tyngdekraften.

Følgevirkningen vil ske gennem en påvirkning af stoffers indbyrdes energibindinger, fordi tyngdekraften er i samspil med de elektriske og de magnetiske kræfter i al stof.

Kan det lade sig gøre at trække energi ud af tyngdekraften, vil det ske ved at der bliver taget energi fra stoffers energibindinger og der vil ske en spaltning af stoffet, ved dets svageste energibinding.

Kunne der bruges vand til dette, ville vandet blive spaltet til knaldgas.

Ville det være muligt at trække energi ud af tyngdekraften ved hjælp af eksempelvis kviksølv, ved en simpel opstilling, så ville myten om alkymisternes forvandling af kviksølv og bly (blyamalgam) til guld være en realitet.

så du mener ikke at tyngdekraften virker direkte på protoner, neutroner og elektroner, men på en, indtil videre, ukendt kombination af disse? ja, for ellers kan der ingen forskel være på enkelte atomer, vel?

Kan det lade sig gøre at trække energi ud af tyngdekraften, vil det ske ved at der bliver taget energi fra stoffers energibindinger og der vil ske en spaltning af stoffet, ved dets svageste energibinding.

Er der nogen der læser overstående som synes det giver mening hvad Lars skriver? I så fald vil jeg gerne høre nærmere.

Er der nogen der læser overstående som synes det giver mening hvad Lars skriver? I så fald vil jeg gerne høre nærmere.

Det er da nemt nok, han taler om at stå med en ambolt i begge hænder, hans armmuskler har nu givet ambolten potentiel tyngdeenergi og når han slipper den spalter den potentielle energi alle tåstof-bindinger, hvis jeg altså forstå ham rigtig... :o)

Det er lidt pudsigt at høre om disse gåder der skal løses. For tiden er det mest almindelige, at man putter nogle partikler på dem, og så er alle tilfredse.
I virkeligheden har det kun flyttet gærdet med nogle kvanter, for hvad er så partiklerne for nogle?
At fotoner skulle forklare statiske elektriske felter holder jo heller ikke. De forklarer heller ikke elektromagnetiske felter som sådan, men er gode at regne med og forklarer forskellige målinger, som ikke passede med en helt analog beskrivelse.
Den væsentligste gåde ved massetiltrækningen anser jeg for at være en eventuel udbredelseshastighed. Det ville formodentlig ændre hele kosmologien, hvis en endelig hastighed blev eftervist.

og når han slipper den spalter den potentielle energi alle tåstof-bindinger, hvis jeg altså forstå ham rigtig... :o)

Nåhh ja. Og noget af energien bliver til sønderrivende skrig som slår revner i vacuum og ...

Den væsentligste gåde ved massetiltrækningen anser jeg for at være en eventuel udbredelseshastighed. Det ville formodentlig ændre hele kosmologien, hvis en endelig hastighed blev eftervist.

Hvis solen kollapser, vil du være så forundret hvis dens kollaps kan registreres (tyngdebølge) før man kan se kollapset?

så du mener ikke at tyngdekraften virker direkte på protoner, neutroner og elektroner, men på en, indtil videre, ukendt kombination af disse? ja, for ellers kan der ingen forskel være på enkelte atomer, vel?

Hej Frank Fahrendorf,

jo, jeg mener så sandelig at tyngdekraften virker på al stofmasse, men skulle det være muligt at få energi ud af tyngdekraften, vil den energi man gennem tyngdekraften udvinder blive trukket fra stofmassens svageste energiled og i vands tilfælde er det den molekylære binding der er det svageste energiled.

Eksempelvis kan vi få energi ud af tidevandet, som jo opstår på grund af Månens og Solens tiltrækning, men den energi der frembringes gennem tidevandet skal jo komme et sted fra og det er formentlig ved at Jorden og Månen mister en specifik størrelse af sin bevægelsesenergi.

Men skal det være muligt at få energi ud af tyngdekraften ad anden vej end tidevandet, så vil det være andre energipotentialer energien tages fra, end Jordens rotationsenergi om Solen eller sig selv.

Søren Fosberg,

hvad er det du ikke forstår, hvorfor spørge andre, når du kan spørge mig. Måske kunne jeg forklare det på en anden måde, dersom du ikke forstår min tale/skrift. Men hvad er det du ikke forstår?

Hvis solen kollapser, vil du være så forundret hvis dens kollaps kan registreres (tyngdebølge) før man kan se kollapset?

For at fortsætte i samme spor, så tror jeg ikke det bliver det første jeg tænker over. Man må jo prioritere.

Det er lidt pudsigt at høre om disse gåder der skal løses. For tiden er det mest almindelige, at man putter nogle partikler på dem, og så er alle tilfredse. I virkeligheden har det kun flyttet gærdet med nogle kvanter, for hvad er så partiklerne for nogle? At fotoner skulle forklare statiske elektriske felter holder jo heller ikke. De forklarer heller ikke elektromagnetiske felter som sådan, men er gode at regne med og forklarer forskellige målinger, som ikke passede med en helt analog beskrivelse. Den væsentligste gåde ved massetiltrækningen anser jeg for at være en eventuel udbredelseshastighed. Det ville formodentlig ændre hele kosmologien, hvis en endelig hastighed blev eftervist.

Tyngdekraften har ingen udbredelseshastighed.

En snor der holder en genstand der roteres har heller ikke en udbredelseshastighed. Snoren bevæger sig jo ikke.

Det der er det slående spørgsmål, er om hvor hurtigt det går, når tyngdekraften mister sin ballast, den masse som den bruger for at holde fast i noget.

Faktisk vil et tab af ballast blive registreret øjeblikkeligt, ligegyldigt hvor mange millioner af lysår du befinder dig fra ballasten. I det øjeblik ballasten ikke længere findes vil tiltrækningen ej heller virke.

Nu er så spørgsmålet, om tyngdekraftens kraftfelt opfører sig som en elastik eller som et andet kendt materiale vi bruger som bindeled mellem to genstande.

Skulle der være en forsinket reaktion i tyngdekraften, dersom en ballast forsvandt, så skal tyngdekraftens kraftfelt i sig selv have en indre form for energi-sammenhæng, ligesom en snor har det eller en elastik, som har et indre træk, som vil blive udløst i det øjeblik ballasten ikke længere er til stede.

Når en snor eller elastik mister sin ballast, vil der være en kraft i snoren eller elastikken, som skaber en sammentrækning, som vil kunne skabe en midlertidig stagnation i genstanden der ellers blev hold på plads af snoren/elastikken og ballasten.

Sammentrækningen i snoren/elastikken er en kraft snoren/elastikken fik når den strækker sig, for at holde fast i genstanden til ballasten.

Den form for kraft i tyngdekraftens kraftfelt kan jeg på ingen måde anse som værende eksisterende. Tyngdekraftens kraftfelt er hverken en snor eller elastik, men derimod et kraftfelt og det er noget helt andet.

Prøv at lav eksperimentet ved hjælp af elektriske eller magnetiske kraftfelter. De vil også reagere øjeblikkeligt, dersom ballasten blev fjernet, ligegyldigt hvor langt væk fra genstanden, som de fastholder til ballasten, befinder sig.

Det er i princippet ikke tyngdekraften der holder Jorden i dens bane om Solen, men derimod Solens masse, som jo netop er tyngdekraftens ballast i forholdet til at Jorden kredser om Solen.

Forsvandt Solen helt og totalt lige nu når du læser dette, så ville Jorden i samme øjeblik bevæge sig i en tangentbane væk fra dens cirkulationsbane om Solen. Ganske enkelt fordi tyngdekraften ikke kan holde Jorden i dens cirkelbane uden Solens masse og er den væk er virkningen fra tiltrækningen fra Solens tyngdekraft også pist borte.

Derfor er en tyngdekrafts virkningstid mellem to masser i princippet ligegyldig, da den ikke har en tidsfaktor indbygget.

men den energi der frembringes gennem tidevandet skal jo komme et sted fra og det er formentlig ved at Jorden og Månen mister en specifik størrelse af sin bevægelsesenergi.

Hvis der ingen friktion var ville der ikke være noget energitab (i form af varme) pga tidevandsbevægelser. I et ideelt friktionsløst system ville tidevandet blot skifte mellem potentiel og kinetisk energi. Og den energi du tænker på er vel vandets vekslen mellem potentiel og kinetisk energi og ikke varmeenergien som friktionen skaber og som bliver tabt til universet. .

Du har nogle meget tågede forestillinger om grundlæggende fysiske forhold. Du mener vist at arbejde udført af tyngden (æblet der falder fra grenen) "trækker" energi ud af tyngden - som du kalder det. Men energien skifter blot form og ser man bort fra friktion vil æblet blot hoppe op og ned, fra potentiel til kinetisk energi og tilbage igen til potentiel i al evighed indtil der kommer nogen og spiser det.

I betragtning af at du diverterer debatten år ud og år ind med alskens mumbo jumbo fysik kunne man godt forvente at du ved lidt om grundlæggende mekanisk fysik. Men det skal måske være kreativt at være så uvidende.

Man må jo prioritere.

Ja, hvad vil du gøre hvis at 7 minutter tilbage at leve i - spørgsmålet. Skrive en bog om tyngdekraftens udbredelseshastighed er er vel udelukket.

Tyngdekraft er ikke et kraftfelt. Et (tyngde)kraftfelt (i klassisk mekanik) har til hvert et punktet knyttet en kraftvektor (tyngdekraften) hvis retning og størrelse kan bestemmes ved hjælp af Newtons tyngdelov.

Er det ikke korrekt?

Faktisk vil et tab af ballast blive registreret øjeblikkeligt, ligegyldigt hvor mange millioner af lysår du befinder dig fra ballasten. I det øjeblik ballasten ikke længere findes vil tiltrækningen ej heller virke.

Nå, det mener du. Uhyre interessant. Og..?

Hvis du er ægte interesseret, hvorfor studerer du så ikke lidt fysik, det kunne være du syntes det ville være spændende at få lidt hold på begreberne? Kender du denne interessante bog: Erik Øhlenschlæger, Grundlæggende fysik 1.

Der er også andre

Er altid nysgerrig efter danske bøger, især om - grundlæggende - fysik.
Glæder mig til læsningen.
En øjblikkelig virkende gravition er (næsten) usandsynlig, eneste mulighed må være at gøre den kvantisk sammenfiltret - at solens forsvinden ville udvirke et tyngdefelts momentane kollaps.
Men at forsvare det kræver mere indsigt end Øhlenschlæger fysik 1.

Men at forsvare det kræver mere indsigt end Øhlenschlæger fysik 1.

Man skal jo starte et sted Kim, Og du behøver ikke give svar. Det er der ingen der forventer af dig.

Tyngdekraften har ingen udbredelseshastighed.

Når man skaber et nyt atom, vil det altså have udbredt en tyngdekraft allerede inden det er skabt?