Forskere vil bygge privat asteroide-observatorium

En gruppe forskere er gået sammen for at bygge og opsende verdens første private rumobservatorium. Observatoriet skal kortlægge asteroider i det indre solsystem

Det første privatfinansierede rumobservatorium skal hjælpe forskerne med at holde øje med asteroidetrusler fra rummet, som kan udslette vores civilisation eller skabe ragarok på Jorden ved store nedslag.

Det private rumobservatorium er hjertet i det såkaldte Sentinel-projekt, der blev præsenteret i Mountain View i Californien i slutningen af sidste uge. Bag projektet står nonprofit-gruppen B612. B612 er en gruppe forskere og teknikere, som længe har været fortalere for udforskning af asteroider og bedre overvågning af den trussel, de udgør mod Jorden.

Sentinel omfatter udviklingen af et nyt rumteleskop der skal opsendes i bane omkring Solen. Formålet er at skabe det første omfattende og dynamiske kort over området i det indre Solsystem. Kortlægningen skal omfatte eksisterende og kommende baner for asteroider nær Jorden. Det skal være grundlaget for vores udvikling af metoder til at afværge fremtidige sammenstød.

Opsendelse i 2016

Målet er, at Sentinel-rumobservatoriet skal opsendes i 2016 med en Falcon 9 raket fra det private firma SpaceX. Observatoriets kontrolcenter bliver på Laboratory for Atmospheric and Space Physics ved University of Colorado i Boulder.

Ed Lu er tidligere Nasa-astronaut og formand for B612. Han fortæller til Space.com:
'Vi gør det her, fordi vi kan! Det er slet ikke så tosset at have et privat finansieret rumobservatorium. Der findes allerede privat finansierede observatorier på Jorden. Forskellen er blot, at dette vil være i kredsløb om Solen og ikke stå på Jordens overflade.'

Han oplyser, at man det sidste år har arbejdet hårdt på at få defineret projektet. Den foreløbige mission er fastlagt, og et foreløbigt design til rumobservatoriet er også færdigt. Rumfirmaet Ball Aerospace fra Boulder i Colorado har givet et fastpristilbud på at bygge observatoriet, der er baseret på noget af B612's tidligere arbejde med infrarøde detektorer. Ball Aerospace har tidligere bygget en række af Nasas rumteleskoper som Spitzer og Kepler.

Aftale med Nasa

Nasa og B612 har endvidere indgået en aftale om brugen af Nasas Deep Space kommunikationsnetværk til kommunikation med rumobservatoriet samt teknisk assistance. B612 er i gang med en række kampagner for at indsamle penge til observatoriet.

Sentinel skal gennemføre sin kortlægning på 5½ år. Målet er at finde 90 procent af alle asteroider nær Jorden større end 140 meter i diameter. Hvis en sådan asteroide rammer Jorden, svarer det til en eksplosion på 100 megaton. B612 mener, at blot 10.000 af den omkring halve million asteroider af denne størrelse, hidtil er blevet opdaget.

Ed Lu vil ikke oplyse den præcise pris for projektet, men påpeger at det vil være nogle få hundrede millioner dollars, meget billigere, end hvad han mener, Nasa kan gøre det for.

Dokumentation

Mere om B612-projektet
Artikel på Space.com

Kommentarer (3)

"Se, en rum-sten er på vej til at ramme jorden, men hvis du køber den her xyz-dims, så er du sikker på, at den ikke rammer dig."
2 dage senere, "Ups vi tog fejl, den rammer alligevel ikke" men blev 20 zilliarder rigere.

  • 0
  • 0