Nye undersøgelser foretaget af tre forskere fra University of Maryland har kastet nyt lys over Neptuns største måne Triton. Forskerne Jodi Gaeman, Saswata Hier-Majumder og James Roberts satte sig for at undersøge, om der stadig findes et flydende hav under iskappen.

Tilsvarende mener forskerne også, at der findes have under iskapperne på månerne Europa og Enceladus.

Triton blev opdaget af den engelske astronom William Lassell i 1846, og den har kun været besøgt en gang. Det var i 1989, da Voyager 2-rumsonden fløj forbi. Rumsondens observationer afslørede en overflade, der primært består af vandis med kvælstof, methan og kuldioxid. Da månens massetæthed er høj, mener man, at den har en fast klippekerne.

Månen har en diameter på 2.700 kilometer og kredser helt udsædvanligt imod Neptuns omløbsretning. Normalt dannes måner fra interstellart støv i en støvskive omkring planeten, og månerne kommer herved til at kredse i samme retning som planeten. At Triton kredser modsat, i retrograd bane, betyder, at månen sandsynligvis ikke er dannet ved Neptun.

Astronomerne mener, at Triton har været et Kuiperbælte-objekt, der i universets dynamiske ungdom er blevet sendt ind i solsystemet og opfanget af Neptuns tiltrækning i en meget elliptisk bane.

Denne type bane vil have skabt kraftige tidevandskræfter på Triton, hvilket vil have skabt gnidninger som førte til energitab. Energitabet er blevet omdannet til varme i månen, og denne varme kan have smeltet noget af den nedre del af iskappen og skabt et hav under Tritons iskappe.

Energitabet har ifølge de nye undersøgelser også været med til gradvist at ændre Tritons bane fra en elliptisk til en cirkulær bane.

Varmen i månens indre stammer også delvist fra henfald af naturlige radioaktive isotoper, hvilket er en proces, der kan generere varme i milliarder af år. Selvom varmen fra henfaldet er meget større end dens fra tidevandskræfter, så er det stadig ikke nok til alene at holde Triton indre opvarmet og et hav flydende i 4,5 milliarder år.

Varmen på grund af tidevandskræfterne vil være koncentreret i bunden af Tritons iskappe og har været med til at begrænse islagets tykkelse. Her har det fungeret som et varmetæppe. Ifølge de nye undersøgelser vil kombinationen af de to varmekilder have været nok til, at der stadig i dag kan findes et hav på Triton.

Det præcise tidspunkt for, hvornår Triton blev indfanget af Neptun, og hvor længe det har taget, inden dens bane blev cirkulær, ved astronomerne stadig ikke med nøjagtighed. Samtidig har størrelsen af den indre faste klippekerne også betydning for, hvor meget radioaktiv henfald der findes. Dette kan være med til at bestemme præcist, hvor stort det undersøiske hav er og bekræfte, at det stadig eksisterer i dag.

Resultaterne af undersøgelserne er blevet offentliggjort i det seneste nummer af tidsskriftet Icarus.

Dokumentation

Artikel på Space Daily
Artikel på Space.com