Forskere nærmere forklaring på mystisk bidød

Antallet af honningbier er drastisk faldende, men nu har forskere opdaget, at det er en nedbrydning i biernes ribosomer, der mindsker deres modstandskraft over for stress og sygdomme.

Forskerne på University of Illinois er kommet nærmere en forklaring på den massedød, der stadig oftere rammer hele kolonier af honningbier. Et mysterium, der de seneste år har optaget biforskere verden over.

Forskerne har opdaget, at bier, der rammes af bikubekollaps, har problemer med de ribosomer, der fremstiller proteiner til brug for eksempelvis biernes modstandsdygtighed over for pesticider og sygdomme.

Biforskere er fremkommet med mange forskellige forklaringer på, hvorfor kolonier af bier kollapser, og forskerne på University of Illinois anerkender, at der er flere årsager til bidøden. Men som et fællestræk har de opdaget, at biernes ribosomer ikke fungerer, som de skal, og bikuben efterfølgende kollapser som følge af nogle af de andre forhold, som forskere har påpeget.

Virusinfektioner fører til sammenbrud
Forskerne mener, at det er flere samtidige virusinfektioner, der er skyld i, at biernes ribosomer ophører med at fungere, som de skal.

»Bierne har tilsyneladende evnen til at håndtere en enkelt af disse, men flere samtidige virusinfektioner får grundlæggende hele systemet til at bryde sammen,« siger May Berenbaum fra University of Illinois til Scientific American.

May Berenbaum og hendes forskerhold har screenet generne på en række bier, der har været udsat for bikubekollaps, og sammenlignet dem med prøver af gener fra bier, der er udtaget, før bikubekollapserne tog fart i 2006. De har fundet forskelle i 65 gener, og forskerne håber nu, at de kan hjælpe biavlere med en tidlig varsling-gentest, der måske kan redde truede kolonier.

Resultatet af forskernes arbejde er netop offentliggjort i Proceedings of the National Academy of Sciences.

Årsager til blandt andet biers forsvinden er også genstand for forskning i Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) på Aarhus Universitet. DMU indgår i et femårigt, EU-finansieret, tværeuropæisk forskningsprojekt, der skal klarlægge trusler og muligheder for blandt andet bier.

Dokumentation

New Scientist: Bee genome gives killer clue to colony collapse disorder
Scientific American: Disappearing Bees Have Devastated Ribosomes
DMU: NEDGANG I EUROPÆISKE BESTØVERE KORTLÆGGES

Emner Sygdomme Dyr

Kommentarer (5)

Der skrives om "kolonier af bier" der kollapser, og om "bikubekollaps".
Med en "koloni" formoder jeg, at der menes een bi familie, altså den mængde bier der lever med een dronning i et stade/en kube? ("familie" er her den rigtige term)
Hvis det er rigtigt antaget, når der så skrives "kolonier" i flertal, er det så sådan at flere familier dør/kollapser samtidig? bifamilier, der lever i hvert deres stade samles ofte (nærmest altid) af biavleren i "bigårde". En bigård er altså mere en et stade, der står i umiddelbar nærhed.
Hvis en hel bigård dør samtidig er det selvfølgelig også et interessant perspektiv, at der måske er en reaktion på tværs af bi familier.
Er det tilfældet at hele bigårde er døde?
Med "bikubekollaps" formoder jeg, at der menes det samme, altså at alle bier (i een familie) som lever i eet stade dør samtidig, og ikke at stadet (kuben) fysisk kollapser (der er faktisk det der skrives).
I Danmark har vi bier i stader (det er den rigtige term), kuber brugte man for 100 år siden, de var ofte lavet af halm. Jeg mener da, at man nogen steder i verden bruger kuber (f.eks. Afrika).
Beklager hvis jeg virker for pernitten, for en (biavler) med domæne kendskab kan artiklen virke forvirrende, for lægmand bliver den såmænd nok ikke misforstået:-=

  • 0
  • 0

Det jeg gerne ville vide er:
1) Er det massevis af bier, der dør (mange bier fra mange forskellige (alle) familier)?
2) Eller er det mange bifamilier, der dør?
3) Eller er det ligefrem hele bigårde (mange stader placeret på et sted), der dør?

  • 0
  • 0