Forskere afslører demens på stemmen
Forskere fra IBM's forskningscenter i Haifa i Israel er begyndt at udvikle et system, som meget tidligt kan identificere udviklingen af demens alene baseret på stemmen.
Det betyder, at din mobiltelefon i fremtiden kan være med til at afsløre, at du har symptomer på demens. Stemmeprøverne tages over tid, og her kan små, uhørbare karakteristika på den mentale svækkelse være nok til, at et avanceret diagnosesystem kan afsløre sygdommen, skriver det norske Teknisk Ukeblad.
Fordelen ved systemet er altså, at man kan fange sygdommen på et meget tidligt stadie, som giver flere muligheder for at kunne behandle sygdommen præventivt. Derudover vil teknikken være billig i brug - noget, der står i stærk kontrast til i dag, hvor det både er dyrt og tidskrævende at etablere en diagnose på et tidligt stadie.
»Systemet, vi sidste år udviklede for strubekræft, havde en nøjagtighed på omkring 90 procent, og vi håber, vi vil kunne udvikle demenssystemet til en lignende nøjagtighed,« siger Ron Hoory, forsker ved IBM i Haifa, til Teknisk Ukeblad.
Læs mere hos Teknisk Ukeblad.




Kommentarer (0)