Forsker udlover 100.000 dollars af egen lomme for bevis mod kvantecomputere

Forskerstrid om, hvorvidt kvantecomputere kan opskaleres til praktiske anvendelser, får MIT-forsker til at udlove en dusør på 100.000 dollars af egen lomme.

Små kvantecomputere, der kan løse helt trivielle problemer, findes i dag i laboratorierne. Men kvantecomputere vil have ufattelig regnekraft, hvis de kan opskaleres.

Derfor foregår der en intens forskning rundt omkring i verden inden for forskellige aspekter med tilknytning til kvantecomputere.

Matematikeren Gil Kalai fra Hebrew University of Jerusalem i Israel tilhører dog en mindre gruppe af forskere, der argumenterer for, at det af principielle grunde aldrig bliver muligt at bygge kvantecomputere i stor skala.

Scott Aaronson fra Massachusetts Institute of Technology i USA er af den opfattelse, at det er godt nok vil kræve megen snilde, store investeringer og teknologisk innovation at bygge en stor kvantecomputer. Men det er efter hans opfattelse blot et spørgsmål om tid, før det sker.

Han har nu på sin blog udlovet en dusør på 100.000 dollars for en demonstration, som kan overbevise ham om, at det vil være umuligt i den fysiske verden at opskalere kvantecomputere til praktiske anvendelser.

Dekohærens er problemet

Scott Aaronson forklarer, at han kom på tanken, efter at Gil Kalai havde diskuteret dette emnet på en blog med Aram Harrow.

Diskussionen drejede sig bl.a. om det såkaldte Quantum Fault-Tolerance Theorem.

Foreløbig kan kvantecomputere kun løse trivielle problemer som at vise, at tallet 15 kan faktoriseres som 3 gange 5.

Hvis man vil skalere kvantecomputere op til at løse mere avancerede problemer, løber man uvilkårligt ind i dekohærens-problemer, hvor uønskede, men uundgåelige vekselvirkninger mellem kvantecomputere og omverdenen ødelægger de delikate kvantetilstande, som er betingelsen for at udføre kvanteberegninger.

Fejlkorrigerende teknikker er løsningen

Her kommer kvante-fejltolerance teoremet til hjælp.

Det siger, at hvis dekohærensen kan holdes under et vist kritisk niveau, så kan man med avancerede fejl-korrigerende teknikker rette op på problemet.

Scott Aaronson erklærer, at han nu vil have skeptikerne over for kvantecomputere til at være konstruktive i deres kritik i stedet for blot at være negative.

Hvis der findes et bevis for, at det er fundamentalt umuligt at bygge en kvantecomputer i stor skala, vil det nemlig være et fysisk gennembrud, som han gerne vil belønne med 100.000 dollars af egen lomme.

Han erklærer dog, at han er ret sikker på, at det næppe er tilfældet. Men på den anden side vil han gerne understrege sin mening ved at følge den amerikanske talemåde 'put your money where your mouth is'.

Kommentarer (4)

At bevise, at noget er umuligt, er selvsagt en kende vanskeligere end at bevise, at noget er muligt.

Men hvis du påstår at noget er umuligt, som Gil Kalai o.a. åbenbart gør, så er det op til dig at frembringe overbevisende dokumentation for, at du har ret.

  • 0
  • 0