Forsker om brintfund: Månen er begyndt at afsløre sine hemmeligheder

Forskerne klør sig i nakken over nye brintfund, som Nasas nyeste månesonde Lunar Reconnaissance Orbiter sender hjem.

Månesonden Lunar Reconnaissance Orbiter, der blev sendt op den 18. juni i år, har fundet tegn på store mængder brint på Månen, hvilket kan være endnu et tegn på, at der findes vand.

Sporene af brint er fundet i de skyggefyldte kratere ved Månens sydpol, men meget overraskende er der også fundet brint i solrige områder.

»Månen er begyndt at afsløre sine hemmeligheder, men nogle af disse er meget komplekse,« siger Nasas ledende måneforsker, Michael Wargo.

Foreløbige brintforekomster fra Lunar Reconnaissance Orbiter. (Grafik: NASA/Institute for Space Research Moscow)

Den ansvarlige projektleder fra Nasa, Richard Vondrak, påpeger, at det kan betyde, at der findes vand under overfladen. Vand kan ikke eksistere på overfladen, hvor det vil blive udsat for temperaturer op til 105 grader celsius.

»Vi ved ikke, hvor meget brint, der findes, eller hvor dybt det ligger. Samtidig er det heller ikke afklaret, om brinten er vand, og om det er i form af is,« sagde Richard Vondrak under en pressekonference, hvor de seneste resultater fra Lunar Reconnaissance Orbiter blev vist frem.

Hvis det viser sig at være vand, vil det lette fremtidige bemandede missioner til Månen, for det vil reducere behovet for at bringe vand med til Månen til brug på fremtidige Månebaser.

Samtidig kan vandet benyttes til at producere ilt og brint, der kan være iltningsmiddel og brændstof til fremtidige rejser videre til Mars.

Lunar Reconnaissance Orbiter, der netop er begyndt på en fire år lang mission, har til opgave at søge efter spor af frossent vand og udarbejde et detaljeret kort af Månen til planlægningen af en fremtidig bemandet Månebase.

Rumsonden har tilbragt de seneste tre måneder med at teste instrumenterne, der blandt andet består af en strålingsdetektor, en radar, en højdemåler, en russisk neutrondetektor og et ultraviolet spektrometer.

Et instrument, kaldet Diviner, har målt temperaturerne i kraterne ved sydpolen. Her når temperaturerne helt ned til minus 184 grader celsius, hvilket ifølge Richard Vondrak er et af de koldeste steder i solsystemet.

Forskerne mener, at der måske kan findes store, flere millioner år gamle isforekomster i de mørke områder i kraternes bund.

Dokumentation

Nasa om Luna Reconnaissance Orbiter:

Kommentarer (17)

Måske skulle man lede efter liv på Månen, hvis det viser sig at Månen har grundvand eller evt. isolerede områder med grundvand.

  • 0
  • 0

Det er indtil videre fundet flere meteotitter fra Mars på Jorden bla. på antarktisk. Jeg har spekuleret over om noget lignende kan være tilfældet med stykker fra Jorden på Månen. F.eks. ved at stykker slået løs fra Jorden ved meteornedslag kan have faldet ned i Månens meget kolde kraterer og således have bevaret DNA-materiale fra hinsvunde tider og f.eks. give et indblik i livets begyndelse på Jorden.

  • 0
  • 0

For st undslippe jordens tyngdekraft skal disse objekter opnå en starthastighed på 11,2 km/t plus "atmosfæretillæg". Fra månen til jorden skal der "kun" opnåes en hastighed på 1,4 km/t. Stadigt ret meget men temmeligt meget mere sandsynligt

  • 0
  • 0

Her når temperaturerne helt ned til minus 184 grader celsius

Et passende sted, til en superledende ring, der opbevarer stor energi.

Udover, den i praksis kan bruges som batteri, vil en superledende ring med støm, også kunne ligge til fremtidige månerejesende, der opdager månen, efter vi er uddøde.

  • 0
  • 0

Rettelse: Undvigelseshastigheden for Månen er 2,38 km/s.

Ikke hvis du sigter imod jorden, så er den mindre (dog vist nok ikke mit 1,4 km/s).

Er der nogen der ved hvordan man regner ud hvor meget jordens tyngdekraft "fortynder" undvigelseshastigheden fra månen, hvis man sigter imod jorden?

  • 0
  • 0

Måske skulle man lede efter liv på Månen, hvis det viser sig at Månen har grundvand eller evt. isolerede områder med grundvand.

Grundvand?

Månen begyndte sandsynligvis sin tilværelse som en smeltet bold af lava, og siden da er overfladen blevet bombarderet af himmellegemer, med en frekvens der sandsynligvis bliver mere og mere sjælden. Kan liv have overlevet eller udviklet sig under disse betingelser? Jeg tror nej, men, naturligvis er Månen nu og da blevet ramt af nedfaldt fra Jorden, når Jorden er blevet hamret af et ekstra stort himmellegeme, måske for eksempel for 65 millioner af år siden, eller noget lignende, måske tidligere i Jordens fortid. Som betyder, at Månen sandsynligvis er blevet ramt af gloende hede klumper af klipper og diverse, med is på ydersiden, og i disse klumper har der sandsynligvis været levende bakterier, og måske også levende småkryb. Men, om disse organismer kunne overleve nedslaget på Månen,og den kulde der dernæst har hærget, er et godt spørgsmål. Desuden bliver Månen ofte ramt af nedslag, for det meste kun ganske små nedslag, men det pulveriserer Månens overflade efterhånden overalt, en langsommelig men eviglang proces, der vedbliver med at hærge. Jeg må sige, at jeg i de højeste bjerge i Norge har set, at der lever meget små insekter i selve klipperne, visse steder, så små at man med øjne omtrent slet ikke kan se dem. Sådant liv eksisterer på trods af et barsk klima, som betyder, at fx bakterier måske kan have overlevet på Månen, ved at formere sig i en retning indad i klipperne, bort fra overfladens trusler: kulden og strålingen og de kosmiske nedfald.

Om vand: Ja, når Månen bliver ramt af en komet, den slags der består især af is, da må noget af dette eksplodere op som damp og kredse omkring Månen og sidenhen måske delvist dratte ned på bunden af de dybeste kratere på Månen, som sne eller is. Og dér, i bunden af disse få kratere, kan is måske undgå at fordampe, fordi solens stråler måske aldrig evner at spejle sig tilstrækkeligt imod klippevægge til at ramme og fordampe. Klipper kan dog desværre være nogle temmelig gode spejle for infrarød varmestråling, som betyder at selv meget kolde skyggefulde steder måske ikke er så kolde på alle tider af et måneår.

Som betyder, at hvis vi kan finde vand eller is på Månen, da tror jeg på, at vi vil finde sådant vand dybt under overfladen, i hvert fald grundigt tildækket af støv og klipper fra nedfald fra itusprængninger af nedfaldne himmellegemer på Månen. Belæg: Sådan cirka kan man finde is og sne på toppen af halvhøje bjerge på Jorden om sommeren: gammel sne der ved et tilfælde er blevet dækket af et tykt lag af støv eller mudder, før sommerens varme nåede at hærge.

Måske kan man kalde sådant for frossen grundvand, men jeg opfatter normalt grundvand for at være vand som er sunken nedad, og sådant er næppe nogensinde sket på Månen. Kometer af is, som rammer Månen, kan umuligt gøre andet end at fordampe ved nedslaget, og hvis noget af opslaget sidenhen rammer Månen igen, da må det på ny nedfalde temmelig brutalt, fordi Månen ikke har nogen atmosfære til at dæmpe farten. En interessant tanke, om det er sådan at det foregår, og om klipper efterhånden opfanger tilstrækkelig megen af bevægelsesenergien til at tillade at isklumper langt om længe nedfalder på en måde så det ikke fordamper. Fra filmen Groundhog Day: »Sner det i rummet?«

  • 0
  • 0

Jorden og Månen menes at være skabt samtidig ved en kollision mellem to protokloder. Jeg antager at både Månen og Jorden fik forholdsvis nogenlunde lige meget vand og atmosfære fra kometer og vulkaner umiddelbart efter deres skabelse, men at Månen ret hurtigt mistede sin atmosfære pga. Månen lille masse samt manlende beskyttelse fra solvinden. Jeg kan derfor ikke se nogen grund til at Månen ikke skulle have et vandresoir dybt under overfladen.

Mht. DNA-bibliotek tænker jeg ikke på mikroorganismer der har overlevet turen, men alene på relativt store DNA-fragmenter.

  • 0
  • 0

Jeg kan derfor ikke se nogen grund til at Månen ikke skulle have et vandresoir dybt under overfladen.

Jeg er enig i princippet, men, det kræver i så fald nogle omstændigheder, for hvad sker der reelt, når en nyskabt lille klode (måne) er rødglødende og smeltet?

Da, antager jeg, vil alle tunge atomer og molekyler synke indad i planeten, og alle lette atomer og molekyler vil flyde opad i retning af overfladen. Sandsynligvis vil alt dette opføre sig som i en sovs der koger i en gryde, det vil sige at turbulens nu og da sender tungere smeltestoffer opad imod overfladen, en tendens der langsomt aftager, efterhånden som temperaturen falder. Dette betyder, at jeg antager at en frossen Måne stort set har alle sine tungeste atomer og molekyler i sit center, opdelt i jævne lag, bortset fra visse sent efterladte og størknede turbulenser, som måske kan række helt op til overfladen. Dertil har nogle store kosmiske nedslag nu og da hamret så hårdt, at områder af dybe stoffer måske på ny er smeltet og slynget opad i retning af Månens overflade. Men, i det store og hele: Jeg tænker, at da Månen stadig var smeltet, at da samlede alt vand sig på overladen af Månen, sådan cirka som det er sket på Jorden, og at det meste af dette vand siden fordampede og undslap Månens tiltrækningskraft.

Dette er det generelle billede, sådan cirka, tror jeg, men det forhindrer dog ikke, at der visse steder på Månen, og i Månen, kan være nogle samlinger af is. For eksempel, kan vi forestille os, at i de tusindevis af år, da Månen sandsynligvis havde et hav på overfladen, da blev Månen måske ramt af et stort himmellegeme, måske tilstrækkeligt til at eksplodere et dybt hul, og ned deri strømmede måske en masse vand, måske tilstrækkeligt til at størkne klipperne og sikre at endnu mere vand, der strømmede ned, ikke fordampede, og måske er dette vand sidenhen blevet tildækket af støv og klipper, tilkastet fra efterfølgende nedslag på Månen. Hvis det er denne art af vanddepoter, som der tænkes på, er jeg enig.

I det hele taget er Månen en guldgrube, for den er jo som én stor stenmasse der må være særdeles let at grave mineskakter i, og man kan grave vilkårligt dybt, endda lave tunneler på kryds og tvært hele vejen igennem, og undervejs vil man kunne finde hvilke som helst stoffer, også diamanter, og hvis man graver dybt nok, da forudser jeg at man finder uendelige store mængder af sammensmeltet guld, med belæg, at vi jo tror på at Månen delvist består af en del der tidligere tilhørte Jorden. Hvis vi dertil bygger en magnetisk slynge på Månen, drevet af el fra solceller, vil vi kunne anvende guld overalt hvor vi lyster, i mange generationer fremover. Noget at se frem til, for vore efterkommere.

  • 0
  • 0

Er der nogen der ved hvordan man regner ud hvor meget jordens tyngdekraft "fortynder" undvigelseshastigheden fra månen, hvis man sigter imod jorden?

Ja, tyngdepotentialet fra jorden er -GM/R hvor G er gravitationskonstanten, M er jordmassen og R er afstanden fra jordens centrum. Tyngdepotentialet fra månen er -Gm/r hvor m er månens masse og r er afstanden fra månen. Det totale tyngdepotentiale er summen -G(M/R+m/r) hvor R+r er afstanden mellem jorden og månen. Potentialforskellen fra måneoverfladen til potentialmaksimum mellem jord og måne definerer den søgte undvigelseshastighed.

  • 0
  • 0

og hvis man graver dybt nok

Nu hvor jeg tænker efter, er Månen endnu mere nem at score kassen på, end jeg hidtil har forestillet mig:

  • Hvis man graver en skakt indad i Månen, da vil man visse steder, fra overfladen og indefter, finde en fineste sortering af mineraler og metaller, undervejs indad, sorteret efter vægtfylde. Som blot venter på at blive udskåret med save eller laserstråler.

  • Samtidig vil man omtrent slet ikke være plaget af tyngdekraft, og tyngden bliver mindre og mindre, efterhånden som man finder tungere stoffer, altså lette at håndtere.

  • Og endda: Selveste skakten kan fungere som magnetisk slynge(!) Man bruger ganske enkelt skakten til at accelerere udskårne blokke opad, timet så præcist, at blokkene farer i retning af Jorden og nedfalder på Jorden på et forudberegnet sted, styret dertil af et par påsatte små hjælperaketter. Disse blokke kan man fx give en størrelse sådan cirka som et køleskab, en passende størrelse at kunne lede efter, og hver blok vil sandsynligvis bestå af rent guld, eller rent wolfram, eller platin, og så videre, for der må være en stor chance for at finde så fine opdelte størknede lag i Månen.

Dette betyder, at det første industriselskab der lykkes med at etablere en mineskat med magnetisk slynge på Månen, vil indtjene ufattelige mængder af penge, ved straks at tilsende blokke af sjældne metaller og mineraler til Jorden, fx tilsendt en ørken i USA, og udnytte at priserne endnu ikke er styrtdykket. Jeg ville i den forbindelse overhovedet ikke prale med, forinden, at jeg er i gang med at fuldføre et sådant projekt, for netop at score kassen på råvarebørserne.

Og, endda: En elektromagnetisk slynge, monteret i en lodret skakt indad imod Månens centrum, behøver jo meget tykke kabler af kobber, og meget kraftige magneter, samt enorme arealer af solceller på Månens overflade. Men, alle disse byggematerialer vil man kunne udskære i blokke fra Månens indre, hvis blot at man er heldig med den skakt som man borer, selv porcelæn vil man sandsynligvis kunne finde, til brug som isoleringsmaterialer imod stærkstrøm. Alle de rigdomme som findes i Jordens indre, som er uden for vor rækkevidde på grund af temperaturer og tryk, er frit tilgængelige for os i Månens indre.

Vi burde, seriøst, etablere et aktieselskab, og rejse en formue på børsen, og realisere et sådant guldgraverprojekt. I så fald, som det første, ville jeg straks investere i drengene der laver raketter i Danmark, og indkøbe en mobil borerig i Norge, bruge en sådan som affyringsplatform til havs, og astronaturne kan nøjes med typiske dragter som jagerpiloter anvender, blot ændret og forstærkede visse steder. Desuden har Norge sandsynligvis al den teknologi som man vil behøve på Månen, og et selskab som Mærsk har knowhow nok til at kunne organisere logistikken. Hvor svært kan det være, for man skal blot sende nogle skrappe borebisser til Månen og straks lade dem grave sig indad i Månen, væk fra overfladens farer, og med hensyn til arbejdsskader, er der sandsynligvis borebisser i verden der vil se stort på disse farer, hvis blot bonusbetalingerne og forsikringsbetalinger til familien er i top. Altså et projekt der slet ikke behøver at være nær så forsigtigt eller højteknologisk som de hidtidige rumprojekter. Desuden, ret hurtigt, så snart som at de første vovehalse har skabt en skat indad, vil vi kunne tilsende robotter til at hjælpe med alt det grove. Jeg ser et langt større udbytte af et sådant eventyr, og et langt hurtigere udbytte, end fx at investere i endnu et nystartet medicinselskab som vi i forvejen har nok af. Nogle få blokke på størrelse med køleskabe, af udvalgte sjældne metaller, vil være nok til at gøre alle aktionærer til baroner.

  • 0
  • 0

Mht. DNA-bibliotek tænker jeg ikke på mikroorganismer der har overlevet turen, men alene på relativt store DNA-fragmenter.

DNA 'overlever' ikke solen i mange minutter. DNA overlever i det hele taget ikke ret godt, man f.eks. aldrig fundet forstenet DNA på jorden.

  • 0
  • 0

DNA 'overlever' ikke solen i mange minutter. DNA overlever i det hele taget ikke ret godt, man f.eks. aldrig fundet forstenet DNA på jorden.

Det lader til du har fundet den helt rigtige metode til at bekæmpe mikroorganismer på hospitaler mm. - man åbner bare vinduet på en solskinsdag!
Eller hvad med planters blade? Planters blade virker ved at sollys trænger ind i selve cellen, hvor cellens DNA også befinder sig og laver fotosyntese.

Nu ved jeg ikke hvad du mener med forstenet DNA, men det anslås at den øvre grænse for DNA's holdbarhed er omkring 1 mio. år under optimale betingelser(f.eks. permafrost).

  • 0
  • 0

Kan du også sætte tal ind? ;)

Undvigelseshastighed fra månen til ligevægtspunktet er 1755 meter pr sekund.

G=. 6.668e_11 NB. Gravitationskonstanten
R1=. 6370000 NB. jordradius i meter
M1=. 5.977e24 NB. jordens masse i kg
R2=. 1737900 NB. måneradius i meter
M2=. 7.349e22 NB. månens masse i kg
D=. 384404000 NB. afstand fra jorden til månen i meter
x=. %:(M2%M1) NB. forholdet mellem ligevægtspunktets afstande til månen og til jorden
x1=. D%(x+1) NB. fra ligevægtspunkt til jorden
x2=. xx1 NB. fra ligevægtspunkt til månen
%:2
G((M2%R2)-((M1%x1)+(M2%x2))) NB. undvigelseshastighed fra månen til ligevægtspunktet i meter pr sekund
1755.1
%:2
G*M2%R2 NB. undvigelseshastighed fra månen
2374.7
NB. divisionstegn (%) og kvadratrodstegn (%:)

  • 0
  • 0

Månens radius er cirka 1700 kilometer. Hvis vi forestiller os det idelle eksempel, da bygger vi en tunnel tværs igennem Månen, med linie imod Jorden, således at vi kan accelerere en fragt imod Jorden, eller bort fra Jorden i retning af fx Mars. Jo nærmere centrum i Månen, at man begynder en acceleration, jo stærkere acceleration opnår man i begyndelsen, fordi den modgående tyngdekraft i starten er mindre, og lig nul i midten af Månen.

Det idelle er dog at anvende Månens fulde diameter, for da får man foræret en masse acceleration indad imod Månens centrum, som med tilskud fra en elektromagnetisk slynge, vil opnå høje hastigheder temmelig hurtigt, og hvorefter at accelerationen dæmpes en smule, på vej ud af Månen, men selv da vil hastigheden stadig vokse med plusser, drevet af den elektromagnetiske slynge. Hvis man ikke er tilfreds med det, da monterer man desuden et par små raketter på lasten.

Der er ingen tvivl om, at når vi har bygget en sådan tunnel, da vil den udgøre en stor terrorrisiko på Jorden, hvis nogen pludselig evner at overtage kontrollen og kyler missiler i retning af Jorden, for de vil ankomme med meget høj hastighed. Til gengæld vil de måske især kun ramme midt i oceaner, men sandsynligvis alligevel opskræmme.

I praksis vil man måske bygge et elevatorgulv i tunnelen, således at det er gulvet der accelererer opad imod Månens overflade. Og så, når den rigtige hastighed er opnået, begynder gulvet at nedbremse, mens lasten fortsætter alene, i den retning som tunnelen peger. Gulvet skal have en pæn lang bremselængde, for ikke at blive kylet ud af tunnelen. Derfor skal tunnelen være meget længere end den længde der behøves for at accelerere et emne op i hastighed.

Alternativ, bedre: At man indkapsler al fragt i et hylster der samvirker med den elektromagnetiske kraft, i så fald behøver man intet gulv, og da man man nøjes med en kortere tunnel. Den ideelle løsning er at lave en indkapsling der opfylder dette krav, og samtidig også tåler en opbremsning i Jordens atmosfære uden at ophede lasten, og ideelt set bør hysteret evne at styre sig vej ned igennem Jordens atmosfære til en veldefineret landing, lande med faldskærme, i så fald behøver man ikke at medsende nogle små styringsraketter, kun faldskærme.

Hvis man bygger solceller nok på Månen, vil man kunne sætte kraftfulde accelerationeer i gang, som vil afkorte den tunnel som man behøver. Til gengæld, når vi begynder at hjemsende også astronauter på således måde, vil vi behøve en blid acceleration. Er dette muligt på en strækning der højest kan være på 1700 kilometer(?) Sluthastigheden skal være mindst cirka 2 kilometer pr. sekund, og gerne højere, for at gøre rejsetiden til Jorden så kort som muligt.

Så, hvad behøver vi på Månen? Vi skal tilsende udstyr, der:

  • Kan grave.
  • Kan smelte malm.
  • Kan støbe.
  • Kan sortere på gasser.
  • Kan udskære metaller.
  • Kan skabe magneter.
  • Kan montere ringe af metaller, nedad i i en tunnel, og magneter og elektriske ledere.
  • Og så videre ..., af opgaver, herunder at bygge og opsætte solceller, så mange kvadratkilometre som muligt.

Hvor svært kan det være? For mig at se, vil aktiviteterne på Månen kunne udføres uden videre, det forudsætter kun at vi affyrer nogle gigantraketter, fordi det nødvendige start-udstyr på Månen nødvendigvis skal være kraftfuldt, som betyder tungt.

Alternativt: At vi udvikler ganske små robotter, der kan begyndte at lave ganske små udgravninger, og styre små smeltedigler, og så videre, indtil de små robotter kan bygge større robotter, suppleret med dele der ankommer fra Jorden, således at konceptet skalerer sig op i størrelse, indtil det er fuldvoksne fabrikker der udfører industrielt arbejde. En sådan proces tager lang tid, hvorimod nogle store og brutale løfteraketter fra Jorden, kan sætte speed på processen. Solide maskiner, og bonusbetalte jernstærke mænd, bistået af robotter, vil kunne lave mirakler på Månen.

  • 0
  • 0