Følg opsendelse af SpaceX raket live
Efter afbrydelsen af opsendelse af den privatbyggede kommercielle Falcon-raket i lørdags er det amerikanske rumfirma SpaceX nu klar til opsendelse af raketten med satellitten Dragon om bord, der skal koble sig til den internationale rumstation ISS.
Opsendelsen sker om ganske få minutter og kan følges på SpaceX's hjemmeside eller på Livestream.
Planen er, at rakettens første trin med sine ni Merlin-1C-motorer brænder i 180 sekunder, hvorefter første trin bliver frigjort og falder tilbage til Jorden.

Ni minutter efter opsendelsen er Dragon-kapslen i kredsløb om Jorden, og andet trin bliver kastet bort. Herefter foldes kapslens to solpaneler ud, og den begynder sine manøvrer i rummet. Herefter vil Dragon begynde at indhente rumstationen.
Kapslen vil nærme sig rumstationen bag- og nedefra på turens tredje dag. I en afstand af 2,5 kilometer vil den begynde at foretage en rundflyvning om stationen. Herefter vil kapslens abortsystem blive afprøvet for at sikre, at en tilkobling kan afbrydes med det samme i tilfælde af problemer.
Efter det er verificeret, at nødproceduren virker, vil Dragon foretage sit andet møde med rumstationen tirsdag. Her vil den flyve ind under rumstationen, hvor astronaut Don Pettit vil gribe kapslen med rumstationens robotarm og koble den til rumstationen, på samme måde som tilkoblingerne foretages for de japanske HTV-fartøjer.
Kapslen skal tilbringe 18 dage tilkoblet rumstationen, inden den bliver fyldt med ting, der ikke længere skal benyttes. Herefter bliver den frakoblet og sendt ned i Jordens atmosfære for at lande i Stillehavet 450 kilometer fra Californiens kyst.
Dragon-rumkapslen gennemførte sin første tur i rummet i december 2010. Dengang blev den også opsendt med SpaceX's Falcon-9-raket fra Cape Canaveral-rumcenteret i Florida. Rumkapslen foretog efter opsendelsen to omkredsninger af Jorden, inden den vendte hjem og landede planmæssigt i Stillehavet den 31. maj
Herefter var det planen, at der skulle gennemføres endnu to prøveflyvninger, inden rumkapslen kunne tages i operationel brug.
SpaceX har efterfølgende forhandlet sig frem til en aftale, hvor de to oprindeligt planlagte prøveflyvninger nu er kombineret i denne enkelte.
Den kommercielle Dragon-rumkapsel indeholder 600 kg mad, forsyninger og videnskabeligt udstyr til besætningen på rumstationen. Opsendelsen er den første opsendelse til rumstationen og skal vise, at kapslen i fremtiden kan benyttes til sådanne opsendelser.
SpaceX har, sammen med Orbital Science, kontrakt med Nasa på 12 flyvninger til en samlet værdi af omkring ti milliarder kroner. Disse kommercielle flyvninger afløser rumfærgeflyvningerne, efter at disse blev sendt på pension sidste år.




Kommentarer (0)