Selv med øget fødevareproduktion bliver det svært at mætte de ni milliarder munde, der i 2050 skal brødfødes på verdensplan.

Den store dræber er fattigdom, så selv om verdens landbrugsproduktion øges med de nødvendige 70 procent, risikerer mindst 370 millioner mennesker stadig ikke at få nok mad, hvis ikke indsatsen bliver lagt lokalt, da ilandenes varer simpelt hen er for dyre.

Det vurderer økonom Jakob Skøt i FN's landbrugs- og fødevareorganisation FAO, som yder teknisk landbrugsbistand til medlemslandene.

»Det er især en øget investering i offentlig forskning og landbrugsudvikling i ulandene, der skal fokus på, og i første omgang ligger ansvaret hos landene selv - med støtte fra de rige lande og organisationerne,« siger han.

Jakob Skøt erklærer sig som udgangspunkt enig med Ingeniørens tænketank, Visionariet, som i sidste uge gav seks forslag til, hvordan Jordens stigende befolkning kan brødfødes om 40 år.

Hovedpunkterne lød, at Afrika skal effektivisere sit landbrug, økologi skal differentieres, rødt kød skal beskattes, næringsstoffer skal genbruges, offentlig forskning skal opprioriteres, og at landbruget skal placeres tættere på byerne.

Behov for 70 procent flere fødevarer

Hvordan vi vælger at dyrke og spise i Danmark, har som udgangspunkt en ganske lille betydning i de lande, hvor det står værst til, da vores fødevarer sjældent fragtes til fattige lande Asien og Afrika.

Derfor er det den helt lokale indsats og påvirkning af de nationale regeringer, der for alvor skal få initiativer til at slå igennem, når Danmark går ind og giver bistand, fastslår Jakob Skøt.

»Det er klart, at fødevareproduktionen skal sættes i vejret, da vi får brug for 70 procent flere fødevarer om 40 år, men det handler i høj grad også om, hvem der producerer den ekstra mad. Sultende i Afrika har ikke råd til amerikanske fødevarer,« siger han.

FAO sørger for at yde teknisk bistand til medlemslandene, men kan som udgangspunkt ikke kræve noget af ulandene, ej heller kaste penge i konkrete projekter.

Men Jakob Skøt vurderer, at det alligevel er begyndt at give pote at komme med opfordringer til ulandenes regeringer. Ikke mindst i henhold til Maputo-erklæringen fra 2003, da en række afrikanske ledere forpligtede sig til at øge budgetandelen til landbrugsudvikling til mindst ti procent.

Større fokus fra u-landene

På G8-topmødet i Aquila forpligtede de deltagende stats- og regeringschefer sig desuden til at bidrage med over 100 milliarder kroner over tre år til bæredygtig landbrugsudvikling og sociale sikkerhedsnet til de underernærede.

»De afrikanske regeringer er ved at indse problemet, for det er dyrt at udvikle og sikre en god infrastruktur. I dag arbejder mange private virksomheder med bedre dyrkningsmetoder, men de interesserer sig jo ikke nødvendigvis for fattige afrikanske bønder. Der er ofte for lidt penge i det,« siger Jakob Skøt.

»Fokus på, hvor vi skal satse, har været negligeret. Vi så en grøn revolution i Sydøstasien og Latinamerika i 1960'erne, hvor der kom gang i landbrugsudviklingen baseret på offentlig forskning. Den slags findes ikke i dag,« siger han.

Den grønne revolution tog dengang fart med blandt andet brug af forædlede sorter, kunstvanding, kunstgødning og kemiske bekæmpelsesmidler, og ifølge Jakob Skøt skal man ikke være bange for at kaste sig ud i lignende projekter fremover.

»Vi skal ikke begynde at sige, at pesticider er udelukkede, men være åbne over for, hvad der findes af bæredygtige løsninger. Det er ikke som i de rige lande, hvor forbrugerne kan gå efter bestemte produktionsmetoder såsom økologi. I ulandene kan vi ikke tillade os at udelukke noget på forhånd,« siger han.