Fisker tilbagekalder 2.400 Karma-elbiler for at fikse brandfarlig blæser

Svigtende elektronik ved en blæser får Fisker Automotive til at tilbagekalde 2.400 Karma-elbiler.

Det har tilsyneladende været elektronikken ved en blæser i elbilen Fisker Karma, der i sidste uge fik en af bilerne til at bryde i brand ved Woodside, Californien. Det får nu Fisker Automotive til at tilbagekalde 2.400 af bilerne.

Virksomheden fortæller ifølge nyhedsbureauet AP, at branden opstod i forreste venstre side, hvor der sidder en blæser. Her har en fejl i ledningsnettet medført en overophedning, som har startet branden.

Læs også: Fisker Karma-elbil igen i flammer

Ingen kom til skade ved episoden, der ifølge Fisker ikke har noget at gøre med bilens lithium-ion-batterier eller andre teknologiske komponenter.

»Denne episode skyldes en enkelt, defekt del,« siger bestyrelsesformand og medstifter af virksomheden Henrik Fisker i en udtalelse.

Virksomheden vil nu udskifte de defekte blæsere, ligesom en anden sikring vil blive installeret ved dem for at øge sikkerheden.

Det er anden gang inden for tre måneder, at der er opstået brand i en Fisker Karma. I maj udbrændte en Karma i en garage i Sugar Land, Texas.

Fisker Automotive har to gange tidligere tilbagekaldt biler på grund af tekniske problemer i batterisystemet.

Fisker har lånt over tre milliarder kroner af det amerikanske energiministerium - hovedsageligt til at udvikle Karma. Heraf har virksomheden foreløbigt modtaget ca. 1,2 milliarder kroner.

Dokumentation

AP: Fisker recalling Karma sedans to fix fans

Emner Elbiler

Kommentarer (0)