EU's atomdetektiver kan følge atomskrottet tilbage til kilden

I 90'erne jagtede de smuglere med kufferterne fulde af uran. I dag opsporer EU's nuklearforensikere stigende mængder radioaktivt forurenede skrotmetaller. Og det er bekymringsvækkende både i forhold til sundhed og sikkerhed, siger eksperterne.

Af Michael Reiter 9. apr 2011 kl. 12.00

Containeren er én blandt titusinder, som dagligt omlades i Hamborgs havn. Ifølge fragtbrevet rummer den stålstænger til genbrug. Oprindelse: Indien - destination: Rusland. Intet usædvanligt, indtil toldere tager en stikprøve. Det viser sig, at indholdet er forurenet med kobolt-60, som stråler med 71 mikrosievert i timen - en usædvanligt høj dosis, der efter 24 timer vil overskride grænsen for, hvad et menneske må udsættes for på et år.

Andetsteds i Tyskland: Et godstog med 11.000 ton skrot ruller ind på et stålværk i udkanten af Berlin. En strålingsmonitor ved indgangen slår alarm. I ladningen befinder sig et rør, hvis indre er belagt med en strålende skorpe. Analyser viser, at der er tale om 47,5 gram højt beriget uran-235 fra en forskningsreaktor i Rusland. Der er tale om det stof, man kan bygge atomvåben af.

Radioaktivt skrot dukker stadigt oftere op på steder, hvor det ikke hører hjemme. På ti år er fund som de ovenstående tredoblet. Og det er bekymrende, siger professor Klaus Mayer fra EU-Kommissionens Joint Research Centre.

Denne losseplads i Istanbul måtte i januar 1999 lukkes, mens eksperter søgte efter en kobolt-60-kilde, der var havnet på pladsen efter skrotning af brugt medicinsk udstyr. To skrothandlere var blevet bestrålet og indlagt på hospitalet, og seks mennesker arresteret i forbindelse med hændelsen. (Foto: Scanpix)

Mayer er nuklearforensiker - aviserne kalder ham 'atomdetektiv'. Han leder Instituttet for Transurane Elementer (ITU), som bekæmper radioaktivt materiale i ulovligt omløb. Når myndigheder i EU-staterne melder om fund, rykker hans hold ud for at analysere materialet og opspore dets afsender - som ved fundet i Berlin.

»I 1990'erne fandt vi hovedsageligt spaltbart materiale, som blev smuglet med henblik på videresalg. Det fænomen er stort set forsvundet,« fortæller Klaus Mayer.

»I stedet har vi de seneste år haft markant flere fund af radioaktivt forurenet metal i europæiske havne, på skrotpladser og genbrugsstationer.«

Svagt, men stadig farligt

Og det er et problem, både i forhold til sundhedsfaren og til materialernes mulige anvendelse som våben. At skrottet i reglen kun er moderat eller svagt strålende, gør det ikke mindre interessant for terrorister. For i modsætning til stærkt strålende kilder, dræber det ikke straks 'gør det selv'- bombebyggere. Det er dog stadig velegnet til såkaldte dirty bombs, skriver atommyndigheden IAEA i en intern vejledning.

»Selv om strålingen er begrænset, og de radioaktive mængder er små, kan man med dirty bombs sprede dem over et stort område. Da folk er bange for stråling, vil det uvægerligt skabe panik. Og det er præcis, hvad terroristerne er ude på,« bekræfter Klaus Mayer.

At det radioaktive materiale dukker op flere steder, skyldes ikke mindst en stadigt mere indbringende handel med skrot.

Mange virksomheder i Vesteuropa tager skrotmetaller med i deres produktion. De stammer typisk fra Østeuropa, de tidligere Sovjetstater og Asien. Og her er sikkerhedsstandarderne for radioaktivt materiale ikke altid i top. Når atomkraftværker, industrianlæg, hospitaler og laboratorier afvikles, sker det, at f.eks. uran-, cæsium- og kobolt-kilder - eller materiale de har været i kontakt med - kommer i omløb.

»Det kan skyldes sløsethed i affaldsbehandlingen. Normalt undersøges delene på oprindelsesstedet, og med mindre strålingen ligger over grænseværdierne, ryger de ud til skrot. Hvis materialet stråler ude på skrotpladserne, fungerer kontrolmekanismen tydeligvis ikke,« fastslår atomdetektiven.

Bureaukrati og omkostninger

Dertil kommer, at bureaukrati og omkostninger forbundet med en korrekt behandling af radioaktivt affald, får sorte får til at se stort på sikkerheden. Ifølge IAEA hænder det desuden, at skrottyve stjæler radioaktive metaller fra dårligt sikrede anlæg og deponier og bringer dem i omløb - uden at vide, hvad de har med at gøre. Og er materialet først landet på oprindelseslandenes skrotpladser, er der ikke langt til den internationale handel. Dukker skrottet op i Europa, ender det typisk i ITU's laboratorium i Tyskland.

»Hvis nogen afvikler et anlæg og smider en komponent til skrot - et rør eller en tragt, hvor der er løbet uranoxid igennem - så findes der aflejringer på metallet. Med vores analysemetoder kan vi beregne dato for fremstillingen. Kombinerer vi de data med materialets geometri, kan vi genkende, i hvilken reaktortype det blev brugt, og hvor det blev fremstillet. Med de rette referencedata kan vi spore materialet tilbage til ét decideret anlæg.«

»Herefter kan internationale myndigheder henstille til de ansvarlige at forbedre deres omgang med radioaktivt materiale - f.eks. i form af bedre sortering, dekontaminering eller sænkning af grænseværdier,« siger Klaus Mayer.

Radioaktivt skrot bliver særligt problematisk, hvis det allerede er smeltet om, når det når vores breddegrader. I 2007 afviste toldvæsenet i USA's havne 64 ladninger radioaktivt gods - heriblandt køkkenvaske, værktøjer, bestik og andre brugsgenstande. Året efter dukkede et stort parti strålende elevatorknapper op i Frankrig. Indhold: Kobolt-60.

»Efter omsmeltning forsvinder mange af de signaturer, vi leder efter, eller også er de struktureret anderledes. På den måde bliver det meget svært at bestemme materialets oprindelse,« indrømmer Klaus Mayer.

Atomdetektiven opfordrer således til, at jagten på radioaktivt skrot intensiveres - frem for alt i oprindelseslandene:

»Amerikanerne finansierer allerede strålingsdetektorer i mange lande - som en del af deres såkaldte 'second line of defense'. EU hjælper tidligere sovjetstater med detektion ved grænserne, og vi træner lokale myndigheder. Men vi har brug for en endnu bedre udveksling af referencedata og informationer om, hvordan man bekæmper fænomenet.«

Sådan arbejder atomdetektiverne

**1. **Kategorisering - første vurdering på åstedet. Har lokale myndigheder ingen egne eksperter, tilkaldes atomdetektiverne. De vurderer, om det radioaktive fund udgør en fare for mennesker og miljø, om det har en kriminel dimension og eventuelt udgør en fare for national sikkerhed.

**2. **Karakterisering - i laboratoriet foretages en komplet elementanalyse af fundets indeholdte eller aflejrede radioaktive bestanddele, herunder f.eks. isotopisk og molekylær sammensætning. Desuden undersøges materialets fysiske form. Gammaspektrometri giver første vigtige informationer om isotoper og nuklider. Derefter deles materialet, så én del analyseres i elektron- og optisk mikroskop og den anden kemisk ved hjælp af forskellige typer massespektrometri.

**3. **Nuklearforensisk fortolkning - på baggrund af karakteriseringen bestemmes produktionsmetode, -tidspunkt og -formål. På baggrund af referencedata kan atomdetektiverne herefter determinere materialets oprindelse. Første vurdering kommer efter ca. en uge - endelig rapportering efter maksimalt to måneder.

Emner Sundhedsskadelige stoffer Affald Stråling

Kommentarer (1)

Rolf Czeskleba-dupont 2 år siden

Opfølgning på direktiv 96/29 Euratom?

Kære Michael Reiter,
kan Du ikke lave en opfølgning på historien, vhor Du tager spørger til EU-direktiv 96/29 euratom (omsat i dansk lov i år 2000) - hvad vurderer eksperter at konsekvenserne er blevet (f.eks. Bent Sørensen, bosat i Allerød).
Troels V.Østergaard gjorde for 13 år siden en glimrende indsats, da han oversatte følgende artikell, bragt i Bladet Global Økologi januar 1998 kaldt År 2001: Radioaktiv hverdag. Artikelen var skrevet af lav-dosis forskeren Chris Busby (og oversat fra The Ecologist vol.27, nr.4 juli/august 1997). Her forudsagde han bl.a. genbrug af mere og mere radioaktivt materiale i hele produktions- og forbrugskæder i EU. Deregulering var nemlig en del af EU-direktiv 96/29 Euratom - ellers kaldt grundlæggende standarder for 'sikkerhed'. Direktivet er omsat i dansk lov år 2000.
Men hvor er viden om dets konsekvenser?