Handelskrigen mellem Kina og resten af verden om sjældne jordartsmetaller blev optrappet i sidste uge. Det skete i Grønland, da EU-Kommissionens næstformand, industrikommisær Antonio Tajani, og selvstyreformand Kuupik Kleist onsdag den 13. juni underskrev en hensigtserklæring.
Det pikante ved aftalen er, at den blev indgået dagen før, Danmark for første gang fik kinesisk præsidentbesøg. Ud over dansk-kinesiske eksportaftaler for 18 milliarder kroner gættede mange, at Hu Jintaos besøg i virkeligheden havde til hensigt at få lejlighed til at rykke tættere ind på livet af Grønland.
Der, helt tæt inde på livet af Grønland, havde en anden, næsten lige så magtfuld, kinesisk delegation med råstofministeren i spidsen været godt en måned tidligere og efterfølgende, med et 12 milliarder kroner stort tilsagn sikret sig adgang til en anden vigtig ressource i Grønlands undergrund, jernmalm, fra britiske London Mining.
Adgangen til de sjældne jordartsmetaller er vital i fremtidens samfund. Derfor har det afgørende betydning for stabiliteten i såvel Arktis som, i et bredere perspektiv, hele verden, at økonomien i et fremtidigt Grønland forbliver stabil. Ifølge en analyse fra Technology Metals Research (TMR) ventes Grønland nemlig allerede i 2017 med cirka 15 procent at være blandt verdens tre største udbydere af sjældne jordartsmetaller.
Sjældne jordartsmetaller, eller REE (Rare Earth Elements), er de 17 såkaldte lanthanider samt yttrium, der bliver brugt i alt fra smartphones og krydsermissiler til cleantech-produkter som vindmøller, lavenergipumper og batterier til el- og hybridbiler, lavenergilyspærer og fiberoptiske kabler, men også til fremstilling af moderne katalysatorer, der kan reducere forureningen ved forbrænding af fossile brændstoffer.
For at sikre Grønland økonomisk stabilitet forpligter hensigtsaftalen mellem Grønland og EU-Kommissionen til fremover at samarbejde om råstoffer i overensstemmelse med rådet fra den franske forsker Damien Degeorges, der for knap tre måneder siden sagde følgende i Ingeniøren:
»Det er i EU's interesse at spænde et økonomisk sikkerhedsnet ud under Grønland, så landet ikke kommer i uføre, den dag det bliver selvstændigt.«
Ifølge hensigtserklæringen, der formentlig først om to år resulterer i en egentlig samarbejdsaftale, har Grønland stor betydning for EU's råstofforsyning. Det vil EU, ifølge erklæringen, betale Grønland 218 millioner euro eller 1,6 milliarder kroner over seks år for. De 1,6 milliarder kroner, der ifølge Antonio Tajanis talsmand, Carlo Corazza, bare er begyndelsen, skal gå til geologisk efterforskning, kompetenceopbygning , miljømæssige og sociale konsekvenser af minedrift samt analyser af investeringsbehovet i infrastruktur. Derefter kan Grønland regne med anselige beløb til den udbygning af havne, lufthavne og anden infrastruktur, som er en logistisk nødvendighed for de mineselskaber, der opererer i Grønland.
»Hvor mange penge, der bliver til rådighed, er ikke besluttet. Det når ikke at komme med i parlamentets kommende budgetforhandlinger. Men vi håber, at aftalen kan indgås i 2014,« siger Carlo Corazza.
Ved også på denne måde at kende sin besøgelsestid forebygger EU-Kommissionen det trusselsscenarie, som Damien Degeorges opridsede i Ingeniøren:
»En udvikling af landet og dets energisektor afhænger af investeringer i områdets infrastruktur. Hvis Grønlands økonomi er svag, kan det medføre, at andre lande skaffer sig adgang til Arktis ved at investere i grønlandsk infrastruktur.«
Hvad EU skal have for de mange rare penge, nævner erklæringen ikke. Men ifølge lektor på CBS Lise Lyck, der i en række år har beskæftiget sig med grønlandske samfundsforhold, er samarbejdet om de eftertragtede mineralske råstoffer tilstrækkeligt for EU.
Det bekræfter Carlo Corazza:
»Indtil videre er aftalen bare en ramme for bedre og tættere samarbejde, fordi kommissionen vil sikre europæiske industriinteresser en mere sikker adgang til råstoffer som sjældne jordartsmetaller, så de kan erhverves på markedsvilkår. Aftalen kræver ikke noget nu, men i fremtiden, når der kommer penge på bordet, bliver konsekvenserne meget konkrete,« siger Carlo Corazza, der imidlertid ikke har lyst til mere konkret at pege på, hvordan disse markedsvilkår kan lettes.
Kun i en bisætning nævner hensigtserklæringen Kina, og heller ikke Carlo Corazza er meget for at indrømme, at aftalen er rettet mod Kina:
»Vi handler for EU-landene, ikke imod nogen. Men selvfølgelig har vi forskellige interesser. Vi er bare, helt naturligt, bekymret for Kinas politik omkring sjældne jordartsmetaller. Priserne på de sjældne jordartsmetaller er eksploderet, fordi Kina har så godt som eneret på de kritiske mineraler. Set med europæiske industribriller udgør den politik en trussel mod tilgangen til de kritiske råstoffer,« siger Carlo Corazza.
Dermed hentyder han til, at Kina først udnyttede sin dominerende markedsposition til at dumpe priserne på sjældne jordartsmetaller, hvilket gjorde det urentabelt for ikke-kinesiske mineselskaber at starte en produktion op.
Dernæst sænkede den kinesiske regering loftet for, hvor mange ton sjældne jordartsmetaller der måtte forlade landet, hvilket fik markedsprisen til at eksplodere. Selv om praksissen med at regulere med eksportkvoter i februar blev stoppet af WTO, var den magtmanifestation samtidig et klart varsel om de vestlige industrilandes sårbarhed.
TMR venter, at alene Kvanefjeld ved Narsaq i Sydgrønland har en kapacitet på 43.000 ton sjældne jordarter i 2017. Det er den største produktion for en enkeltmine og svarer til 13 procent af den samlede verdensproduktion. Dertil kommer, at også Safartoq og Kringlerne i det sydlige Grønland ventes at indeholde betydelige mængder af sjældne jordartsmetaller.
Med Grønlands indtrængen på arenaen ventes Kinas andel allerede i 2017 at være nede på 45 procent.
Kunne man spænde et net ud under den grønlandske økonomi i forbindelse med udvindingen af de sjældne jordmetaller, som ikke samtidigt medfører en trussel for det arktiske miljø, på samme måde som udvindingen af olie og gas til søs gør, så var det måske muligt for en gangs skyld at se et lille positivt lys for sig på Grønlands vegne. Lidt selvstændighed økonomisk vægt til at stå imod de alt for destruktive muligheder, som råstofudvindingen også kunne resultere i!
Kommentarer (1)