Enzymbillede hjælper kræftlæger til mere effektiv operation

Ny analysemetode skal give de opererende læger vished for, at de får fjernet alt det kræftramte væv.

Ny teknologi skal hjælpe kirurger til at fastslå, om de får fjernet alt det kræftramte væv, når eksempelvis en brystkræftramt kvinde opereres. I dag sker det stadig, at en kræftpatient skal genopereres, fordi kirurgen i det første indgreb ikke fik fjernet alt det kræftramte væv.

»Vi har en teknik, hvor vi ved brug af nogle nye og utroligt sensitive stoffer kan påvise tilstedeværelsen af kræft, hvilket betyder, at kirurgen under selve operationen kan diagnosticere, om han eller hun har fået det hele med ud,« siger erhvervspostdoc ved Carlsberg Laboratorium Caspar Elo Christensen til ing.dk.

Der findes allerede teknolgier, der kan påvise, om der er kræftforekomster i vævet, men i følge Caspar Elo Christensen er disse metoder for langsomme til, at de kan anvendes i forbindelse med en operation.

Kræft i brystvæv. Foto: Yasuoka et al; BioMed Central

»Det er målsætningen for vores projekt, at man kommer ned på en analysetid på under fem minutter, så lægen, inden han lukker patienten, kan få vished om, om der ikke er mere kræftvæv tilbage,« uddyber han.

På udkig efter metode til brystkræft

Caspar Elo Christensen har sammen med Albeda Research netop modtaget støtte fra Højteknologifonden til at finde frem til de stoffer, der mest effektivt vil være i stand til at påvise forekomsten af kræft i vævet.

Forskerne udnytter det forhold i kræftvæv, at bestemte enzymer vil være mere udtrykt i kræftvævet, og ved hjælp af sporingsstof, der reagerer på disse enzymer, vil det være muligt at fastslå, om vævet er kræftramt.

Selv om forskerne i første omgang er på udkig efter en metode til brug i forbindelse med brystkræft, er teknologien ifølge Caspar Elo Christensen ikke knyttet til denne kræftform alene, men kan udnyttes på flere forskellige typer af kræft.

I Danmark bliver godt 4.600 hvert år ramt af brystkræft, og på verdensplan er der årligt 1,4 millioner nye tilfælde af den alvorlige sygdom. 4.000 danske kvinder bliver hvert år opereret for brystkræft.

Kommentarer (3)