Elvis lærer at gå

Det snurrer, når fødderne af galvaniseret jern bevæger sig. Det er nogle af robotten Elvis' servomotorer, som giver lyd fra sig, når den bevæger sig. Elvis er en lille robot på to ben, som er ved at lære at gå i et laboratorium på Chalmars Tekniske Højskole i Göteborg. Men det går lidt trægt. Den tager et skridt, dirrer lidt, får balancen og begynder på det næste skridt, men vælter mod højre og bliver så hængende i redningsselen. Den lille robot Elvis, som er opkaldt efter rockkongen med de svajende hofter, er netop blevet ombygget og omprogrammmeret. Derfor den usikre, skæve gang.

Peter Nordin er doktor i kunstig intelligens ved Chalmars Tekniske Højskole. Sammen med Mats Nordahl leder han arbejdet med robotten, og han forsikrer, at Elvis snart kommer til at gå bedre. - Det er let at tillægge Elvis menneskelige egenskaber. Specielt når han kommer til at snuble, eller som da den pludselig tog et par dansetrin. Ind imellem sprutter han pludselig et flyvsk ra diosignal ud, siger Nordin.

LAVT BUDGET

Arbejdet med at bygge den lille menneskelige robot - en såkaldt humanoide - begyndte sidste efter år. Sammenlagt arbejder omkring tyve doktorer og forskningsassistenter på projektet, og sammenlignet med tilsvarende projekter i andre lande foregår det på lavbudget. Indtil nu har Elvis kostet omkring 250.000 svenske kroner. Det svarer til omkring 210.000 danske kroner. Projekt-gruppen har lagt mange gratis arbejdstimer og brugt meget fritid, for trods det lave budget har målsætningen været høj. Målet er at bygge en robot, som selv skal udvikle syn og tanker og lære sig selv at gå. Nordin og projektgruppen prøver sig frem for at se, hvor langt de kan komme. Når det drejer sig om kunstig intelligens er flere og flere forskere begyndt at undersøge mulighederne for såkaldt genetisk programmering. Noget der allerede bruges til at styre proteser med.

EGENSKABER BLIVER PARRET

I stedet for at skrive et færdigt program har projektgruppen lavet et grundprogram, som gradvist udvikler et styreprogram for robotten. Grundprogrammet skaber en mængde delprogrammer og tester dem. De fleste bliver kasseret, men nogle bliver parret med andre delprogrammer, så der fremkommer et nyt program med egenskaber hentet fra de forskellige delprogrammer. Faktisk på samme måde som, når to mennesker får et barn sammen. På den måde avles en programstruktur frem - en generation ad gangen. Teknikken kaldes også for evolutionær programmering, og der er vel at mærke tale om en meget hurtig evolution. Programmet udvikles med mellem 100 og 10.000 generationer pr. sekund, og det sker, mens robotten forsøger at udføre en opgave. Den lærer så at sige af sine fejltagelser. - Resultatet bliver et program, som et menneske aldrig nogensinde kan skrive. Når man åbner låget og kigger på det program, som er skabt, er det ofte meget svært at forstå, siger Peter Nordin. Der findes allerede robotter, som kan gå, men de går statisk og skal hele tiden være i balance. Elvis lærer at gå dynamisk og altså næsten som et menneske, der hele tiden afstemmer bevægelserne efter hinanden. Den gangart, som Elvis foreløbig kan præstere, er kun resultatet af almindelig programmering. - Vi havde så travlt med bare at få ham til at gå. Når han går nogenlunde, skal gangen finslibes evolutionært. Vi får ikke en smidig gang uden et evolutionært system, siger Peter Nordin. Der er en smule usikkerheder i den billige hobby-elektronik, som Elvis består af, og jo flere afvigelser i mekanikken, desto mere intelligens er der brug for. For at kunne gå rigtig godt, har Elvis hele tiden brug for informationer om omgivelserne. Han må kunne se og høre. Hørelsen og synet er opnået ved hjælp af genetisk programmering, og Elvis kan både se og høre i stereo. Det betyder, at Elvis har lært sig selv at bedømme afstande, og at den også kan retningsbestemme lyde. Når de udviklede sanser bliver kombineret med en udviklet gang, er det meningen, at Elvis skal gå helt alene. Måske kan den også selv tænde for kontakten, så batterierne kan lade op, når der er behov.

BRHJERNEN PÅ RYGGEN

Elvis er ikke den første robot, som Peter Nordin har arbejdet med. Han har tidligere været med til at skabe en robot-hund, som både lærte at gå og løbe. Nordin mener, at alle problemstillinger inden for kunstig intelligens, bliver prøvet af. Som eksempler nævner han synsforståelse, lydbehandling, planlægning og styring. Og det er ikke engang nok. En humanoide skal kunne bevæge sig som et menneske og skal kunne tåle at blive udsat for det samme slid som et menneske udsættes for. Elvis har sin hjerne på ryggen i form af en lille japansk bærbar computer og et styrekort, som folkene bag selv har konstrueret og programmeret. Nordin sammenligner styrekortet med menneskets rygmarv, som er centralt for nervesystemet. - Styrekortet var sværere at lave, end vi troede. Signalerne kolliderede eller forsvandt, og vi fik både fejl og dårlig timing. På et tidspunkt blev hoftebevægelserne helt overdrevne. Det var der, vi begyndte at kalde ham Elvis. Senere fik han Parkinsons syge. Da stod han bare og rystede, fortæller Peter Nordin. Gennembruddet og det foreløbige højdepunkt for arbejdsgruppen kom i sommer, da de fik styrekortet på plads. Da begyndte Elvis at gå.

PRISCILLA ER PÅ VEJ

Peter Nordin mener, at genetisk programmering har fremtiden for sig, og det er han ikke alene om. Fremtidsforskningsinstituttet Stanford Research Institute i USA spår, at vi om 30 år vil bruge samme slags robotter som Elvis på arbejdspladserne og i hjemmet om yderligere 20 år. De amerikanske forskere tror, at intelligente robotter bliver en større industri, end f.eks. bilindustrien er i dag. - Jeg tror, det kommer til at gå hurtigere. Så snart de bliver tilstrækkeligt sikre og stabile, kan de hjælpe os med mange ting. Både på arbejde og derhjemme, siger Nordin. Han peger på en fuldskala-model af et skelet, som står i et hjørne. I kraniets højre øjenhule sidder et lille kamera, som leder tankerne hen på en Terminator-film. Det er næste projekt, som allerede nu er døbt Priscilla - efter rocklegendens hustru. Når Elvis er helt færdig, skal de lave en model af en humanoide omkring et skelet i rigtig menneskestørrelse. For hvis en robot skal gøre sig rigtig nyttig, skal den jo kunne nå ned og slukke for støvsugeren eller nå et håndtag på en skabslåge. På spørgsmålet om humanoider kan tænkes at medføre problemer konstaterer Peter Nordin, at robotter ikke er 100 procent forudsigelige. - De er jo sådan set kreative. Vi kan aldrig rigtig vide, hvordan de udvikler sig. De skal sikkert kobles sammen med noget, hvor hackere kan gøre skade, siger han - og lægger dermed op til det værst tænkelige scenaria nemlig at humanoider kan blive farlige for mennesker.

Kommentarer (0)