Elektromagnetisk princip får kasse til at svæve

E-12 Elektronik- og fysikeksperterne hos Rose Technology har hjulpet ingeniørstuderende fra Syddansk Universitet med et afgangsprojekt, hvor en svævende kasse styrer en applikation.

Elektronikmessen E-12 bliver ofte brugt af udstillerne til at vise, hvilke spændende projekter de har arbejdet med siden sidste messe.

Således også for Rose Technology i Sønderborg, der løbende har et tæt samarbejde med studerende fra den lokale ingeniøruddannelse på Syddansk Universitet.

»Vi har et interaktivt projekt, som vi har haft nogle ingeniørstuderende til at kigge på i forbindelse med deres afgangsprojekt. Der er tale om en stand med en svævende kasse, der holdes på plads af et magnetfelt,« fortæller salgsingeniør Lars Knoch-Asmussen, Rose Technology.

Svævende magnetisk kasse udviklet af studerende fra Syddansk Universitet i samarbejde med Rose Technology. Foto: Torben R. Simonsen

»Ved hjælp af to hall-sensorer reguleres afstanden op til elektromagneten. Tager man kassen væk, registreres det med det samme, og der kan blive sendt et signal til en pc, der kan udføre en bestemt handling,« siger han.

Kan bruges i undervisning

Selv om magneter kan holde ting svævende, er det utrolig svært at få et objekt til at befinde sig på præcist det samme sted hele tiden. Det er imidlertid lige netop det, reguleringen er i stand til.

Skifter objektet placering, registreres det øjeblikkeligt, og elektromagneten kan øge eller sænke magnetfeltet, så objektet fastholdes i samme position.

Ifølge Lars Knoch-Asmussen har mulighederne været brugt i længere tid, blandt andet til borddekorationer som eksempelvis en frit svævende globus eller måske et fly hængt op i et magnetfelt.

De studerende fra Syddansk Universitet er gået skridtet videre fra at hænge et objekt op til også at kunne måle, om objektet forsvinder og derved udløse en bestemt handling. Princippet kunne bruges til at lave et mere interessant undervisningssystem eller anden form for infotainment.

»Det er en kombination af elektronik, software, regulering og fysiske principper, som vi hos Rose Technology er gode til i mere avancerede projekter,« siger Lars Knoch-Asmussen og uddyber:

»Vi havde egentlig en model stående i stor størrelse - altså cirka to meter høj - og ville have brugt den som blikfang i forbindelse med messen, men hvor det oprindelige projekt var indkapslet i jern over det hele, så har vi nu fået fremstillet en model, der er lidt smartere og udført i plexiglas, så man kan se, hvad der foregår.«

Kommentarer (0)