Edderkoppespind i mælk

Edderkoppespind i gedemælk kan medføre en revolution inden for materiale industrien. Edderkoppers silketråd kombinerer nemlig enorm trækstyrke med stor elasticitet og lav vægt og har hidtil ikke kunnet produceres i større mængder.

Det canadiske firma Nexia Biotechnologies har avlet to geder, som bærer edderkoppegener for spindelvævssilke. Formålet er at få geder til at producere store mængder opløselig edderkoppesilke i deres mælk. Firmaet vil derefter oprense silkeproteinet fra mælken og anvende det i forskellige medicinske og industrielle produkter.

Gederne, som bærer spindelvævsgenet, er produceret ved først at indsætte edderkoppegenet i gedeceller, som forskerne dyrkede i kulturer i laboratoriet. Derefter udtog man æg fra hungeder og erstattede disses cellekerner og arvemasse med cellekerner fra de dyrkede celler. Æggene med de nye og ændrede cellekerner blev derefter sat ind i en almindelig hunged, hvor de udviklede sig som normale fostre. Metoden minder en del om den, der blev brugt til at klone fåret Dolly.

Nexia Biotechnologies har på denne måde produceret de to geder, Webster og Pete, som man nu vil gå i gang med at avle på. Firmaet forventer, at de to geders afkom vil producere edderkoppesilke i deres mælk. Denne antagelse bygger firmaets forskere på det faktum, at man tidligere har vist, at mælkekirtler i kultur kan producere edderkoppesilke. Levende geder kan dog producere langt større mængder end kulturcellerne, og derfor foretrækkes disse.

Svært at masseproducere

Det har tidligere været forsøgt at producere større mængder af edderkoppesilke med kommerciel udnyttelse for øje, men uden held. Princippet man bruger til at producere sommerfuglesilke med fungerer ikke med edderkopper. Edderkopper kan nemlig, på grund af deres territoriale og aggressive natur, ikke holdes i store farme.

Edderkoppesilke forventes på grund af sin styrke og lave vægt at blive brugt i for eksempel fly, racerbiler og skudsikre veste. Desuden er edderkoppesilken et biologisk materiale, som er foreneligt med den menneskelige krop, og firmaet regner derfor med, at det også kan anvendes til at fremstille blandt andet kunstige sener og ledbånd.

De to geder Webster og Pete ligner alle andre geder og har indtil videre ikke vist tegn til at ville gå på loftet eller have speciel smag for fluer.

 

Kommentarer (0)