Easyjet bruger militærtrick: Vinger får et lag nano-maling

Som det første flyselskab i verden maler Easyjet sine fly med en nano-maling. Malingen vejer langt mindre end almindelig maling og sparer op til to procent af brændstofforbruget. Ideen er hentet fra militæret.

Easyjet blev i dag, mandag, det første luftfartsselskab til at bruge et nanomateriale til at reducere flyenes luftmodstand. Teknikken har været brugt af det amerikanske og britiske militær gennem flere år, og kan ifølge selskabet skære op til to procent af brændstofforbruget.

»Kan vi finde nye måder at spare brændstof, vil det betyde lavere priser for vores passagerer og reducerede CO2-emissioner,« siger Carolyn McCall, administrerende direktør i Easyjet til BBC.

Nano-legeringen leveres og påføres af det britiske firma TripleO. De har leveret til det amerikanske luftvåben, det britiske Vulcan-bombefly og senest har også sejlbåde fået påført legeringen.

Overfladen på dette Vulcan bombefly behandles med nano-coatingen. Det reducerer flyets luftmodstand. Foto: TripleO

Flyene rengøres grundigt og behandles efterfølgende med oxalsyre. Ifølge TripleO er resultatet, at overfladen på bliver positivt ladet, så den nanoteknologiske emulsion efterfølgende binder sig til malingens overflade.

Nano-materialet er en polymer, der kan binde sig til maling og metal. Ifølge firmaet indeholder det også elementer af akryl, der giver en glat overflade ved at fylde 'huller' i vingen ud.

»Det skaber en barriere, der beskytter de 'dale og bakker' i overfladen, som øjet ikke kan se,« skriver TripleO i en pressemeddelelse.

Mens flyets almindelige maling vejer det sammen som en voksen mand, 80 kg, vejer nano-behandlingen kun 113 gram, skriver BBC.

Til at begynde med har otte fly fået behandlingen, og hvis projektet bliver en succes, får resten af selskabets 200 fly samme tur. Det kan reducere selskabets udgifter til brændstof med 14 millioner pund (123 mio. kr.).

Dokumentation

Pressemeddelelse fra TripleO

Emner Fly

Kommentarer (2)

Hej

Hvor tidligt begyndte man at lave nanomaling ?

Avro Vulcan gik ud af tjeneste i 1984 !

Der er vist kun 1 tilbage der er flyvedygtig og en mere på vej.

mvh Thomas

  • 0
  • 0