Dumme landbrugsmaskiner bliver intelligente med Galileo-teknologi
Moderne landbrug er ikke kun en landmand, der med sin traktor og mejetærsker sår og høster og så er den ged barberet. Moderne landbrug er store og råder over en hel hær af rullende materiel, der bruges til de forskellige funktioner og indbyrdes transporter.
Hertil kommer eksterne leverandører af materiel og arbejdskraft, der ikke nødvendigvis bidrager til landmandens fulde overblik over, hvilket materiel er aktuelt i gang hvor eller til rådighed.
Det vil et nyt forskningsprojekt på Aarhus Universitet nu undersøge, om avancerede algoritmer og satellitteknologi kan gøre noget ved.

»Mange traktorer og mejetærskere har automatiske styringssystemer. Der findes også systemer, hvor landmanden eller lederen af maskinstationen kan følge med i, hvor de enkelte maskiner befinder sig på marken. Men der er endnu ingen software, der kombinerer denne viden og koordinerer alle maskinerne og deres opgaver i et overordnet system,« siger seniorforsker og deltager i projektet Claus Aage Grøn Sørensen fra Aarhus Universitet.
Omfanget af materiel stiller store krav til logistikken, da overskydende kørsel er ineffektiv og koster både tid, penge og brændstof, tilføjer Claus Aage Grøn Sørensen.
Systemet, der udnytter satellitsignaler fra de europæiske satellitsystemer Egnos og Galileo, vil koordinere de involverede maskiner sådan, at førerne af transportvognene ved lige nøjagtigt, hvor og hvornår på marken de skal bruges til at assistere mejetærskeren, og der udstikkes den mest effektive rute for at komme dertil.
Derved minimeres ventetiden for henholdsvis mejetærskere og transportvogne. Programmet vil kontinuerligt blive fodret med nye data, så opståede forhindringer, uventede begivenheder og resultater af handlingerne inddrages i eventuelle nye beslutninger og beregne og optimere ruten gennem marken for både hver enkel mejetærsker og for flere maskiner samtidig, så ruten for den samlede helhed er optimal.
»Det bliver et dynamisk system, der løbende reagerer på de faktiske forhold, efterhånden som de opstår,« siger Claus Aage Grøn Sørensen.
Et andet aspekt af projektet er, at der skal udvikles et system, som kan dirigere transportvogne hen til mejetærskeren, lige nøjagtig der hvor den arbejder i marken.
Systemet sender en vogn af sted til den mejetærsker, der har størst behov for aflæsning på et givet tidspunkt og angiver præcist, hvor på marken vognen skal møde mejetærskeren, hvornår den skal være der, og nøjagtig hvilken rute den skal tage for at komme dertil på den mest effektive måde.
Systemet vil være løbende opdateret med hensyn til, hvilken mark mejetærskeren er i, og præcist hvor i marken den befinder sig. Vognen kan således dirigeres til den rigtige mark, selvom mejetærskeren har bevæget sig hen til en ny mark, siden vognen tog af sted fra sit startpunkt.
Det nye projektet, som kaldes GeoPAL, støttes af EU's 7. rammeprogram, og forskningen sker i et samarbejde mellem Aarhus Universitet og de tyske virksomheder Claas Agrosystems, Lacos Computerservice og Landwirtschaft, Energie an Emwelt Sàrl.



Kommentarer (0)