Hvad er den største globale trussel lige nu? De fleste vil nok svare: den finansielle krise. Og det er også det svar, som organisationen World Economic Forum (WEF), der er berømt for sine mere eller mindre hemmelige møder i Davos, Schweiz, har øverst på sin årlige opgørelse over verdens største risci.

Men der er andre lige så vigtige trusler, som vi også er nødt til at håndtere, understreger Michael Havbro Faber, der ud over at være direktør for DTU Byg og professor i risiko og sikkerhed er med til at lave risici-rapporten for WEF.

»Hele samfundet - inklusive eksperter som os - er underlagt en fokusering på det, der ligger nærmest i vores erindring: En anker-effekt, kalder man det. Det er meget svært for os at se ud over det, som er sket for nylig.«

Risiko og sikkerhed

Med en baggrund som konstruktionsingeniør fra Aalborg Universitet har den 50-årige institutdirektør specialiseret sig i riskomanagement inden for byggeri, offshoresektoren og marine konstruktioner. Før han kom til DTU i 2010, var han professor i risiko og sikkerhed ved ETH Zürich, og i dag deltager han i flere organisationer for folk, der som forskere eller i praksis beskæftiger sig med risikomanagement. Det er med den baggrund, at han deltager i udarbejdelsen af WEF-rapporten.

World Economic Forums årlige afrapportering har potentielt stor betydning, fordi den er målrettet de regeringsledere og erhvervsfolk, der samles i Davos i januar. Rapporten bygges op igennem hele det foregående år, hvor forskellige faggrupper, genforsikringsselskabet Swiss Re og folk fra et utal af universiteter og organisationer deltager i arbejdsgrupper og interviews. Til sidst har forfatterne bedt 469 medlemmer af World Economic Forum om at rangere 50 trusler på en femtals-skala efter deres sandsynlighed, konsekvens og sammenhæng.

Ifølge den seneste rapport er de to højest rangerende trusler økonomisk ulighed og manglende evne til at finde og gennemføre globale løsninger.

»De økonomiske risici og stabiliteten af det økonomiske system har haft en prominent rolle. Det er en reel risiko, og der er menneskelige omkostninger forbundet med økonomisk ustabilitet, men det afspejler også, hvem der står bag rapporten.«

Ansvarlige beslutninger, tak

Selv om WEF inddrager risikoeksperter i de årlige rapporter, mener Michael Havbro Faber, at risikovurdering og -håndtering bør spille en meget større rolle i såvel erhvervslivets som politikernes beslutninger.

»Der har bredt sig en opfattelse af, at en beslutning gerne må være irrationel, hvis bare den er politisk. Det mener jeg er totalt misforstået. For at komme videre i den rigtige retning i samfundsudviklingen bliver man nødt til at holde beslutningstagere i det offentlige rum ansvarlige. Ikke for udfaldet af deres beslutninger, men for, om de benyttede det bedst mulige beslutningsgrundlag, da de traf dem.«

Han ser risikoeksperterne som dem, der skal sørge for at fastholde fokus på de risici, der ikke er så overraskende, men alligevel bliver glemt:

»Jordskælv, vulkanudbrud og andre fænomener, som vi ved vil komme. Det er som en termin, som vi ved, vi skal betale, vi ved bare ikke, hvornår den forfalder. Reelt er det jo så penge, vi ikke har. Men det glemmer man.«

Glemsomheden gør det svært at finde pengene til forebyggelse, selvom alle ved, at det er langt billigere.

»Der er Haiti jo præmieeksemplet. Det var jo ikke en overraskelse, at et jordskælv ville være et enormt problem for Haiti, og da det kom, var folk relativt villige til at betale til de overlevende. Men det ville have sparet mange menneskeliv og mange penge, hvis man i stedet havde forebygget skaderne ved at gøre mere for at jordskælvssikre landet.«

Glemsomhed og fortrængning

Michael Havbro Faber ser det samme mønster af glemsomhed eller fortrængning gøre sig gældende på andre områder. Kombineret med vores modvilje mod at sætte os ind i komplicerede sammenhænge er det svært at være optimistisk med hensyn til menneskehedens muligheder for at reagere i tide på de reelle trusler. Men sådan ser risikoeksperten det ikke:

»Vores liv er stærkt influeret af dårlige beslutninger på alle niveauer. Ikke mindst fordi realistiske konsekvensvurderinger kan være meget udfordrende: Det kan være virkelig vanskeligt at komme frem til modeller, som man fuldt ud kan tro på. Derfor skal man også bruge sin sunde fornuft og ikke mindst erfaring, når man vurderer dem. Men vi er nødt til at lave den slags vurderinger ud fra den bedste tilgængelige viden, for jo mere information om risici man kan give politikere og befolkning, desto bedre vil de være klædt på til at tage stilling til, hvad der skal gøres.«

Risicirapporten både understøtter og underminerer pointen om, at information forbedrer folks forståelse af risici i den forstand, at alle faggrupper synes, at deres egne problemer, som de formodes at vide mest om, er de vigtigste. Risici uden for ens egen nære verden bliver til gengæld nedvurderet.

WEF's rapport viser, at hvis man kun ser på sandsynlighed og konsekvens, så rangerer klimaforandringer højest blandt de 50 risici. Men det paradoksale er, at der endnu ikke er vilje til faktisk at gøre noget.

»Vi formøbler stadig vores muligheder og vores ressourcer bort - både globalt og nationalt. Hypotetisk kunne vi hjælpe resten af verden dels ved at forvalte vores ressourcer bedre og dels ved at reducere vores levestandard, men det har vi ikke lyst til. Men jeg tror, at informerede mennesker er meget rationelle, så hvis de har gode informationer og forståelse for risiciene, sammenhængen og konsekvenserne af deres beslutninger, så er jeg overbevist om, at de vil reagere derefter,« siger Michael Havbro Faber.