DTU's nye PowerLab klar til at skabe det danske smartgrid

I dag slog DTU's PowerLab officelt dørene op for at samle forskning, uddannelse, elforsyning og politiske ambitioner, så Danmark kommer i front med det intelligente elnet.

Det var en særdeles glad klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R), som i dag indviede det nye PowerLab på DTU.

Fem år efter de første ideer blev lagt på bordet og med en samlet investering på 134 millioner kroner skal PowerLab levere de tekniske løsninger til fremtidens intelligente elnet, også kaldet 'smartgrid'. PowerLab er et samarbejde mellem forskning, uddannelse, erhvervslivet og elsektoren:

»Smartgrid udgør rygraden i vores politiske ambition om at integrere 50 procent VE i det danske elnet i 2020 og 100 procent i 2040. Vi står over for en stor udfordring, men med Powerlab kan vi se løsninger og muligheder,« sagde ministeren ved åbningen.

Klima-, energi-, og bygningsminister Martin Lidegaard deltog i åbningen af Powerlab på DTU. Fra venstre ses professor Jacob Østergaard fra DTU, Martin Lidegaard, rektor for DTU Anders Bjarklev og teknologichef hos Vattenfall Preben Jørgensen. Foto: Thorkild Amdi
På PowerLabs nye laboratorium på DTU i Lyngby blev der vist, hvordan det er muligt at simulere energiproduktion og -forbrug på Bornholm. Modeller for øen kan bruges til at afprøve nye systemstrategier og komponenter, som så senere kan sættes op i den fysiske verden. Foto: Bjørn Godske

Han fortalte videre, at Det Internationale Energi Agentur for nylig havde givet Danmark topkarakterer og i den forbindelse havde stillet spørgsmålet, hvad det egentlig var, vi kunne, når det gjaldt energi:

Læs også: 138 mio. kr. giver danske elingeniører verdens bedste smartgrid-laboratorium

»Vi er et lille land, og så tror jeg, det skyldes, at vi har en tradition for at arbejde på tværs af sektorer,« sagde ministeren og fremhævede alle de involverede parter i PowerLab.

En af de brikker, som gør Powerlab unikt i forhold til andre af de forskningsenheder rundt om i verden, som arbejder med udvikling af fremtidens smartgrid, skal findes midt ude i Østersøen.

Her ligger klippeøen Bornholm, og med et isoleret elsystem udgør øen det perfekte laboratorium for test af nye ideer og komponenter. På Bornholm bor kun cirka en procent af den danske befolkning, men der er både industri, hospital og en lufthavn.

Desuden har Bornholm 30 MW vindkraft, og set i forhold til den maksimale belastning på cirka 55 MW er det langt mere end resten af Danmark. Samtidig kan Bornholm fuldstændig isoleres ved at udkoble kabelforbindelsen til Sverige.

Læs også: Risø tester intelligent elnet med rigtig elbil

En af de opgaver, Powerlab kommer til at arbejde med, er test af nye komponenter og styringssystemer. Ved at indsamle måledata fra både produktion og forbrug på Bornholm og fodre dem til en detaljeret model af elsystemet på øen bliver det muligt at teste de nye styringsystemer og komponenter - uden at Bornholms befolkning og industri skal lide under udfald i elnettet.

Når man så ved, at det virker, kan eksperimentet flyttes fra computermodellerne og laboratoriet og ud i virkeligheden.

Aktiviteterne i PowerLab vil foruden DTU og Bornholm blive fordelt over en række lokaliteter på Ingeniørhøjskolen i Ballerup og på DTU Risø Campus.

Dokumentation

Læs mere om PowerLab

Kommentarer (0)