30% kapacitetsforøgelse ???
Hm! - En stigning på hele 30% af elproduktionen ved vandkøling af solcellepanelerne i forbindelse med tagintegreringsløsning. Det lyder umiddelbart som lidt af en overdrivelse.
Ved en digital temperaturmåling på mine solcellepaneler under fuld sol har jeg selv kunnet notere mig, at panelernes temperatur ved vindstille stiger ca. 15 grader i forhold til udetemperaturen. I august havde vi således et par meget varme dage med tæt ved 30 grader, ligeledes under fuld sol og med næsten vindstille. Her røg panelernes temperatur ikke uventet op på 45-50 grader.
Og når vi nu ved, at producenterne under laboratorieforhold har udmålt alle panelernes data under en lufttemperatur på 25 grader, som er standard - ja, så skal data korrigeres for en temperaturstigning på 50 grader minus 25 grader = 25 grader, hvilket rigtignok forringer panelernes ydeevne, men dog umuligt så meget som det synes at være tilfældet hos disse prisvindere.
For forringelsen andrager med monokrystallinske paneler gennemgående kun ½ procent pr grad, hvilket betyder, at en temperaturstigning på 25 grader blot vil nedsætte elproduktionen med ca. 12-13 procent.
Det er selvfølgelig i sig selv også ganske meget. Og det er gerne det, som mange indehavere af et solcelleanlæg, som kun lige er dimensioneret til at kunne nå op på de 6 kW (ved en idealtemperatur på 25 grader i omgivelserne) til deres irritation har måttet konstatere, når de en varm solrig dag ikke synes at kunne komme højere op end ca. 5,2 kW, eller der omkring. (Heldigvis giver lovbekendtgørelsen til skattevæsenets udtalte ærgrelser jo mulighed for, at man gerne må kompensere for dette tab ved at købe ekstra paneler mod at acceptere aktiveringen af den automatiske begrænserfunktion i vekselretterne, når man på køligere solskinsdage så ved middagstid vil ramme loftet på 6 kW i 3-4 timer. Dette tilkøb kan nemlig under alle omstændigheder godt betale sig, trods begrænsningstabet).
Men hvordan prisvinderne kan nå frem til en kapacitetsforøgelse på hele 30 procent, i stedet for ifølge mine beregninger og erfaringer på mindre end det halve, kalder vist på en nærmere forklaring (!).





Kommentarer (3)