DTU rykker på bioethanol til dette års Shell Eco-marathon

I morgen præsenterer DTU Roadrunners deres to økobiler, der skal deltage i dette års Shell Eco-marathon.

DTU Roadrunners har flere gange markeret sig stærkt ved Shells internationale racerløb for brændstoføkonomiske biler. Men dette år bliver det med et nyt brændstof. I år eksperimenterer holdet fra DTU nemlig med, hvor mange kilometer de kan vride ud af en liter bioethanol.

Roadrunners stiller med to biler, som begge har deltaget i Shell Eco-marathon før. "Dynamo" vandt sidste års konkurrence på GTL-fuel, som minder om diesel. Og i 2009 vandt brintbilen "Innovator", da den beviste, at den kunne køre over 3.500 kilometer, på hvad der svarer til en liter benzin.

"Innovator" fortsætter som sidste år i en lettere modificeret udgave. I "Dynamo" ligger der til gengæld en helt ny motor fra Yamaha. Det er en firetakts encylindret 49 cm3-motor, der i bund og grund er en knallertmotor. De studerende fra DTU har optimeret motorstyringen og kompressionsforholdet, så motoren har en optimal forbrænding af ethanolen.

Et job, de har gjort godt, når 30 pct. af energien fra hver liter brændstof når helt ud til de trækkende baghjul. Det er et højt tal for så lille en motor, fortæller lektor Jesper Schramm fra DTU Mekanik, som er vejleder for de DTU-studerende og har været med til alle Roadrunners' otte øko-løb.

»Vi kører på andengenerations-bioethanol fra Inbicon. Vi plejede jo at komme hjem med en pris i den her klasse, så vi har udfordret os selv ved at gå over til ethanol i stedet for syntetisk diesel. Og det er jo relevant, fordi der er en del virksomheder i Danmark, som arbejder med ethanolproduktion,« forklarer Jesper Schramm.

Fokus på alternative brændstoffer

Målet med at deltage i løbet er at gøre opmærksom på mulighederne ved alternative brændstoffer, og hvor meget man kan få ud af en liter brændstof.

»Det skaber fokus omkring alternative brændstoffer. Når vi kører 3.500 km med vores bil, er vi med til at gøre opmærksom på, at man bør stiller nogle andre krav til sin almindelige bil,« siger Jesper Schramm.

Samtidig er det en vigtig øvelse for de studerende på DTU, som er inde over hele konstruktionsprocessen fra kalibrering af indsprøjtningen til det aerodynamiske design.

»Vi uddanner ingeniører, som har kendskab nok til at gå ind i bilbranchen. Så der opstår et miljø i Danmark, som faktisk er i stand til at producere biler.«

Jesper Schramm fortæller, at man på DTU drømmer om at bygge en "rigtig bil", men så stort et projekt kræver nogle engagerede pionervirksomheder, og nogle bevillingstagere der er klar på at støtte projektet.

Shell Eco-marathon afholdes på EuroSpeedway Lausitz-banen i Tyskland fra 26. til 28. maj, og konkurrencen omfatter flere end 3.000 studerende og lærere fra 26 europæiske lande.

Bilerne vil blive vist frem i morgen, torsdag d. 19. maj ved bygning 421 på DTU fra klokken 11-13.

Kommentarer (6)

Mon det er ligesom med Grander vandet. Det har ændret egenskaber ved at sætte bio foran.
Man skulle måske lave en tilsvarende dims til brændstoffer.

  • 0
  • 0

Mon det er ligesom med Grander vandet. Det har ændret egenskaber ved at sætte bio foran

  • brændværdien er næppe større, men det er [b]herligheds[/b]værdien til gengæld! :)
  • 0
  • 0

[quote]Mon det er ligesom med Grander vandet. Det har ændret egenskaber ved at sætte bio foran

  • brændværdien er næppe større, men det er [b]herligheds[/b]værdien til gengæld! :)[/quote]

hellighedsværdien?

  • 0
  • 0

Er det OK at diverse lære og opholdssteder laver langsomt kørende ligkistestore kasser som kan køre 5000 km på en liter sponsoreret af en af de syv sorte søstre?
Lige som ved trafikuheld synes jeg man skal forlade stedet hvis man ikke kan lindre nøden.

  • 0
  • 0

Der kommer en dag, om ganske få år her i landet, hvor du vil være glad for at bare at blive transporteret i tørvejr med 30 km/t i modvind, frem for at skulle pedale dig frem med den halve hastighedunder et regnslag hvis du er uden for rækkevidde af offentlige vinddrevene eltog :o)

Har du læst Fair Løsning 2020 :o)

Jeg synes at det er alletiders at kommende ingeniører prøver kræfter med relevante virkelige brede opgaver der kræver indsigt og samarbejde og hvor resultaterne giver selvtillid.......jeg synes at de skal være stolte de unge

  • 0
  • 0