DTU-forsker bliver udnævnt til Einstein-professor i Kina

DTU-professor Kim Dam-Johansen er blevet tildelt den eksklusive titel som Einstein-professor ved det kinesiske Academy of Sciences. Titlen er et resultat af mange års samarbejde inden for energiteknologi.

Den danske professor og institutleder ved DTU Kemiteknik, Kim Dam-Johansen, kan nu bryste sig af at have titel som Einstein-professor ved videnskabernes akademi i Kina.

Titlen er en anerkendelse af mange års dansk-kinesisk samarbejde inden for energiteknologi og bliver hvert år uddelt til 20 internationale forskere, der ligger helt i front med deres forskning og bidrager til et samarbejde med Kina. Danmark-Kina-linket forventer Kim Dam-Johansen nu vil blive endnu større.

»Det er et resultat af mange års virke allerede, men det kommer til at betyde en endnu stærkere forbindelse til den kinesiske forskningsverden fremover og et styrket samarbejde til gavn både for dansk erhvervsliv og for det kinesiske samfund,« siger Kim Dam-Johansen.

Ud over titlen som Einstein-professor er han blevet tildelt æresprofessortitlen ved Institute of Process Engineering i Beijing.

Særligt behov i Kina

Ifølge Kim Dam-Johansen er der en god grund til, at netop Kina har brug for den energiteknologi, som han forsker i.

»Det kinesiske energiforbrug stiger meget voldsomt i disse år, og energiforbruget dækkes næsten kun af kul,« forklarer han.

Fordi Kinas forbrug af kul er så stort og stadig stigende, og landet samtidig har fokus på både klima, miljø og forsyningssikkerhed, er der behov for teknologier, der i stedet gradvist kan øge anvendelsen af vedvarende ressourcer såsom biomasse og affald. Og her har den danske forskning og teknologiudvikling på området været til stor inspiration.

»Der er behov for implementering af energiteknologi, hvor man i kraftværker og i industrielle processer fyrer med biomasse eller affald alene eller i sammenfyring med kul. Og her har den forskning og udvikling, vi har lavet i Danmark i samarbejde med kraftværkerne og FL Smidth, givet genlyd i Kina,« fortæller Kim Dam-Johansen.

Og netop hans langvarige forskning og hans rolle i forbindelse med implementeringen af de bæredygtige energiteknologier i Kina er årsagen til, at Kim Dam-Johansen nu er indehaver af de to kinesiske professortitler.

Flere rejser til Kina
Kim Dam-Johansen har allerede brugt sommeren på at rejse rundt i Kina og besøge universiteter og virksomheder i forbindelse med udnævnelserne, men tildelingen af de to professortitler kommer også til at betyde flere rejser til Kina fremover.

»Det kommer til at betyde, at jeg vil rejse mere i Kina, både i forbindelse med det dansk-kinesiske universitetssamarbejde, Sino-Danish Center for Education and Research i Beijing, men også for at medvirke til, at dansk erhvervsliv får stadig større gennemslagskraft på det store marked,« fortæller Kim Dam-Johansen.

Dokumentation

Pressemeddelelse fra DTU
Mere om Einstein-programmet

Kommentarer (1)