DTU åbner lobbykontor i Bruxelles
DTU og tre tekniske universiteter fra Tyskland, Schweiz og Holland poster hver en million euro i et nyt kontor, der skal skabe en forbedret dialog mellem de tekniske universiteter og EU-systemet.
DTU's partnere er de tekniske universiteter i München, Eindhoven og Lausanne - til sammen udgør de alliancen EuroTech Universities.
Kontoret, der åbner den 11. oktober, skal bl.a. arbejde målrettet på at gøre de europæiske politikere opmærksomme på nødvendigheden af at satse på teknisk-videnskabelig forskning og udvikling.
DTU's rektor, Anders Bjarklev, siger i en pressemeddelelse:
»Vi sender med åbningen af dette kontor et klart signal til EU's beslutningstagere om, at vi ønsker at være med til at løfte vores del af ansvaret for at skabe mere vækst og innovation i Europa.«
Maria Skou, der er kontorchef for internationale alliancer på DTU, siger til Ingeniøren, at kontoret skal hjælpe forskerne til at byde ind på projekter i forbindelse med EU's kommende rammeprogram for forskning, Horizon 2020, der skal træde i kraft i 2014.
Hun forventer også, at samarbejdet mellem de administrative enheder på de fire universiteter vil være af stor betydning, når universiteterne kan byde på projekter.
I første omgang har universiteterne identificeret energieffektive bygninger, vindenergi og solenergi som værende de områder, hvor universiteterne i fællesskab vil gennemføre forskningsprojekter.
Maria Skou oplyser, at der ikke er sat konkrete mål for kontoret i forhold til at hjemtage forskningsmidler. Der vil blive foretaget en evaluering af kontorets arbejde efter to år.
Dokumentation
Se også
- EU vil sætte 185 mia. kroner mere af til forskning
- EU: Tiden er inde til at støtte produktudvikling frem for forskning
- EU kræver fri adgang til forskning for 80 milliarder euro
- Forskningsrådsformand: »Vi kan få dansk fødevareforskning op på det europæiske niveau«
- Kampen om EU's forskningsmilliarder spidser til




Kommentarer (0)