DSBFirst vil veje passagerne på Kystbanen

DSBFirst talte 1,9 millioner passagerer for mange over to år. Derfor skal passagertallet nu udregnes ved at måle, hvor meget affjedringen giver sig.

En rapport fra Trafikstyrelsen viste, at DSBFirst har talt 1,9 millioner passagerer forkert i årene 2009-10. Det har fået firmaet til at arbejde hårdere på at implementere en funktion, som Øresundstogene er leveret med fra Bombardier, men som indtil nu ikke har virket optimalt.

Togene er nemlig udstyret med et system, der justerer bremsekraften i forhold til, hvor meget vægt der er om bord. Denne funktion kan også bruges til at veje passagerer, og på den måde kan man regne sig frem til antallet af passagerer.

Systemet virker på den måde, at sensorer registrerer, hvor meget bælgene til luftaffjedringen presses sammen - altså hvor stort et tryk, de bliver udsat for. Trykket kommer selvfølgelig fra vægten af passagerer, og jo flere passagerer, desto større belastning. Ved hjælp af software kan man beregne, hvor mange passagerer der er i toget ved en given belastning.

Togvognens egenvægt, det der kaldes Tara-vægten, måles hver 24. time, kl. 2. om natten, for at få den præcise vægt for den tomme vogn. Det forklarer Thomas Thomsen, materiel- og supportchef hos DSB Vedligehold A/S:

»Togets computer sender anmodning til bremsekontrol-enheden, hver gang dørene bliver lukket. Beregning bliver lavet ud fra trykket på hver boogie. Beregningerne bliver lavet på baggrund af et gennemsnit, så der kan sagtens være et hoved mere eller mindre med toget. Men det er på den måde, vi ved, hvor mange vi har med i toget.«

Kendt system

Systemet er velkendt i togindustrien, og de 100 tog er således født med muligheden, fordi systemet også skal kunne bruges til at justere bremsekraften. Systemet kører allerede både på de svenske søstertog, Regina-serien, og på Københavns S-tog, og som sådan er der ikke noget 'hokuspokus' i teknologien, men Thomas Thomsen tør ikke sætte en dato på, hvornår systemet er klar til brug, for kalibreringen driller stadig.

»Det er afstanden fra boogien til vognkassen, man måler, og den skal stemme overens med trykket i bælgen. Det ville være meget nemmere, hvis der kun var en del at justere. Så vi snakker med leverandøren om at lave et kursus, så vi kan lære at indstille systemet bedre,« fortæller han.

Den nye tællemetode skal stadig supleres af en manuel optælling.

Emner Tog

Kommentarer (4)

Kan softwaren mon også selv udregne, om der blandt passagererne er et par ordentlige basser, som der jo kommer flere og flere af? Eller vejer alle passagerer i gennemsnit 72,5 kg?

DSB-First stoler åbenbart ikke på teknikken siden der fortsat tælles manuelt, men heller ikke denne metode er jo sikker.
Usikkerheden er til at tage og føle på. Tælleafsnittet ligger mellem Klamepenborg og Skodsborg, og det betyder, at den passager, der står på i Vedbæk og kun skal med til den store skiftestation, Kokkedal, ikke tælles med. Rigtig mange passagerer rejser blot rejser mellem de nordligste stationer, og kommer således ikke i nærheden af tælleafsnittet, så mon ikke man skal tage First' tal med et meget stort forbehold.

Det har Trafikstyrelsen klogeligt nok også gjort. Til Ing. siges der d. 8.7.,
at det manuelle passagertællesystem giver mange muligheder for fejltællinger, herunder fejl i indrapporteringen på grund af fejltastning og fejlregistrering på forkert tognummer, tekniske fejl og problemer med mobildækningen, idet passagertællingen fra togføreren bliver indrapporteret via mobilnettet, samt at ”Trafikstyrelsen har været utilfredse og har derfor skærpet tilsynet overfor DSB-First og passagertællingerne. En del af tilsynet har bestået i, at der er gennemført løbende kontroltællinger”, og at ”Trafikstyrelsen har i flere perioder i både 2009 og 2010 pålagt DSB-First bod på 5.000 kr. pr. dag på grund af de mangelfulde passagertællinger”.

Med de usikkerheder, der indlysende nok knytter sig til vejemetoden, så er
det eneste, der er sikkert her usikkerheden.

  • 0
  • 0

Der står jo direkte i artiklen at man tager udgangspunkt i en gennemsnitsperson, så nej, systemet kan ikke se forskel på to tynde og en tyk person.

CITAT: »Beregningerne bliver lavet på baggrund af et gennemsnit, så der kan sagtens være et hoved mere eller mindre med toget. Men det er den måde, vi ved, hvor mange vi har med i toget.«

Hvis man skal have et nøjagtigt antal, skal man udnytte rejsekortets mulighed for at lave statestik på hvor mange kort der er anvendt i en periode og hvem der rejser hvorfra og hvortil på hvilket tidspunkt... En registrereing der låser kortet til et unikt tognummer bør kunne give et forholdsvist nøjagtigt antal personer i toget mellem hver enkelt station (systemet vil selvfølgelig ikke registrerer folk der køre med uden at lade sig registrerer). Dette vil selvfølgelig kræve at registreringen foregår i toget og ikke på peronen hvis der er mulighed for at personen vælger at tage et andet transportmiddel (f.eks. bus eller Metro)

Jeg ved så ikke om det er bedre ikke at registrerer blinde passagerer, end at tælle to tynde for en tyk... :)

  • 0
  • 0

DSB First manuelle tællefejl 16 %
Arriva Hella 2 %

Det er et godt spørgsmål om DSB First manuelle tællinger eller COWIs omregnede tal er korrekte!
I al fald fremgår det af Transportministerens svar på sp: 1695,1696,1697,1698 at der er differencer mellem tællingerne på ikke mindre end 16 %.

I svarene og i Ingeniørens omtale oplyses det at DSB efter bedste Storm P metode vil veje togsættene og ud fra vognvægtene med og uden last, og ud fra en gennemsnitlig passagervægt, beregne passagertallet.

Ingeniøren.dk omtalte 8. juli 2011 en mere avanceret metode til korrekte passagertælling, som Arriva anvender, leveret af Hella, med fejlmargen angivet til 2 %.
Prisen angives i artiklen til ca. 49.000 kr. pr. togsæt

Hvis passagertallene har væsentlig betydning for dimensionering af togtrafikken og afregning for transportydelserne, bør DSB og Transportministeriet se grundigt på muligheden for at købe det færdigudviklede Hella system til elektronisk billedgenkendelse af passagerer i stedet for at lege Ole opfinder inspireret af Storm P.

http://www.ft.dk/samling/20101/almdel/tru/...

http://ing.dk/artikel/120618-dsbfirst-over...
http://ing.dk/artikel/121172-dsbfirst-vil-...

http://ing.dk/artikel/120642-lygteproducen...

  • 0
  • 0