Dong i storsatssning: Gigant gasfelt skal udforskes for 800 mio

Dong Energy tager nu et skridt videre hen imod udvikling af det tricky, danske Svanefelt, som vurderes at rumme gas nok til at forsyne Danmark med i 25-30 år

Det dybtliggende og gasrige, danske Svanefelt, som blev opdaget i 2002, skal nu udforskes yderligere.

Dong Energy, som har koncession på at udnytte feltet, har netop besluttet at bore en såkaldt vurderingsboring ned i gasførende sandstens-lag, som ligger i omkring seks kilometers dybde.

»En vurderingsboring vil kunne give os viden om, hvor stort feltet er i udstrækning og om det er muligt at producere tilstrækkelige mængder naturgas til, at det vil være lønsomt at starte en udbygning af feltet.« siger Jesper Nørrelund, som er Dong Energys ansvarlige for de danske olie- og gasaktiviteter.

Udfordringen ved udnyttelse af Svanefeltet er, at det ligger meget dybt – mellem 5.300 og 5.900 meter nede. Her er temperaturen omkring 190 grader og trykket over 1.000 bar, hvilket giver ekstreme belastninger på både bore- og målegrej. Under boringen blev der gjort fund af gas og kondensat i flere sandstenslag af Sen Jura- alder i 5.400-5.900 meters dybde, og der blev gennemboret mere end 630 meter gasfyldt reservoir, uden at bunden af reservoirsandstenen kunne nås. (Grafik: Martin Kirchgässner - Kilde: Energistyrelsen)
Svanefeltet blev fundet i 2002 af olieselskabet Conoco Phillips, som senere solgte konessionen på området til Dong Energy.

Han tilføjer, at man selvfølgelig har en forventning om, at det vil være tilfældet, når man vælger at gå videre med en vurderingsboring.

Vurderingsboringen bliver en rigtig dyr og kompliceret sag. Prisen for boreoperationen ligger på mellem 600 og 800 mio. kroner, og ifølge Jesper Nørrelund vil det tage et års tid at planlægge og forberede den.

Ikke mindst fordi boringer i disse dybder kræver specielle stållegeringer i borerør og andet udstyr, hvor leveringstiden kan være lang.

En anden besværlig faktor er selve sandstens-reservoiret, hvor gassen findes. Den er meget tæt og indeholder få porer, hvor gassen kan strømme og derfor er det nødvendigt at sprække sandstenen op ved hjælp af væske under højt tryk.

Dong Energys beslutning om at gå videre med Svanefeltet er taget på et tidspunkt, hvor naturgaspriserne er meget lave.

Det erkender Jesper Nørrelund, men påpeger, at det først er, når beslutningen om udbygning eller ej skal foretages, at man for alvor skal ind og analysere på gaspriserne fremtidige udvikling. Og om det forventede naturgas-udbytte og omkostningerne til platforme, behandlingsanlæg osv kan hænge sammen økonomisk:

»Beslutningen om en eventuel udbygning skal jo først tages om en hel del år, og da kan gaspriserne jo have udviklet sig meget i forhold til nu,« siger han.

Selv om feltet blev fundet i 2002 er det først i sommer, at det er blevet meldt ud. Ved offentliggørelsen vurderede Energistyrelsen, at det kunne blive til Danmarks største gasfelt, og at det kunne vende op og ned på prognoserne for den danske selvforsyning med naturgas. Man vurderede på det tidsunkt, at feltet indeholder naturgas nok til at forsyne Danmark i 25-30 år.

Kommentarer (2)

De 800 mio kunne vel alternativt bruges til fremadrettet VE-teknologi-udvikling, en udvikling, der bør starte nu, ikke først efter de 30 års sandstensudspuling? Og så kunne man lade gas, olie og kul hvile i fred, gerne markeret med en smuk mindeplade, lagt under et stort svajende bøgetræ.

Besynderligt som de to debatter kører ukoordineret parallelløb - 1.: fossil forsyningssikkerhed og 2.:VE-udvikling.

  • 0
  • 0

Hvorfor så negativ? - Gas er skam udmærket, når problemerne skal udskydes! Ved du, at "den grønne energi i DK kommer op på 29,2% dækning, hvis vi udnytter biomassen 100%, tre-dobler vindmølle-kapaciteten og 20-dobler solenergien. (henholdsvis 19% + 33 + 200.06% = 29,2%). Tal fra den seneste Energistatistik 2008, side 5). De 70% må komme fra kul, olie og gas.
Så når vi ikke VIL tage alvorligt fat på at erstatte den fossile energi med kernekraft, så er naturgas faktisk den bedste forhalings-energi, vi har. - Måske endda i 25-30 år?

  • 0
  • 0