Discovery ankommet til rumstationen

Der blev ringet med rumstationens skibsklokke, da rumfærgekaptajn Alan Poindexter styrede Discovery ind til en perfekt sammenkobling med rumstationen. Sammenkoblingen var omgærdet af spænding, da rumfærgens tilkoblingsradar ikke fungerede.

Der skulle en alternativ procedure til, da kaptajn Alan Poindexter kl. 9.44 her til formiddag skulle styre rumfærgen Discovery ind til Den Internationale Rumstation.

Det skyldtes, at Discoverys såkaldte KU-antenne aldrig kom til at fungere, og med den defekt forsvandt også rumfærgens sammenkoblingsradar. Astronauterne fulgte derfor en alternativ procedure.

Discoverys tilkoblingsport greb fat i porten på rumstationens Harmony-modul, mens de to fartøjer passerede hen over Caribien. Imens ringede den japanske astronaut Soichi Noguchi med rumstationens skibsklokke og annoncerede, at Discovery var ankommet.

Discovery ankom i dag til rumstationen. (Foto: Nasa)

Med Discoverys opsendelse og ankomst bliver der sat rekord. For første gang er der fire kvinder i rummet og på rumstationen samtidigt. Det er desuden også første gang, at der er to japanere på rumstationen samtidigt.

Under Discoverys besøg skal der blandt andet gennemføres tre rumvandringer for at udskifte et gyroskop, installere en reserveammoniaktank og hente et japansk eksperiment ind fra rumstationens yderside.

Forsyninger og udstyret til rumstationen befinder sig i Leonardo-forsyningsmodulet i Discoverys lastrum.

Leonardo bliver efter planerne koblet til rumstationen midlertidigt senere i dag og inden hjemturen lagt tilbage i rumfærgens lastrum. Blandt udstyret er nye eksperimenter, reservedele til vandrensningssystemet og nye sovekabiner til astronauterne.

Discovery skal tilbringe 11 dage ved Den Internationale Rumstation og er den anden af de sidste fem planlagte rumfærgeopsendelser. Forløber besøget efter planen vil Discovery vender tilbage til Jorden den 18. april.

Dokumentation

Nasa om Discoverys mission

Kommentarer (0)