Derfor kommer 4G-auktion ikke over milliarden

En dyr netudbygning, høje dækningskrav og erindringen om tidligere, tårnhøje priser for 3G-licenser betyder, at det vil være stærkt overraskende, hvis 4G-frekvensauktionen får milliarderne til at rulle ind i statskassen.

Den kommende auktion over frekvenser til brug for mobilt bredbånd betyder formentlig ikke, at milliarderne vil vælte ind i statskassen. Det vurderer flere eksperter.

»Staten kommer ikke til at score kassen på det her,« siger teleanalytiker John Strand fra Strand Consult.

Læs også: Alle mobiloperatører melder sig klar til kamp om lave 4G-frekvenser

Han peger på, at det i sig selv er omkostningstungt for operatørerne at udbygge LTE-nettet ved 800 MHz, hvor der er krav om dækning i en række udvalgte områder, inklusive sommerhusområder, hvor det i dag kan knibe med bredbåndsforbindelsen. Og i den forbindelse kan det i sig selv vise sig at blive en udfordring for operatørerne at få lov at stille de fornødne mobilsites op for at opfylde dækningskravene i tide, påpeger John Strand.

»Når regeringen træffer en beslutning om at bygge en Øresundsbro, så tager man højde for ekspropriering og så videre. Hver gang man ser på en anlægsinvestering i Danmark, som bliver varetaget af det offentlige, så sørger man også for, at alle de ting omkring det er på plads og i orden,« siger han og tilføjer:

»Problemet er, når det kommer til telenet, så sørger man for, at frekvenserne er på plads, men alle de ting, der skal på plads, før det kan ske i praksis, dem har man ikke styr på.«

John Strand forudser, at både kommuner og naturfredning kan vise sig at blive en udfordring for teleoperatørerne, når det gælder tilladelser til at opstille master.

»Hvis man kigger på de licenskrav, der er, og hvornår nettet skal være bygget færdigt (slutningen af 2015, red.), så tør jeg godt indgå et væddemål om, at der bliver nogle kommuner, der er skyld i, at der er nogle operatører, der ikke når at leve op til dækningskravene,« forudsiger teleanalytikeren.

Og de fremtidsudsigter er med til at gøre LTE-licenserne ved 800 MHz mindre attraktive, vurderer Johnn Strand:

»Det har en negativ indflydelse på, hvad staten kan forvente at få af provenu.«

Tidligere auktioner til milliarder

Ved den tidligere auktion over 4G-licenser ved 2,5 GHz og fra 2010 - 2025 MHz fik staten omkring en milliard kroner i kassen i alt. Det er dog intet mod auktionen over 3G-licenser i 2001, som dengang endte med at koste fire operatører knap 1 mia. kroner hver.

Men til forskel fra dengang bliver der ved den kommende auktion over 800 MHz-licenserne, der finder sted næste måned, tale om åbne bud, påpeger John Strand. Det vil sige, at de operatører, som har meldt sig som deltagere i auktionen, kan se hinandens bud, og det vil ifølge John Strand være med til at holde budniveauet nede.

»Dem, der har designet auktionen, ved godt, at dækningen for de her frekvenser er vigtigere end at få mange penge for frekvenserne,« siger han.

På baggrund af omstændighederne ved 800 MHz-auktionen gætter John Strand på, at statens indtægt fra auktionen bliver et sted mellem 100 mio. og 500 mio. kroner.

»Jeg vil blive meget overrasket, hvis vi taler om, at det vil ryge op i et milliardbeløb,« siger han.

Professor ved center for kommunikation, medier og informationsteknologi ved Aalborg Universitet Knud Erik Skouby er enig i, at LTE-auktionen nok ikke får milliarderne til at vælte ind i statskassen.

»Det bliver næppe på samme niveau, som vi så med 3G. Alle var dengang enige om, at der blev overbetalt for 3G-licenserne. Det er en vedtaget sandhed i hele televerdenen. Selskaberne vil være meget opmærksomme på, at det ikke gentager sig,« siger han.

Knud Erik Skouby peger desuden på, at tiden er en anden, og at operatørerne ikke har de samme midler i dag, som de havde dengang, hvilket nok også vil få dem til at være mere tilbageholdende ved auktionen.

Aalborg-professoren vil nødigt sætte et konkret tal på, hvad staten kan forvente at få ud af salget af licenser, men han er tilbøjelig til at tro, at det nok ligger i den øvre ende af det interval, John Strand har nævnt.

800 MHz-auktionen er planlagt til at skulle finde sted midt i juni, og foreløbigt har alle de danske mobilnet-operatører meldt sig til den.

Kommentarer (0)