Hvis verdensøkonomien er som roterende tallerkener på lange pinde i et cirkus, er Japan den tredjestørste tallerken. En tallerken, som roterer så faretruende langsomt, at den risikerer at ramme jorden med et brag og rive andre tallerkener med sig i faldet.

Det er særligt produktionsvirksomhederne, der står i en krise, som farver de økonomiske nøgletal røde. For eksempel skylder den japanske stat mere end to gange sit bruttonationalprodukt, og et milliardunderskud har ramt handelsbalancen for første gang i 30 år. For nylig fulgte elektronikproducenten Sony i kølvandet på andre elektronikvirksomheder som Panasonic og Sharp og fyrede 10.000 arbejdere som konsekvens af udsigten til endnu et år med underskud - denne gang på 36,6 milliarder kroner.

Men hvad er der gået galt for det asiatiske vækstlokomotiv med de dygtige ingeniører, der laver alt fra topmoderne biler til fladskærme og robotstøvsugere?

Yoshida-doktrinen, der skulle rejse landet efter Anden Verdenskrig gennem økonomisk vækst, slog ellers igennem i 60'erne og 70'erne med et brag og fik små familieejede virksomheder til at knopskyde overalt for at levere til de store industrihuse. Alligevel er det, som om Japan er gået i stå.

»Det bekymrer mig, at landet har så vanskeligt ved at tilpasse sig skiftende forhold, « siger Jens Sejrup, ph.d. i Japan-studier ved Asien-afdelingen, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS) ved Københavns Universitet, og fortsætter:

»Det skal alt for tit gå helt galt, før man justerer. Vi så det ved afslutningen på Anden Verdenskrig, hvor Japan først erkendte sit uundgåelige nederlag efter at være blevet ramt af to atombomber. Og først da en voldsom boble i økonomien brast i starten af 90'erne, satte det en stopper for en længe alt for overophedet økonomi.«

Loyalitet over for fodsoldaterne

Ifølge Jens Sejrup er det et dystert scenarie, at japanerne stædigt holder fast i deres nuværende samfundsstruktur og måde at producere på, indtil tallerkenen roterer så langsomt, at den falder ned af pinden.

Det japanske paradoks er nemlig, at man på den ene side er ekstremt god til at få befolkningen til at gå i takt og følge trop. Men på den anden side har landet svært ved at ændre de samfundsstrukturer, det selv skaber.

Tag for eksempel produktionsvirksomhederne i Japan. Til forskel fra USA er det ikke billedet af store strømlinede produktionsfaciliteter med al produktion inhouse, der præger Japan. Små virksomheder blev fodsoldaterne i kampen for vækst i 60'erne og 70'erne, hvor bilproducenter og elektronikhuse skreg på al den hjælp, de kunne få. Overalt voksede små familievirksomheder frem og indgik aftaler om at bygge dele til bilbremser, vinduesviskere eller lakarbejde. Men med aftalerne fulgte en japansk loyalitet, der gør forandring besværlig.

»Faktum er, at der er meget langt fra familieforetagendet og underleverandøren ude i den lille flække til toppen i den store virksomhed. Men japanerne føler sig forpligtet på gamle aftaler med leverandører, og det gør systemet ufleksibelt,« siger Jens Sejrup.

Men nu tager økonomien nådesløst en del af beslutningerne for Japan. Stribevis af de små virksomheder drejer nøglen om, og store virksomheder er så småt begyndt at flytte produktionen til udlandet. Nissan har allerede flyttet en stor del af bilproduktionen til Thailand, bygget fabrikker i Brasilien og har planer om flere i Mexico. Panasonic får 57 procent af sine leverancer fra udlandet - for to år siden var dette tal 43 procent. Elpida Memory, verdens tredjestørste producent af DRAM-hukommelseschips, overvejer at flytte halvdelen af sin produktion til Taiwan. Samtidig lukker Toshiba tre fabrikker i Japan inden september, og sådan fortsætter historierne om virksomheder på flugt i Japan.

Årsagen er en uhyggeligt stærk yen, lyder forklaringen fra Japans rigeste mand i 2009 og 2010, Tadeshi Yanai, der ejer Asiens største tøjkæde, Yanai Yamaguchi, som for længst har flyttet al produktion ud af Japan.

»Det er som at sige: 'Lad være med at producere varer i Japan',« siger han til Businessweek.

Den stærke yen er en direkte konsekvens af, at forbrugerne ikke bruger penge. Og ifølge Jens Sejrup er der brug for et opgør med nogle grundlæggende dele af det japanske samfund.

Flere sociologer beskriver nemlig Japan som et højteknologisk og postmoderne samfund, der stadig prøver at rumme efterladenskaber fra et relativt simpelt hierarkisk agrarsamfund, hvor samuraiklassen styrede det hele.

»Japanerne er stadig styret af gamle mænd, der holder fast i gamle traditioner. De er ekstremt stolte og føler sig så særlige i verden, at de har svært ved at forestille sig udlændinge være i stand til at integrere sig i samfundet. Derfor henter de ikke udenlandsk arbejdskraft, selvom deres fødselstal på 1,3 barn pr. kvinde er rystende lavt,« siger Jens Sejrup.

Konsekvensen er en ældrebyrde, der kun vokser af, at kvinderne går hjemme efter giftermål, selvom de har lange uddannelser.

Det nødvendige jordskælv?

Hvis ændringer virkelig kræver, at Japan skal i knæ, er spørgsmålet, om det ikke skete 11. marts sidste år, da landet blev ramt af et jordskælv med en styrke på 8,9, efterfulgt af en tsunami, der satte energiforsyningen ud af spil.

I sidste uge lukkede Japan den sidste af 54 atomreaktorer, der leverede 30 procent af elektriciteten til landet. I stedet er importen af olie øget med 4,5 millioner tønder dagligt, og ved LNG-terminalerne i Tokyos havn er der usædvanlig travlt. Dagligt ankommer enorme tankere hele 14.500 sømil fra USA med flydende naturgas, fordi prisen i Japan er syv gange højere.

Oven i en kæmpe ekstraregning på energi forventes jordskælvet og tsunamien at koste 1.341 milliarder kroner over fem år, sandsynligvis mere.

Blandt analytikerne er det store spørgsmål nu, om jordskælvet og den deraf følgende genopbygning var den nødvendige katastrofe, der vil sætte gang i væksten og forbruget - eller om jordskælvet ødelagde energiforsyningen så grundigt, at den store japanske tallerken falder ned fra sin pind med et brag.