Defekt valse-leje sandsynligvis årsag til træpillebrand

Politi og brandmyndigheder har forladt Avedøreværket og angiver nu en formodet årsag til branden, som man dog ikke vil uddybe nærmere.

Efter 12 dages indsats på Avedøreværket meddelte Københavns Vestegn Politi sent fredag, at brandvæsen, Beredskabsstyrelsen og politiet indstiller indsatsen og forlader stedet med det samme.

'Parterne har vurderet, at situationen nu er stabil,' siger politiinspektør Michael Kristiansen i en pressemeddelelse på vegne af de mange parter, som sammen har stået for indsatsen.

Det drejer sig om Hvidovre Kommune, Københavns Vestegns Politi, værkets ejer Dong Energy, Vestegnens Brandvæsen, Københavns Brandvæsen samt Beredskabsstyrelsen.

Samtidig løfter politiet lidt af sløret for årsagen til branden, som 'vurderes at være et defekt leje i en valse på transportbåndet'. Ifølge politiets pressetjeneste kan denne udtalelse dog ikke udbygges eller forklares, før den endelige undersøgelseserklæring er færdig om et stykke tid.

Dong Energy arbejder nu selv videre med at tømme den største træpillesilo for 35.000 ton træpiller, og det kræver altså ikke, at beredskabsmyndigheder, kommune og politiet er til stede.

Branden startede søndag den 12. august, da der gik ild i træpiller på et transportbånd i 50 meters højde. Branden bredte sig til en mindre silo med omkring 14.000 ton træpiller.

Silobranden blev slukket, og siloen tømt for brændsel, mens man sideløbende måtte arbejde på også at hindre brandudvikling i den største silo ved hjælp af store mængder kvælstof.

Emner Biomasse El

Kommentarer (0)