Betoncenteret på DTI har undersøgt betonen i to tyske bunkeranlæg ved den jyske vestkyst og dermed taget hul på en meget interessant problemstilling, fordi disse bunkere synes at gemme på hemmeligheder med hensyn til betonholdbarhed. Undersøgelsen er refereret i tidsskriftet Dansk Beton nr. 4, 2000, og støtter sig til en artikel fra Cementfabrikkernes Tekniske Oplysningskontor, offentliggjort i 1942. Det konkluderes overordnet, at der ikke er hemmeligheder ved betonen, og at der blot er tale om veludført betonarbejde, men dykker man ned under overfladen dukker hemmelighederne frem. Specifikationerne fra 1940'erne for tilslaget røber et forhold til betydningen af granulometri, mængdeandel og kornform, der er anderledes end i dag, idet der benyttes fire graderede komponenter med hver sin mængdeandel, og der specificeres skærver, hvor vi i dag klarer os med tre komponenter og accepterer afrundede kornformer, men pulverkomponenten - en speciel S-Cement - er den allermest interessante.

Pulverkomponenten udgør i sin helhed den mindste materialekomponent i beton, og består i den klassiske form af cement alene. Komponenten spænder over størrelsesspektret fra ca. 0.1 mm til 100 mm (mm ~ milliontedele meter). På grund af brændselsmangel under krigen har man dengang fået en idé om at klare sig med en mindre andel cement ved at erstatte noget af pulverkomponenten med formalet sand. Denne sandkomponent er konditioneret og tilpasset cementen således, at de to materialers partikelfordelinger passer sammen. Herved fremkommer en integreret cementype - S-Cement - hvor cementkomponenten ligger i den nederste del af kornfordelingen og sandkomponenten i den øverste del. De principielle forhold er illustreret i fig. 1 på en stiliseret frekvensfordeling. Endelig oplyses om S-Cementen, at den kan udstøbes med lavere vand/cement tal end en dengang konventionel cementtype, hvad der indikerer, at den pakker bedre end den konventionelle cement. Går vi frem til vore dage har vi fra midten af 1990'erne det gennemarbejdede og veldokumenterede Hetek projekt, og her er pulverkomponenten interessant at sammenligne med S-Cementpulveret. I Hetek'en udgør mikrosilica den nederste del af kornspektret, mens den differentierede cement ligger i den øverste del. Heroppe ligger også flyveasken, der har nogenlunde samme kornspektrum som cement. Flyveasken vil derfor have en tendens til at fortynde cementen og samtidig virke destabiliserende/afpakkende på cementkollektivet på grund af flyveaskepartiklernes kugleform. De principielle forhold er illustreret i fig. 2. Det er god betonlogik at fylde mellemrum mellem partikler ud med stadig mindre partikler og så til sidst lime det hele sammen, og den integrerede S-Cementtype fra 1940'erne er helt i overensstemmelse med denne logik, hvor sandkomponenten i S- Cement er indskudt som et ekstra tilslagsmateriale mellem cement og det normale tilslag. Sammenligner man med en DTI-undersøgelse fra 1997 af en moderne udenlandsk slaggecement, så fremstilles en sådan integreret cement af omhyggeligt processede materialekomponenter i lighed med S-Cementen, og i slaggecement ligger cementkomponenten ligeledes i bunden af kornspektret, og betonlogikken er således i orden. Anderledes forholder det sig med den moderne Hetek's pulverkomponent, for hér ligger cementen midt i det hele med noget uden om, så hér halter logikken en del, idet cementen skal være både materialekomponent og binder på én gang, og denne klækkelige udvidelse af cementens rolle i en Hetek må umiddelbart vurderes til at kræve en ikke ringe skønsomhed, så vores danske filosofi med at blande sig til pulverkomponenten ved hjælp af ukonditionerede tilslagspulvere virker ikke særlig overbevisende, når man betænker, at både slagge- og S-Cements egenskaber er processet frem i store, komplekse pulverproduk tionsanlæg. Sammenfattende kan man derfor konkludere, at de tyske betonbunkere ved den jyske vestkyst afslører mindst to hemmeligheder, nemlig at dansk cement som illustreret i fig. 3 har bevæget sig fra bunden til toppen af pulverkomponenten i beton fra 2. verdenskrig til i dag samt at man dengang processede pulverkomponenten som en integreret cementtype i modsætning til vore dages differentierede typer, og mens bunkerne dokumenterer god holdbarhed med cementen placeret i bunden af en integreret cement, kan man konstatere, at der har været en hel del problemer undervejs i bevægelsen op til vore dage. At frakende cementens skred ethvert ansvar for de sidste 20-40 års holdbarhedsproblemer er selvfølgelig en mulighed, men jeg vil fremføre som min personlige mening, at en stor del af holdbarhedsproblemerne kan tilskrives dette skred, og efterlyser en diskussion af, hvor cementen egentlig skal befinde sig, og hvordan den skal se ud i et moderne cementbaseret byggemateriales pulverkomponent, da den åbenlyst flyder noget rundt i danske cementprodukter i dag.