De holder øje med verdens brændpunkter

Spionsatellitterne fik deres ilddåb under Golfkrigen. Siden er de blevet både mere avancerede, præcise og hurtige. Men de er stadig tophemmelige.
Om morgenen den 1. august 1990 afleverede CIA-direktør William Webster en pakke med spionsatellitfotos til det Hvide Hus. Billederne afslørede, at en irakisk invasion af Kuwait var nært forestående.
Ifølge Webster ville invasionen med 70 procents sandsynlighed komme inden for 24 timer. Klokken tre om eftermiddagen anslog CIA på baggrund af nye satellitfotos, at invasionen ville komme inden for de næste 12 timer. Nu var sandsynligheden 90
procent.

Tre timer efter billedernes sidste opdatering begyndte den irakiske invasion.
Den 6. august - fem dage senere - fløj forsvarsminister Dick Cheney personligt til Saudi Arabien med et sæt spionsatellitbilleder, der viste tre irakiske divisioner på vej mod den saudiarabiske grænse. Undervejs i sit fly modtog han nye billeder fra
satellitterne, der afslørede, at to af de irakiske kamp vognskolonner var kommet ind i Saudi Arabien. Billederne overbeviste Kong Fahd om, at hans land var truet, og han lod amerikanerne stationere tropper i Saudi Arabien. Mellemøstlige kilder har
siden hævdet, at kampvognene kom ind i landet ved et uheld.
Spionsatellitterne fik deres første rigtige ilddåb under Golfkrigen.
I måneder før krigen blev de brugt til at følge Sadam Hussains troppebevægelser, bygning af våbenfabrikker og raketramper. I løbet af Golfkrigen leverede de strategisk information, inden selve landkrigen begyndte, og som noget nyt blev de brugt til
taktiske opgaver så som at finde de meget mobile Scudmissil-affyringsramper.

FIRE SLAGS SPIONSATELLITTER
Siden starten af tresserne har både USA og Rus land haft et militært spionsatellitprogram. I dag er det amerikanske forsvars spionsatellitprogram det mest avancerede i verden. En lille hær af hemmelige satellitter holder
øje med verdens brændpunkter og er med til at levere præcist up to date - og oftest meget overbevisende - information om begivenheder forskellige steder på kloden.
Det amerikanske forsvar har basalt fire typer spionsatellitter:
Optiske Key Hole-satellitter, der sender detaljerede billeder tilbage til Jorden. Lacrosse- radarsatellitter, der kan tage radarbilleder i næsten al slags vejr. Og når det er overskyet:
Trumpet-lyttesatellitter, der opsamler alle former for elektronisk kommunikation. Hertil kommer de lidt mindre hemmelige infrarøde DSP (Defense Support Program) atom-overvågningssatellitter.
For at kommunikere med satellitterne og mellem tropperne på Jorden bruger det amerikanske forsvar en række militære kommunikationsatellitter kaldet DSCS (Defence Satellite Communica tion System) og Milstar.
De sender data og billeder videre til National Reconnaissance Offices (NRO) tophemmelige datacenter i Area 58, et afspærret område syd for Washington.
Bortset fra DSP-typerne er informationen om satellitterne klassificeret tophemmeligt, og praktisk talt ingen teknisk information om dem er tilgængelig. Den viden, der eksisterer i dag, er primært baseret på indirekte beregninger.

HURTIGERE OG MERE PRÆCISE
Indtil Golfkrigen i 1990 var spionsatellitter udelukkende bygget til strategiske opgaver, det vil sige hovedsageligt overvågning og indsamling af information til brug for politiske beslutninger.
Med Golfkrigen blev der pludselig behov for at bruge satellitterne til at finde eksempelvis missilramper på landjorden og herefter dirigere angreb mod missilerne.
Det viste sig, at systemet var for langsomt: Inden DSP-satellitternes infrarøde detektorer havde fået opfanget tegnet på en Scud-missilaffyring og via andre kommunikationssatelliter sendt signalet til de militære hovedkvarterer, var der gået adskillige
minutter. Og så var det oftest for sent.
Kommunikationssystemerne var også hårdt overbelastede, hvilket de civile rumforskere fik at mærke. Astronomer, som benyttede Hubble-rumteleskopet til at undersøge store storme på Jupiter, kunne kun få 20 procent af den normale kommunikationstid på de
fortrinsvis civile TDRS-satellitter. Resten af tiden var afsat til prioriterede brugere.
Med nye DSP- og militære kommunikationssatellitter har man nu fået reduceret advarselstiden for missilaffyringer fra minutter til sekunder.
Også de optiske Key Hole-satellitter er blevet forbedret. Det amerikanske forsvar har bekræftet, at satellitterne nu kan tage billeder med en opløsning på ned til 10 cm. En større opløsning eksisterer måske allerede og kan f.eks. bruges til at skelne
imellem atrapper og rigtige tanks - eller læse nummerpladen på Boris Yeltsins limousine! Billedopløsningen er dog ikke eneste parameter for effektivitet.
Flere gange under krigen mistede amerikanerne kontakten med irakiske kamp vognsbrigader og endda hele divisioner. De store overbliksbilleder manglede, og man var tvunget til at bruge kommercielle billeder fra de civile amerikanske Landsat-satellitter,
der kunne levere oplø selige billeder i en afstand på 30 meter. Bedst var de franske Spot-satellitter, der på store overbliksbilleder kunne levere billeder med en opløsning ned til ti meter.
Nye kommercielle firmaer er nu ved at komme på banen med satellitter, der kan fotografere i en afstand ned til én meter.

ANDRE LANDES SPIONSATELLITTER
Foruden USA har også Rusland, Kina og Frankrig spionsatellitter.
Ruslands nyeste optiske spionsatellit hedder Arkon-1. Den vejer 20 ton, og giver oversigtsbilleder med en opløsning på 2-5 meter.
Lyttesatellitterne hedder Tselina, og Rusland har tre af dem i kredsløb i øjeblikket. Den franske Heliosspionsatellit skal snart afløses af en ny Helios-2.

DEN ELEKTRONISKE LYTTER
Trumpet er lyttesatellitter, der kan følge radio- og anden elektronisk kommunikation. Satellitterne vejer ca. seks ton og er to meter lange.
Hver satellit har en cirkulær unik bredbåndet lytteantenne, der kan foldes ud til næsten 90 meter i diameter.
Trumpet-satellittene kredser i en såkaldt elliptisk Molniyabane med det fjerneste punkt ca. 25.000 kilometer over Jorden og det laveste i kun et par hundrede kilometers højde.
Den store antenne er designet til at kunne følge tusindvis af signalkilder på Jorden samtidigt, bl.a. kommunikation mellem Rusland og dets atom-ubåde.
Foruden lyttekapaciteten er Trumpet udrustet, så den kan bruges til ekstrem højfrekvent kommunikation.
Trumpet kan scanne frekvensspektret fra 100 MHz til 25 GHz.
Det var en af forløberne til Trumpet, som i 1986 opfangede det første tegn på Chernobyl-ulykken i en radiokommunikation mellem Kiev og Moskva.

DET INFRARØDE ØJE
DSP-satellitterne er en del af det tidlige alarmeringssystem, som skal kunne advare imod raket- og missilopsendelser, samt detektere atomeksplosioner på Jorden og i og uden for atmosfæ ren.
DSP bruges til at overvåge den globale atomnedrustningsaftale, og det gør spionsatellitter af denne type til de mindst hemmelige.Der er som regel fem satellitter i kredsløb. Tre operationelle og to ældre i reserve. Satellitterne vejer op mod tre ton.
De er ti meter lange og består af en tønde, hvor der i den ene ende sidder et infrarødt teleskop og i bagenden fire udfoldelige røntgendetektorer. Herudover har de neutronsensorer, gamma-detektorer og et plasmaspektrometer.
DSP-satellitterne er geosynkrone, og passerer et bestemt sted over Jorden samme tidspunkt hver dag. De tre primære DSP-satellitter menes at være optimeret til at dække det vestlige Stillehav, Atlanterhavet og Mellemøsten. De to reserve-satellitter
dækker formodentlig Europa (spe cielt Balkan) og det centrale Kina.

SPIONKIKKERTEN
Key Hole, KH-satellitterne, er optiske spion-satellitter. Normalt har USA fem i bane tre operationelle og to i reserve. De består af en lang cylinder med to store solpaneler i bag enden og et bevægeligt spejl monteret foran et kamera i
den anden ende. Kameraerne om bord sender livebilleder tilbage til Jorden. Key Hole-satelitterne er ti meter lange, 4,5 meter i diameter og vejer 18 ton.
KH-satellitterne har mulighed for at tage synlige og infrarøde billeder, og de er uafhængige af dagslys.Via det store, bevægelige spejl kan KH-satelitterne med fem sekunders intervaller tage billeder af forskellige områder både under og på hver side at
satellittens bane. Normalt bruges billeder taget direkte under satellitten til f.eks. at typebestemme kampvogne, mens billeder taget til siden bruges til at tælle kampvogne.
KH's infrarøde kameraer bruges bl.a. til at finde kamuflerede objekter og nedgravede bygninger. Og ved at kigge på fabrikkers termiske energi, kan de finde ud af, hvilke der stadig fungerer.

RADAR-SATELLITTEN
Lacrosse-satellitterne vejer cirka 15 ton og er fire meter lange med to store 20 meter lange solpaneler i bagenden til at forsyne de strømkrævende radarsendere. I forenden sidder en otte meter stor - enten cirkulær eller rektangulær -
syntetisk aperturradar.Aperturradaren kan levere billeder med en opløsning næsten lige så god som de optiske satellitter på Lacrosse formodentlig ned til mindre end én meter.
Lacrosse kan scanne på flere måder, så der kan laves oversigtsbilleder med stor opløs ning og detailbilleder med højopløsning, der så kun dækker et område på 10-20 kvadrat kilometer.
Lacrosse-satellitterne kredser i 12 timers geosynkrone baner, så de passerer samme sted på Jorden to gange om dagen. Oprindeligt var de bygget til at følge Warszawa-pagtens troppebevægelser, men bruges nu fortrinsvis til at holde øje med Irak, Kina,
Nordkorea, Rusland og Balkanområdet.

Kommentarer (0)