Danskere vil sende rumfartøj til månen i jagt på Google-pris

En dansk familie går efter at vinde 20 millioner dollars ved at vinde kapløbet om at sende et integreret fartøj til månen i den store rumkonkurrence Google Lunar X Prize. Ansøgningen til Google blev sendt for 14 dage siden efter et års arbejde på projektet.

»Jeg kan let fortælle dig, hvordan du vinder den her konkurrence,« fortæller seniorforsker Palle Haastrup, der til dagligt arbejder for Det Fælles Forskningscenter under EU Kommissionen i Italien.

Sammen med en god del af familien har han netop sendt en ansøgning af sted til den store Google Lunar X Prize-konkurrence. Og når vinderen kan slippe af sted med tyve millioner dollar, er det måske værd at lytte efter.

For umiddelbart er det ikke nogen let mission, som den danske familie har sat sig selv på. Hvis man vil gøre sig forhåbninger om at vinde de mange millioner dollar i den store konkurrence, skal man kunne sætte et rumfartøj på Månens overflade, få fartøjet til at køre mindst 500 meter og blandt andet sende panoramabilleder og video tilbage til Jorden.

Her er den så - i en absolut prototype. Rumfartøjet får fire hjul, og bliver i alt cirka fyrre centimeter langt. (Foto: Euroluna.dk)

Til at nå målet er familiemedlemmerne i gang med at udvikle det integrerede rumfartøj Euro Luna, der har fire hjul, en kugletank med hydrogenperoxid, en anden med en særlig slags jetbrændstof og i midten en kube med et rumindhold på en liter.

Familien sigter på at komme med en raket med retning mod Solen i slutningen af næste år for derefter at få det integrerede rumfartøj ind i en bane, der svarer til Månens. Her vil rumfartøjet befinde sig i fire måneder, før den farlige tur mod Månen - og ikke mindst selve landingen - skal foretages.

Søn på 15 år styrer software

Google-konkurrencen henvender sig til private, og indtil videre er 16 hold officielt tilmeldt hver især med sin kreative løsning, der spænder lige fra rumbiler med edderkoppeben til noget, der mest af alt ligner hvide orme.

Den danske løsning, der mest af alt ligner en legetøjsbil med en raket i enden, virker dog mere jordnær.

»Vores udgangspunkt er, at det skal være småt, og at vi skal vælge lettilgængelige produkter, som er velkendte. Vi har valgt at bygge et integreret rumfartøj, så vi kan teste den helt igennem, inden vi sender den af sted,« siger Palle Haastrup, der selv er leder af projektet, som indtil videre 15 personer har været involveret i. Halvdelen af den gruppe er "den faste kerne", hvor det yngste medlem er blot 15 år.

»Det er min søn, Erik. Han er operatør på den software, der skal beregne de baner, vi skal ramme, for at nå frem.«

Budget på tre millioner euro

Den planlagte rute mod månen er dog ikke den mest oplagte, men det er den billigste. Men når en privat dansk familie, der ikke hedder Mærsk til efternavn, skal planlægge en tur på månen, er det nødvendigt at fokusere på økonomien. Budgettet er estimeret til tre millioner euro, som familien skal ud og forsøge at skrabe sammen.

Den ene million euro skal gå til at købe sig plads på en raket, der skal bringe det integrerede rumfartøj ud i rummet, den anden vil blive brugt på fremstillingen af selve fartøjet, mens den sidste million euro går til det udstyr, der skal til at skabe den svære datatransmission.

»Vi skal ud og finde pengene nu. Og her er det jo tilladt at tænke alternativt. Hvad vil du eksempelvis betale for at få et hår med på turen, så du kan sige, at du har dit DNA på Månen,« spørger Palle Haastrup retorisk.

Projektleder: 20 procent chance for få succes

Ideen kommer heller ikke ud af det blå. Familiemedlemmerne, der tæller adskillige ingeniører, har løbende igennem de sidste fem år snakket om, at det kunne være skægt at sende noget ud i rummet. Og da Google Lunar X Prize udskrev konkurrencen for et år siden, blev arbejdet konkret og målrettet.

»Nu har vi nået et detaljeniveau på vores idé, der gør, at jeg synes, det holder. Så vi sendte ansøgningen ind for fjorten dage siden, og burde få svar indenfor et par uger.«

Projektet er dansk-europæisk, fordi familiemedlemmerne efterhånden er spredt godt rundt i Europa. Og den europæisk rumfartorganisation ESA er da også allerede blevet inddraget i planerne om, hvordan man sikrer en sikker landing på månens overflade.

»Det her er da et højrisiko-projekt. Det er der ingen tvivl om. Det er svært at sætte procenter på, men jeg vil da tro, at projektet har cirka 20 procent chance for at blive en succes,« siger Palle Haastrup, og fortsætter:

»Men altså - det er let nok at vinde konkurrencen. Man skal bare sende 50 kopier af vores integrerede rumfartøj af sted. Så skal det nok lykkes. Problemet er bare, at vi kun har én bil og dermed én chance.«

Den chance har familien tænkt sig at forfølge. Og drømmene stopper ikke ved Månen.

»Hvis det her går godt, ja, så er der faktisk ikke så langt til Mars.«

Dokumentation

Blog om projektet Euro Luna
Euro Lunas officielle hjemmeside
Google Lunar X Prize

Kommentarer (0)